Syv triathleter fra Viborg AM deltog i DM i IRONMAN Triathlon i København den 24. august.

Klaus Gertsen, Jesper Vejlby, Jan Pedersen, Gert Gerges, Henrik Schultz, Claus Kaimer og Betina Schmidt. Jesper skulle for første gang prøve kræfter med Ironman distancen, mens det for de andre var et glædeligt gensyn med distancen. Se resulater her og læs deres beretninger.

Resultater:

Navn    Aldersgrp.    Tid Plac. Samlet    Plac. Aldersgrp
Jesper Vejlby M18-24 09:47:26    171 10
Betina Schmidt F40-44 10:09:28 13 2
Gert Gerges M40-44 10:20:10 433 88
Klaus Gertsen M50-54 10:27:20 501 8
Henrik Sandholdt Schultz M35-39 12:13:55 1566 331
Jan Pedersen M50-54 11:57:06 1611 90
Claus Kaimer M50-54 11:23:01 1224 56

Se alle resulater her!

 

RACE beretning fra DM Ironman Copenhagen 2014:
Læs Betina Schmidt beretning her...
Læs Klaus Gertsen beretning her...
Læs Jesper Vejlby beretning her...
Læs Henrik Sandholdt Schultz her...

 

 

 

Ironman København - 2. plads i min aldersklasse og direkte kvalifikation til VM på Hawaii

Af: Betina Schmidt

betina-schmidt-kbh14

Ironman København, blev desværre langt fra den festdag al træningen havde vist den ville blive.

Det eneste som gik helt efter planen var svømningen, hvor der var overskud hele vejen og supertid.

Derfra gik det desværre kun den forkerte vej.

Jeg var slet ikke i nærheden af at have gode cykelben og overskuddet var gemt langt væk. Det blev krydret med maveproblemer på sidstedelen af cyklingen.
Jeg var dog stadig indstillet på et godt afsluttende marathon under 3.30 men ak og ve maveproblemerne blev kun værre så løbet blev en lang mental udfordring hvor jeg kæmpede det bedste jeg har lært, men uden fart i benene for at holde 2. Pladsen.

På en hvad jeg vil kalde en off dag lykkedes det mig alligevel at blive nr. 2 og vinde et slot til Hawaii. Dette var direkte kvalifikation til Hawaii for syvende gang ud af syv mulige, så den statistik er vel egentlig meget god!

 


 

 

Race beretning fra MIN Ironman Copenhagen 2014

Af: Klaus Gertsen

Klaus-gertsen-kbh14

Uge 34 gik jeg ind i den sidste uge inden min deltagelse i Ironman Copenhagen...

Mange spørgsmål kommer op i denne uge...Har jeg trænet nok, rigtigt, hårdt nok, hvordan med nedtrapning/opladning, er tri udstyret i orden, hvordan ser vejret ud på dagen...jeg trissede egentlig blot rundt og ventede på at komme i gang...komme i gang med årets TRI mål...

Målet var naturligvis primært at gennemføre men mine "forventninger" var en tid på omkring 10 timer 24 min og en placering i top 20 i min aldersklasse med ca. 200 deltagere.

Det blev fredag. Jeg og mine supportere Lene (min kone), Helle og Preben (mine rigtig gode venner) drog imod København...

Lørdag var til indregistrering og aflevering af cyklen i startområdet og en lille svømmetur på svømme ruten...de havde sagt at vandet var koldt...det var ca. 18 grader hvilket jeg synes var ganske fint.
Det blev race-søndag...jeg stod op kl. 04.45 og begyndte at forberede mig med morgenmad, tænke tingene igennem, drak lidt vand...tjekkede lige DMI hvordan ville vejret arte sig i dag? Koldt, ikke megen basic vind men vindstød på op til 15 m/s !!! Ok, det var vist cykeltrøje for at holde varmen der skulle bruges...

Kl. 0515 gik vi alle fra Hotellet – lige ud i det vilde Københavnske natteliv...Hold da op...der kom jeg gående med drikkedunk og triathlon påklædning midt i blandt masser af mennesker i festpåklædning...og i en rimelig opløftet stemning ☺...Fik da også lige en stor krammer af en dejlig ung pige ;-)

Nå, jeg skulle starte i 2' bølge kl. 07.05 – 5 min. efter profferne. Ved start stillede mig helt ud til venstre faktisk lige ved siden af Team Tvilling (respekt)...starten gik og planen var at undgå slagsmålene i starten men ligge allerlængst til venstre og det lykkedes rigtig godt...kom hurtigt i rytme og var egentlig kun i lidt slagsmål ved første sving og da næste gruppe begyndte at komme op til os bagfra...Dog gik min navigation i vandet ikke alt for godt...var en overgang inde på så lavt vand at jeg virkelig måtte sørge for at mine armtag ikke gik ret dybt så ville jeg tage fat i bunden...og var også ved at torpedere en af hjælper kajakerne...så lige der er plads til forbedring ifht. navigationen...well, så fik tilskuerne på bredden og så lige lidt at kigge på...Tidsmæssigt præcis på den tid jeg forventede – trods navigationssvigt.
Første skifte gik ok...der var ikke for mange i skifteteltet så det var bare at komme videre...

Så startede cykeldelen...vejret er jo ret afgørende på cykelturen...det var koldt men ikke så koldt som frygtet og næsten skyfri himmel...vinden var svær at mærke de første 10-15 km da det foregik inde i Kbh. Efter Hellerup kom vi lidt mere fri af byen...og vinden fornemmedes ikke så slem...kom fra lidt forskellige retninger men mest sidevind...Jeg forsøgte at ramme min "IM pace puls" men det kunne jeg simpelthen ikke. Benene føltes rigtig tunge og så begyndte jeg straks at tænke...hvad søren er der galt ? Pulsen kunne jeg ikke presse derop hvor jeg gerne ville men drejede af fra Kystvejen med snit på ca. 35-36 km hvilket trods alt var ok. Men så gik ruten imod vest...og nu skal jeg da lige love for at man kunne mærke vinden...og det kunne man også ind af Kongevejen hvor der var skrå modvind...det var lidt halv hårdt...

Så ramte jeg Gels bakke ved Holte. Det var rutens oplevelsesmæssige højdepunkt...Vildt mange mennesker støttede os op af bakken...det var rent Tour De France...nåede heldigvis også at høre mine tro supporteres tilråb...det var sgu dejligt...forbi Lyngby storcenter på brosten...igen med masser af mennesker og tilråb...fedt...Anden runde på cykelruten gik på samme vis...havde holdt 33.7 km/t i snit på første runde...den faldt en smule på anden og endte i 33. 2 km/t i gennemsnit hvilket var lidt under forventet...men ok pga. den hårde vind...
Kom i mål på cyklen...7 min bagud ifht. min tidsplan og nr. 43 i min aldersklasse men nu var det spændende om jeg kunne holde fart i løbet...Min plan var at lægge ud med ca. 5.00 min pr. km og ende på et gennemsnit på omkring 5.15...det gik forbavsende godt...ingen stivhed eller lignende i kroppen...og tog også lige det obligatoriske toiletbesøg fra start inden der virkelig ville komme mange deltagere på løberuten...Fantastisk at løbe igennem Nyhavn, Langelinie og ved siden af Amalienborg...mennesker over det hele...og farten blev holdt...snakkede lige med mine supportere et par gange...det gik rigtig godt nu...madplanen med de planlagte "restaurantbesøg" virkede optimalt...

Sidste runde på de 10.5 km skulle løbes...stadig gode ben...så runder lige Lene, Helle og Preben...og spørger til placering...Nr. 17 siger Lene lidt forvirret...hvorfor spørger jeg pludselig om det ?...det plejer jeg ikke at koncentrere mig om...Nr. 17...FEDT...mit placerings mål skal nås...jeg vil ende i Top 20...så afsted igen på sidste runde MED overskud...dog gik jeg over til Red Bull og Cola på sidste runde...hold da op hvor var det dejligt at smage noget andet end HI5 energi drik...

Sidste runde er fantastisk – øhh hvis man har gode ben ihverttilfælde...jeg synes jeg overhalede hele vejen...men det er rigtig svært at se om de deltagere man overhaler tilhører egen aldersklasse...der er kun et at gøre...koncentrer sig om det man har indflydelse på...eget løb...kom i mål så hurtigt som muligt og husk nu endelig at sug oplevelsen til dig...

Ind imod opløbet...tusinde af mennesker, masser af deltagere, rigtig mange har flere omgange tilbage MEN jeg skal i mål...giver HIGH 5 til alle de tilskuere der rækker deres hænder ud...og kommer over målstregen med et stort SMIL i tiden 10.27.20...ca. 3 min. fra mit mål...men fik skåret ca. 24 min af min PR...og absolut absolut godkendt...

Nu blev jeg pludselig ret træt !!!

Skyndte mig at drikke noget vand og hentede mine ting...en vigtig ting ventede på "Bænken under træet"...Traditionen tro stod Lene og ventede med en sejrsøl der skulle nydes på "Bænken under træet" på et lille torv tæt på og ganske rigtigt der stod mine trofaste supportere og ventede...De kunne næste ikke vente med at fortælle at jeg var blevet nr. 7 i min aldersklasse (blev så siden rettet til 8)...Jeg var nr. 43 da jeg kom ud på løberuten og løb 35 ind...Jeg var rigtig godt tilfreds....

Uvurderlig støtte fra Lene, Helle og Preben...uundværlig...det motiverer helt vildt...

Også tak til alle medlemmerne i tri klubben der fulgte med på nettet og kommenterede indsatsen...det er så vildt...familie og venner man er lige midt punkt i 10-11 timer...det er altså en så super oplevelse...

 

 


 

 

Race beretning fra Ironman Copenhagen 2014

Af: Jesper Vejlby

jesper-vejlby-kbh14

Så var det blevet tid til årets store mål og min første Ironman, og endelig se om de sidste mange måneders træning har båret frugt. Målet var at komme under de berømte 10 timer.
Vækkeuret ringer kl 05:00 og jeg står op med det samme, føler mig rigtig frisk da jeg har sovet godt de sidste par dage op til. Spiser min musli sammen med en saltstick, får fyldt vand og energi i drikkedunkene og er ved at være klar til at tage mod Amager Strandpark.

Ankommer ved Amager Strandpark 06:30 og har en lille time til at få pumpet cyklen og klikket dunkene i, da skiftezonen lukker kl 07:20.

Skal starte svømningen i den sidste gruppe som starter kl 08:05, og er lidt nervøs for om der skulle ske at blive "trafikpropper" ved de 3 broer vi skal under. Det går heldigvis ret nemt, dog med en del tumult ved det sidste vendepunkt, hvor der bliver mast for at komme fremad. Kommer op af vandet efter de 3800m plus diverse slalom og zigzag i 01:01:22 og kan mærke at jeg er blevet kølet godt ned i vandet, og vælger derfor at cykle i langærmet cykeltrøje, som viste sig ikke at være nem at få på en våd krop. Finder ret nemt cyklen og gør mig klar til de næste 180km på den.

Finder ret hurtigt en god rytme og glæder mig til at give den gas op af strandvejen. Vejret viste sig fra sin gode side, så vi fik en lettere skæv medvind op ad strandvejen. Trykker godt til, da jeg ved at jeg vil miste fart når vi drejer om i modvinden. Det meste af turen går ret godt og får drukket og spist næsten alt det energi jeg havde medbragt. Vælger at springe én energibar over, da det virker til at maven ikke er helt glad ved alle de kulhydrater. Indtager i alt 350g kulhydrater på cyklen, havde regnet mig frem til 380g. De sidste ca 10km ind igennem københavn er meget lange, og der ligger en del vand rundt i alle de 90° sving der er inde i byen. Til sidst vil jeg gerne bare af cyklen og i løbeskoene, og pludselig er skiftezonen der. Tilbagelægger de 180km med knap 34,5 km/t som giver en tid på 5:13:25, og føler mig klar til det afsluttende marathon. Klikker mig ud af pedalerne og de første par skridt føles mine ben som gummi, tænker et par gange hvad har jeg dog rodet mig ud i. Men efter jeg får fundet løbe-posen og skiftet føler jeg mig klar.

Løber ud på ruten, og gør mig klar til 4 omgange á 10,5km. Allerede efter 500m kommer det første kilometer skilt, hvorpå der står 0,5km – 11km – 21km – 31km og endeligt 41km, hvilket jeg synes virker meget demotiverende på det tidspunkt, at den skulle komme så tidligt. Det stikker i den ene side af maven og føler at benene er ret tunge, hvilket stopper da jeg får indtaget lidt energi. Under løbeturen har jeg ingen "Energi-Stradegi" og fylder på som jeg føler jeg får brug for. Hvilket flere gange har vist sig at virke for mit vedkommende. Det går fint på løberuten men føler at det tager rigtig lang tid og det er nogle meget lange kilometer, men har jo også været i gang i knap syv timer på det tidspunkt, så det er måske meget normalt. Besluttede mig ret hurtigt for at lytte efter kroppen i stedet for uret, og det giver nogle rimelig stabile tider på den første halvmarathon, som bliver løbet i ca 1:38:00. Herefter daler tempoet lidt hvilket jeg også havde regnet med, så nu skulle der bare "cruises" hjem. Regnede ud at en marathon på 3:35:00 ville få mig under 10 timer, så var det bare at krydse fingre for jeg ikke skulle løbe tør for energi. Er efterhånden ved at kende ruten ret godt, og nyder der er så mange tilskuere, det er bare sjovere end at løbe et motionsløb langt ude på landet. Den sidste halvdel af marathon'et føler jeg at det går ret godt, og er ret hurtigt sikker på at jeg nok skal komme ind under 10 timer. Endelig er jeg ude på sidste omgang, og mangler nu kun 10km, er blevet godt træt men føler stadig at det går godt, 6km tilbage hvilket svarer til en god tur rundt om søndersø, og så kan det jo næsten ikke gå galt. Efter som jeg kommer tættere på begynder jeg at smile mere og mere, da det sidste stykke også er det med flest tilskuere bliver man næsten helt høj af det. Løber under målportalen da uret står på 09:47:26, kan ikke rigtig forstå at dagen er slut, men får min medalje om halsen og det går op får mig at jeg kom ind over 10min hurtigere end mit mål, hvilket giver et endnu større smil ☺ Dagen bliver sluttet af med en hotdog i en pølsevogn, hvilket er blevet en tradition efter hvert tristævne.

Stor tak til familien som var med i københavn for at heppe og ikke mindst min kæreste for at kunne holde mig ud de sidste mange måneder, med alle de timers træning.

 

 


 

 

Stævneberetning fra Ironman Copenhagen 2014

Af: Henrik Sandholdt Schultz

dm ironman 2014 henrik s

Klokken er 04.22, uret ringer først 04.45 men er vågnet og opsummerer kort hvad denne søndag d. 24. august kommer til at bringe. Jeg er spændt, men har som genganger på distancen et ret godt billede af, hvad der kommer til at ske. Dette er muligvis ikke en fordel...

Amager Strandpark emmer af spændt energi med næsten 3000 atleter samlet på et sted. Sidste jeg var her, dengang det hed Challenge Copenhagen, var her under 2000 deltagere, og her er nu rigtig mange mennesker.

Svømmestarten går ok, ingen løse tænder og brandmænd, og jeg får hurtigt fundet svømmerytmen.Dog virker vandet ret koldt, men det har også regnet og blæst en del i dagene op til stævnet. I flaskehalsene på svømningen bliver der kæmpet hårdt, og igen kan jeg konstatere at der er rigtig mange deltagere i forhold til sidste gang jeg kørte. Navigationen går indledningsvis godt, men på det lange stykke mellem broerne kommer jeg sammen med en stor flok ud af kurs. Med temaet fra "Benny Hill" som underlægningsmusik, tror jeg det giver mening, hvis nogen kan huske den serie. Det koster nogle hundrede meter, men hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene.

Solen skinner da jeg kommer op og det er svært at finde en plads at klæde om på. Jeg er heldig at finde en lille bid bænk jeg kan sidde på, og og får skiftet til cykelgear.
Selvom jeg er iført langærmet trøje kan jeg hurtigt mærke at det er koldt, og det blæser tilmed en del. Bliver ramt af en række byger undervejs og bliver rigtig kold. Efterhånden som timerne går blæser det mere op. Jeg kan se at jeg ikke er den eneste der forbander modvinden på det tværgående stykke oppe i Nordsjælland og min cykel fejrer tilmed det dårlige vejr ved at lade min cykelcomputer gå i sort. Da min nyskiftede krank (kørt 200 km) også begynder at brokke sig, er jeg klar til at smide cykel og krank langt væk.
Problemet med kranken stopper heldigvis af sig selv efter ca. 100 km, men må indrømme at nerverne sad på ydersiden af tøjet et par timer.
Desværre begynder jeg i takt med at jeg bliver koldere, at få det dårligt og får problemer med at indtage energi og væske. Begynder at kunne regne ud, at det muligvis bliver en lang dag...

Cyklen bliver afleveret til en af den mange hurtige hjælpere i skiftezonen og omklædning til løb. De første 30 km går reelt fint. En venlig sjæl holder et banner ud foran mig hvorpå der står: "Remember You Paid to do This". Ja-tak. Bøvler lidt med maven, det tager tid, men løber rimeligt stabilt på trods af, at jeg har problemer med at indtage energi m.m. - Det hele sidder helt oppe i halsen. Da jeg når 35 km betaler jeg for ikke at have løbet i godt 2 måneder i vinters/foråret grundet skade. Det begynder at trække alvorlige tænder at løbe. De sidste 7 km udvikler sig til ren Survivalman, selvom jeg på nødgeneratoren får banket et rimeligt tempo op de sidste 4 km.
Ved ankomst til målet er der totalt udsolgt, og jeg stiler med stive skridt direkte ned i badecontainereren, hvor varmen endelig genvindes.
Aflægger, trods alt, lige den fine buffet med grillkød og pastasalat m.m. et besøg, men er ikke helt klar til at spise endnu, og vejret indbyder heller ikke til at blive hængende ret længe.

På bagkant er det tid til at evaluere. Når man deltager i langdistanceidræt må man påregne, at det ikke altid går som forventet, mit mål på 11:30, blev ikke indfriet, men i set i bakspejlet er indsatsen godkendt, under de forudsætninger det blev gennemført under.
Og sidst men ikke mindst: Tak til alle de frivillige hjælpere og publikum, der på en regnvåd søndag, tog sig tid til at gøre en forskel.

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik