Viborg AM

En klub i stadig udvilkling

Torsdag d. 14. maj genoptog vi fællestræningen til Avis Marathon - men på grund af Covid-19 er der visse ting vi gør anderledes

Der er en stribe regler og retningslinier fra Dansk Atletik som vi skal overholde, og derfor er fællestræningen indtil videre sammensat på følgende måde:

For at begrænse antallet af personer der befinder sig på stadion samtidigt indfører vi forskudte starttidspunkter:

                      Tempogruppe 5:00 og 5:30 starter 18.50

                      Tempogruppe 6:00 og 6:30 starter 19:00

                      Tempogrupper 7:00 og derefter starter 19:10

Løber du i f.eks. tempogruppe 6:00 må du ikke gå ind på stadion før de første tempogrupper har forladt området – du skal blive ude på parkeringspladsen, og holde afstand. Når du går ind på stadion, skal du starte med at afspritte hænderne (vi har anskaffet spritdispensere)

Vi må ikke være større grupper end 10, så når du går ind på stadion vil dine trænere stå klar og guide jer løbere til at samle sig omkring hver træner og sikre at der ikke samler sig mere end max. 9 personer omkring hver træner. Hjælp din træner ved at være opmærksom.

Når en tempogruppe løber afsted foregår det ved at første træner sætter i gang med ’sine’ løbere, næste træner venter nogle sekunder og starter derefter med ’sine’ løbere og så fremdeles. Så vi løber ikke som én stor tempogruppe, men som en række små tempogrupper på max. 9 løbere og en træner.

I hver af de små tempogrupper er det vigtigt at der bliver holdt lidt afstand imellem løberne og når I møder gående trafik kan din træner anmode om at gruppen samler sig til enkeltkolonne og holder god afstand til de gående – om nødvendigt skifter side af vejen eller stopper helt op. Der er mange som ikke vil bryde sig om at der kommer 10 løbere helt tæt forbi, så det er vigtigt at du lytter til din træner og følger anvisningerne.

Vi starter rutemæssigt ’forfra’ og løber derfor kun 6 km de første træningsaftener. Der er blevet lavet nogle ’corona-venlige’ ruter til steder hvor sandsynligheden for at møde gående er lav.

Når jeres gruppe kommer tilbage til stadion skal I forlade området – der er heller ikke meget ved at blive hængene, da klubhuset fortsat er aflåst.

Det er en skør tid vi lever i, men hvis vi alle passer godt på os selv og hinanden, så skal det nok komme til at fungere.

Mvh

Styregruppen

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik