Viborg AM

En klub i stadig udvilkling

Motion / Løb

Hver torsdag kl. 19.00 på Viborg Atletikstadion.

 

WE WALK er Viborg Atletik og Motions tilbud til dig, der søger go gå-motion. Vi går i rask tempo, med henblik på at få pulsen op.

Erfarne trænere vil hver torsdag klokken 19, og hver søndag klokken 10, guide dig rundt i det smukke område øst for søerne. Turene kan variere fra fem til otte kilometer.

WE WALK fortsætter hele året, -og det er gratis. Efterfølgende kan du vælge et af klubbens motions løbe hold, eller fortsætte på Walk holdet. Klubben afholder kostforedrag og foredrag om alternativ fysisk træning. God viden hvad enten du vil tabe dig eller forbedre din kondition.

Dette er din mulighed for at motionere med ligesindede, det er både hyggeligt og motiverende at have følgeskab. Godt humør er en selvfølge i Viborg AM.

 

Vel mødt...

 

beskriv Motionudvalgets arbejde.

Udvalget - Motion

Henrik Bache

Udvalgsmedlem

Bo Jørgensen

Udvalgsmedlem

Wendy Mogensen

Udvalgsmedlem
 

Vil du gerne gøre en indsats i Motionsudvalget, er der plads til flere! Henvendelse til kontaktpersonen.

Trailløb er løb i terræn, som udfordre både konditionen og fysikken på en anden måde end almindelig løb på fremkommelig vej.

Alle kan deltage på trail træning og vi løber ofte i skove/heder og nogle gange med lidt højdemeter og andre er det mest med teknik træning.
Et par gange om året løber vi til sidst igennem sø (Max 1 meter højde).

Vi har i øjeblikket én fast træningsaften om ugen. Hvert onsdag  hvor vi typisk løber omkring 10-12 km, med indlagte pauser.

Se træningstider her

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakt en af vores trænere:

Mød trænerene her

For alle løber og atletikudøvere er der mulighed for at svømmetræne på GIV hver onsdag aften kl. 20:00 til 21:00 i perioden  1. September til 31. Marts. Passive samt tri- og duathlon medlemmer har IKKE adgang til svømning.

 

 

 

Viborg AM har motionstilbud til alle, lige fra nybegynderen, der er startet med walk an run, over Løb-Motion til Maratongruppen for de, der har løbet i flere år og ønsker en anderledes træning.

Kvindeløberne er så populære, at også flere mænd deltager i træningen her!

VAM-portrættet i august 2015 er Michael Elkjær

Hvad laver du, når du ikke er aktiv i Viborg AM?
Jeg bruger tiden på familien og hjemmet. Har en lille datter på knap 10 mdr. som optager meget af min fritid. Desuden arbejder jeg løbende med diverse små projekter i og omkring hjemmet.

Ellers holder jeg meget af bl.a. at fotografere eller være kreativ på andre måder.
Har også tidligere deltaget i forskellige Adventure races, som jeg synes er rigtig interessante, da man her udsættes for mange varierende udfordringer.

Den resterende del af fritiden bruger jeg på klubarbejde, hvor jeg blandt andet fungerer som løbetræner for ungdomsløberne, er kontaktperson for triathlon-afdelingen og suppleant i bestyrelsen.
Ellers arbejder jeg som web-director på et reklamebureau i Skive/Viborg.

Hvilken sport dyrker du i Viborg AM?
Jeg startede egentlig som langdistanceløber på halv- og helmarathon, men har siden 2011 haft fokus på triathlon på distancerne halv og hel Ironman.

Hvor ofte dyrker du din sport?
Jeg har efter flere år med 16-17 ugentlige træningstimer, sat min triathlon-træning på næsten hold og træner nu kun løb 3-4 gange om ugen, for at have mere tid til min familie.

Hvilket mål har du med din træning?
I øjeblikket er målet at holde en fornuftig grundform, så jeg har en base at arbejde videre med. Jeg har således ikke på nuværende tidspunkt nogen sportslige mål.

Hvad er din bedste oplevelse med din sport?
Det er rigtig svært at vælge, der er for mig mange super gode oplevelser med sporten. Kan i flæng nævne:

• En lang (+25km) og rolig løbetur i skoven en tidlig søndag morgen sammen med min mangeårige løbemakker Lars Vels
• En kold og tung træningsaften i knæhøj jomfruelig sne
• En sjov og inspirerende træning sammen med ungdomsløberne fra Viborg AM
• En lang (+120km) cykeltur i høj solskin i korte rør.
• En sommermorgensvømmetur i Hald Sø, hvor vandet er blikstille og man kun hører og ser insekterne sværme omkring ved vandoverfladen.

Eller at opnå et sportsligt mål efter flere måneders træning. Her kan jeg ikke undlade at nævne min kvalifikation til og deltagelse i Ironman Hawaii i 2013, som klart står som et af mine bedste erindringer.

Er du også aktiv sportsudøver om 5 år?
Ja, uden tvivl, men det er uvist i hvilken sportsgren udover, at det som minimum dog indeholder noget med løb og cykling, som altid har været en del af mit liv.


Chris Fischer, der for nyligt vandt Challenge Denmark


VAM-portrættet juni/juli 2015 er Chris Fischer fra Vejrumbro

Hvad laver du når du ikke er aktiv i Viborg AM?
Først og fremmest har jeg en familie bestående af 3 døtre – Maise, Gry og Ida og min hustru Sissel, som jeg ynder at bruge tid med.
Dernæst arbejder jeg som handicaphjælper i Århus. Jeg har mit eget firma ved siden af, hvor jeg træner og vejleder andre ivrige atleter og så driver jeg en lille forretning med salg af Triatlon udstyr – tøj, cykler, våddragter m.m.

Så måske jeg skulle sige, at jeg er aktiv i Viborg AM, når ikke jeg bruger tiden på ovenstående :)
Jeg gør flittigt brug af så mange af døgnets 24 timer, som muligt.

Hvilken sport dyrker du i Viborg AM?
Triatlon – primært halv og hel Ironman

Hvor ofte dyrker du din sport?
På daglig basis – på mine almindelige dage veksler det imellem 1-3 daglige træningspas.
I de perioder hvor jeg er tæt på et stævne, bliver det ofte 3 træningspas om dagen på mine fridage.

Typisk er en uge opdelt som 3 svømmepas, 3-5 løbepas og 2-5 cykelpas afhængig af årstid – 14 timers træning i gns. Pr. uge. Der er mange variabler, som min hustru´s arbejde på sygehuset, mine egne døgnvagter og arbejde i firmaet, som gør at ingen uge ser ens ud.

Hvilket mål har du med din træning?
At have et balanceret liv, hvori træning og udvikling er en naturlig del.

Hvad er din bedste oplevelse med din sport?
Jeg har svært ved at nævne én, for mig er det hele en proces, jeg kan ikke isolere et resultat fra en optakt, opbakningen fra familie/venner og det at have en hverdag som fungerer.

Men hvis jeg skal nævne et tidspunkt i mit liv hvor alle disse ting er gået op i en højere enhed, var det da jeg for nyligt vandt Challenge Denmark i ny PR. 8.23.39 på Ironman distancen. Og den oplevelse var fantastisk – alt undervejs spillede og da det ikke gjorde, holdte jeg hovedet koldt.
Jeg havde stor opbakning hjemmefra som vanligt og også fra mine klubkammerater. Jeg var ikke underdrejet da jeg stillede til start, hvilket giver mig troen på, at jeg kan gøre det igen. Og så er det fedt at være i stand til at løbe sub 3 timer på afsluttende marathon, når man tager en slapper på de sidste 21,1 km :)

Men det jeg synes er de bedste oplevelser med sporten - kan være en cykeltur på 2 timer, en tur i skoven i løbeskoene eller en sommeraften, hvor jeg hopper i våddragten og i Hald sø. Jeg elsker at være ”i det” og det er nok der, jeg for alvor trives i sådan en sport som triatlon. De dage hvor man rammer den lige spot on i et træningspas er også fantastiske, men dem har jeg vænnet mig til at undvære, da de med mit program ikke kommer særlig tit.

Er du også aktiv sportsudøver om 5 år?
Ja bestemt, om jeg er triathlet er nok spørgsmålet, men sport er en del af mit DNA, det slipper jeg aldrig.

Maj måneds VAM portræt er Lotte Poulsen fra Viborg

Hvad laver du når du ikke er aktiv i Viborg AM?

Jeg er gift med Rene og har to skønne bonusbørn.

Jeg er uddannet kontorassistent og pædagog og arbejder i administrationen på Nørremarken i Viborg, hvor nogle af mine dage er meget stillesiddende.

I min fritid er jeg frivillig hjælper i Fit-all og skal også til at køre lidt mountainbike sammen med min mand.

Hvilken sport dyrker du i Viborg AM?

Jeg løber på Avismaratonholdet, og er rigtig glad for holdtræningen om torsdagen og at der altid er mulighed for at løbe sammen med nogle om søndagen.

Hvor ofte dyrker du din sport?

Jeg løber 3 gange om ugen og næsten altid sammen med min løbemakker Jette, for mig er det vigtigt at have en at løbe med, for så er det ofte nemmere at få løbeskoene på, også på en dårlig dag.

Hvilket mål har du med din træning?

I juni 2012 løb jeg mit første ½ maraton med Viborg AM, og det var super fedt, men efter et par sygdomsår, hvor min endometriose blussede op igen, blev løbet meget nedprioriteret. Jeg startede op igen her i januar og har valgt at mit mål i år er at løbe et par 10 km løb, jeg ved med mig selv at jeg ikke må lægge for hårdt ud. Jeg vil gerne op og løbe i et hurtigere tempo, men jeg ved også at jeg er nødt til at prioritere min fysiske tilstand.

Hvad er din bedste oplevelse med din sport?

Min bedste oplevelse var da jeg i juni 2012 gennemført 1/2 maraton. Den sejr det var, at løbe over målstregen og være helt vildt høj og død træt, den fornemmelse er svær at beskrive og skal bare prøves.

Men jeg synes også det er fantastisk når jeg er ude og løbe og hjernen slår helt fra og man glemmer hvor man er og det bliver helt meditativt, så går det hele op i en højere enhed.

Er du også aktiv sportsudøver om 5 år?

Jeg er helt sikkert sportsudøver om 5 år, og jeg håber stadigvæk at jeg løber.

April måneds VAM-portræt er Gert Gundorff fra Viborg

Hvad laver du når du ikke er aktiv i Viborg AM?

Jeg elsker at nørde på mit alt for lille værksted med både metal og træ. Står jeg og mangler et eller andet stykke værktøj f. eks. til min rundsav laver jeg det selv.

Efter at jeg er gået på pension, har jeg hjulpet min hustru med at stable en ”Erindringsstue” på benene ude på plejehjemmet ”Liselund”, som er forbeholdt
demente. Der har været møbler der skulle sættes i stand, og mange andre spændende udfordringer.

Så tager kameraet også en stor del af min tid. Jeg har fotograferet siden ungdommen, og kan få ufatteligt meget tid til at gå med, at få det helt rigtige billede i kassen og finpudse det.

Onsdag formiddag er jeg frivillig på Viborg Museum, hvor jeg er med i arkiveringen. Jeg nørder igen, med billeder af de ting og sager der er kommet til museet. Der skal beskæres og rettes til o.sv. Et udfordrende drømmejob for en pensionist. Det holder hjernen skarp.

Hvilken sport dyrker du i Viborg AM?

Kun løb. Jeg duer ikke til andet. Havde traumatiske oplevelser som barn med fodbold. Jeg var som regel den allersidste, der blev valgt til hold, og skulle altid spille venstre back fordi jeg er venstre benet. Har max. scoret 10 mål i hele min skoletid. Og ja, jeg har gået mere end 7 år i skole. Men løbe, det kunne jeg, så det blev min sport.

Hvor ofte dyrker du din sport?

2-3 gange om ugen. Torsdagstræningen og søndag formiddag med modne løbere. Det er rigtig hyggeligt. Turen og længden afhænger at heldbredstilstanden den pågældende dag. Den kan svinge én del når man har rundet de 65!

Hvilket mål har du med din træning?

Jeg kan ikke undvære det, selv om det kan være hårdt sommetider. Jeg nyder en tur i skoven alene, når det hele kører på ”auto pilot” og tanker får frit løb. Det er rigtig skønt!

Hvad er din bedste oplevelse med din sport?

Vel nok da jeg vendte om i Odense Maraton for at hente een fra holdet, der var ved at stoppe, men jeg fik hende med hele vejen hjem til medalje og en kold ”Albani”.

Er du også aktiv sportsudøver om 5 år?

Det håber jeg. Efter små-reparationer af hjertet sidste år i Skejby er det vigtigt at jeg holder gang i blodomløbet. Rødvin alene kan ikke gøre det!

Navn: Anders Christiansen
By: Viborg

Hvad laver du når du ikke er aktiv i Viborg AM?

Jeg er så heldig at jeg har mange bolde i luften. Er lige startet som efterlønner og er ved at finde mig til rette med det. Dagligdagen går med en daglig travetur rundt om søen. Lidt hjemlige sysler skal også klares. Besøg hos eller besøg af venner og bekendte. Vi elsker at rejse, og vi har altid løbeskoene med. Jeg samler også på frimærker, så alt i alt keder jeg mig ikke.

Hvilken sport dyrker du i Viborg AM?

Her må jeg fortælle at det stort set kun er Serieløbene jeg deltager i.

Hvor ofte dyrker du din sport?

Jeg forsøger at få løbet 2-3 gange om ugen. Tager den daglige gåtur rundt om søen. En ugentlig svømmeaften bliver det også til og så er jeg rigtig flittig til at tage cyklen i stedet for bilen.

Hvilket mål har du med din træning?

Ja, når jeg skal være helt ærlig, er det nok for at tabe mig og komme i bedre kondition.

Hvad er din bedste oplevelse med din sport?

Igennem alle de år jeg har løbet har der været mange store oplevelser. Lige fra første gang jeg løb hele vejen rundt om Søndre Sø til jeg løb et maraton sammen med min søn Henrik, der dengang var 12 år.

Er du aktiv sportsudøver om 5 år?

Det håber jeg sandelig at jeg er. Skal jeg runde Serieløb nr. 200 skal jeg jo være aktiv 7 år endnu, med mindre at Viborg AM sætter antallet af løb op på årsplan. (Tilføjet af redaktionen: Søndag den 1. marts løber Anders sit serieløb nummer 150)

En stor tak til Viborg AM for de mange muligheder klubben giver os viborgensere for at deltage i løbeaktiviteter i og omkring Viborg.

Navn: Niels Bremholm
By: Viborg

Hvad laver du når du ikke er aktiv i Viborg AM?
Har kundekørsel rundt i DK for min svigersøns firma på Fyn.

Er 68 år, gift og har 2 børn - en datter, der er arkitekt i Svendborg og to dejlige børnebørn, sønnen er adjunkt på Aarhus Universitet.

Jeg samler lidt Viborg historie i form af postkort, malerier, samt ure. Loop, motionssvømning og gymnastik i VGF.

Hvilken sport dyrker du i Viborg AM?
Løber på et af tempoholdene torsdag og søndag og lidt tri - træning.

Hvor ofte dyrker du din sport?
Ca. 3 gange ugentlig.

Hvilket mål har du med din træning?
Gerne en 10 km - måske mere. Vil gerne deltage i nogle 1/10 tri.

Hvad er din bedste oplevelse med din sport?
Mange fantastiske oplevelser i tidens løb. Jeg startede med at løbe, da jeg var 30 år, så det er blevet til over 100 halvmarathon og 20 marathon. Heraf kan nævnes Berlin Marathon i 2005 og New York Marathon i 2008 som den allerstørste oplevelse.

Er du også aktiv sportsudøver om 5 år?
Det håber jeg meget.

 

 

Navn:  Mette Skov-Jensen
By:  Viborg

Hvad laver du når du ikke er aktiv i Viborg AM?
Jeg er uddannet journalist og arbejder som studievært hos DR P4 Midt & Vest i Holstebro.
Jeg er vært på radioens regionale morgenprogram, men er også vært om eftermiddagen og weekendmorgener.

Det betyder mange skiftende arbejdstider – og ind i mellem et vækkeur, der kimer på et ukristeligt tidligt tidspunkt. Når jeg skal være morgenvært på hverdage står jeg op klokken 3.15.

Så god søvn, sund mad og motion er vigtige ingredienser i mit liv – ellers kan jeg ikke holde til sådan et arbejdsskema.

Derfor er jeg ikke kun medlem af Viborg AM, men dyrker også styrketræning og yoga hos Fitness Viborg på Gymnastikhøjskolen. Der bliver også travet en del kilometer med min hund.

Privat er jeg gift med Søren, som også er medlem af Viborg AM. Faktisk mødte vi hinanden gennem Avismaratontræningen for ti år siden. I min fritid elsker jeg at gå i biografen. Jeg er medlem af både Biografklub Danmark og Viborg Filmklub. Jeg har også altid gang i mindst en bog, da der ikke findes noget mere afslappende end at fordybe sig i en velskrevet roman eller biografi.

Hvilken sport dyrker du i Viborg AM?
Jeg løber under Avismaraton regi. Jeg har været medlem af klubben siden 2004, hvor jeg deltog i min første halvmaraton. I de senere år har jeg droslet noget ned på distancerne, da det jævnligt kniber med at nå til fællestræningen torsdag aften pga. arbejde. Det er alt andet lige nemmere at træne sig op til lange løb ved at løbe sammen med andre.

Hvor ofte dyrker du din sport?
Jeg forsøger at snøre løbeskoene to gange om ugen, men må indrømme at der er uger, hvor det kun bliver til en enkelt løbetur rundt om Søndersø. Men jeg træner efter filosofien at det er bedre at have løbet en gang end slet ikke. Og jeg tror også at kroppen har godt af en løbepause ind i mellem. Desuden skal der jo også være plads til styrketræning, yoga og traveture.

Hvilket mål har du med din træning?
Jeg løber først og fremmest for at få overskud – både fysisk og psykisk. Jeg kan tydeligt mærke at det har en gavnlig effekt på mit mentale velbefindende, når jeg har løbet. Jeg bruger jo først og fremmest mit hoved i mit daglige arbejde – så det er skønt at få blæst tankerne igennem på en løbetur. Det sker nu også ret ofte at jeg kommer hjem fra en løbetur med en idé til et radioindslag eller løsningen på et problem, jeg har tumlet med.

Foreløbig har jeg kun tilmeldt mig et løb i 2015 - Kalkminekvartmaraton i Mønsted, som er et løb jeg bare MÅ deltage i.
Men der skal nok snige sig andre løb ind i kalenderen i det nye år.

Hvad er din bedste oplevelse med din sport?
Min absolut bedste løbeoplevelse var Berlin Halvmaraton i 2011. Det er første og indtil nu eneste gang jeg har deltaget i et løb i udlandet – og med så mange deltagere. Det gav jo gåsehud at løbe sammen med over 20.000 andre – og bl.a. løbe gennem Brandenburger Tor.

Samtidig var det tyske publikum langs ruten fantastiske til at heppe. Jeg nød hver en kilometer selv om det også var varmt og jeg naturligvis blev træt til sidst. Billedet er i øvrigt netop fra Berlin.

Derudover har jeg lært en masse dejlige mennesker at kende gennem Viborg AM – og som prikken over i'et mødt min mand gennem løbetræningen.

Er du også aktiv sportsudøver om 5 år?
Det er jeg bestemt. Så længe bentøj og resten af kadaveret kan holdet til det, vil jeg ikke undvære en løbetur i den smukke natur omkring Viborg. Især elsker jeg at løbe Inder-øen rundt i Dollerup en forårsdag. Så bliver det ikke bedre!

December måneds løber er Kim Hansen fra Viborg, der for nylig blev Årets Løber

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er gift med Ulla og vi har tre dejlige børn, Freja på 12 år, Rune på 9 år og Frigg på 5 år.

Der er selvfølgelig en masse gøremål sammen med familien - skolearbejde, fritidsinteresser, madlavning og så videre :-)
Til daglig arbejder jeg med sikkerhedsaflåsning i forsvaret, Franz Jäger og den slags.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte nok først at løbe i 1997, hvor jeg startede ved Prinsens Livregiment.

I 1998 blev jeg uddannet trops lære (idræts instruktør i forsvaret), siden har jeg løbet i større eller mindre grad. Mit første halvmaraton var i 1998 - Storebæltsløbet - i tiden var 1 time 33 min netto.

Mit første maraton var Aalborg Brutal marathon i 2006. Tiden blev 3 timer 12 min, Siden har jeg løbet helt regelmæssigt,
men øget kilometerantallet og træningsmængden.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber for det meste hver dag, ofte to gange om dagen.
Men jeg synes selv at jeg er nogenlunde god til at lytte til kroppen, så hvis den føles meget træt, kan jeg godt tage en løbe fridag.

Hvilket mål har du for dit løb?
Mit store mål er VM 24t timer den 11.-12. april 2015 i Torino, så må vi se hvad det kan blive til af kilometer.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Det er et svært spørgsmål, alle løb har jo sin charme på hver deres måde.

Men jeg vil nu synes at mit første 24-timers løb som var i Viborg var noget særligt. Det var første gang jeg løb over 100 km som er en magisk distance uanset tiden, man gør det på. Min slut distance lød på 183 km, 32 omgange.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Den værste oplevelse kan man ikke sige det er, men nok den, hvor jeg skulle tale med store ord til mig selv var Mors 100 miles 2013. Efter 90 km skulle jeg træde af på naturens vegne, men da jeg skulle sætte i gang kunne jeg ikke støtte på mit venstre ben, det tog over 20 min at massere skinnebenet og komme i gang igen. Men det var en kæmpe oplevelse at gennemføre løbet alligevel. Tiden blev 15 timer 16 min.

Har du et godt løberåd til andre?

Det er altid svært at give gode råd, da mennesker jo er så forskellige. Men jeg har aldrig fortrudt en løbetur men jeg har fortrudt en som jeg ikke har været på.

Er du også løber om 5 år?
Jeg er helt sikker løber om 5 år på et eller andet niveau. kroppen bliver ikke gammel af at træne, men af at lade være.

November måneds løber er Thijs Nijhuis fra Sparkær  (og Århus - studie)

Hvad laver du, når du ikke løber?
Når jeg ikke løber, hvilket jeg ofte gør, så studerer jeg medicin på Århus Universitet, hvor jeg lige er startet. Ellers er jeg sammen med venner, klubkammeraterne og min familie.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Som purung energisk landmandsknægt, så var jeg i vejen for forældrenes arbejde, og blev derfor bedt om at løbe til nabogården og hjem igen. Inden jeg fik set mig om, så havde jeg løbet den tur adskillige gange.

Tiderne blev noteret og det var sjovt at følge udviklingen. Dette skete samtidig med, at jeg havde et stigende ønske om at skifte fodboldsporten ud med noget mere individuelt, så derfor endte jeg med at løbe.

Hvor ofte løber du?
I grundtræningsperioderne på 160-180 km om ugen fordelt på 12-13 pas. I konkurrenceperioderne drosler jeg lidt ned, så jeg ender på ca. 100 km i ugen, og skærer nok ned til 10-11 træningspas om ugen.

Hvilket mål har du for dit løb?
At teste mine fysiske grænser, og løbe stærkt nok til at kvalificerer sig til de store mesterskaber. Det skal dog være under den forudsætning af, at jeg synes det er sjovt, ellers kommer man ikke langt. Lysten er det, der driver værket.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Godt spørgsmål!

Det er svært, at vælge en blandt mange. Sandsynligvis en kold og regnfuld september aften på Århus stadion 2008, hvor
jeg løb dansk rekord på 3000m for 16 årige. Det var ved Århus Games, eneste internationale stævne på jydsk grund dengang (og i dag er der slet ingen mere), hvor jeg var klart langsomste og yngste mand i feltet, men jeg bed tænderne
sammen og satte min første danske rekord.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
EM Cross 2011 Slovenien. Havde lidt problemer med en achillessene, og følte mig egentlig ikke ret godt tilpas rent helbredsmæssig. Smid jetlag oveni hatten (kom hjem fra USA, hvor jeg gik på skole dengang, 5 dage inden), så havde man opskriften til et dårligt løb. Det tilmed koldt og mudret, så intet positivt ved det fra min side.

Men igen ups uden downs. Man lærer mest af de dårlige løb, har jeg desværre erfaret.

Har du et godt løbe råd til andre?
Løb på blødt underlag, løb på blødt underlag og vær i stand til at snakke, når man er ude på sin langsomme restitutionstur, da meningen med den er at komme sig over det mere intensive træning man laver, ergo er det helt i orden, og næsten påkrævet, at man løber langsomt.

Er du også løber om 5 år?
Det er jeg uden tvivl. Har nogle drømme og ambitioner, som skal udleves og udføres. Forhåbentlig har jeg smadret alle mine personlige rekorder fra i dag. Dernæst håber jeg, at kunne motivere en ny generation til at træne hårdt og satse fuldt ud. Engang løber, altid løber.

Oktober måneds løber er Mikkel Andersen fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg arbejder til daglig som pædagog på socialpædagogisk opholdssted. Ellers er jeg bare sammen med min kæreste og lille søn.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Begyndte at løbe for 3 år siden, da jeg besluttede mig for at jeg skulle dyrke triathlon.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber 3 gange om ugen.

Hvilket mål har du for dit løb?
Jeg vil gerne kunne løbe det afsluttede halvmarathon i forbindelse med en halv ironman på under 1.20 og det afsluttede marathon på den fulde distance på under 3 timer..

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Da jeg løb 2.49.29 på min debut-marathon.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Et afsluttende halvmarathon i forbindelse med en halv ironman i Fredericia, hvor jeg gik total kold.

Har du et godt løbe råd til andre?
Lytte til kroppen og løb så afvekslende som muligt.

Er du også løber om 5 år?
Ja, jeg løber også om 5 år.

September måneds løber er Henning Bechmann fra Stoholm.

Hvad laver du når du ikke løber?
Er sammen med min familie

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Har løbet hele mit liv. Som dreng har jeg afprøvet flere sportsgrene, men har altid løbet. Lysten har drevet værket

Hvor ofte løber du?
Meget forskelligt og nogle gange 2 gange dagligt. Oftest 4 til 5 gange ugentligt

Hvilket mål har du for dit løb?
Har stadig ambitioner om PR på halvmarathon og marathon. Nuværende PR på marathon er endnu ikke 1 år gammel. Samtidig har jeg de seneste år haft stor lyst til, at indarbejde trail i mit løbeprogram. Det har været som modvægt til målrettet træning for at opnå bedre tider og skal sætte friheden og naturoplevelsen i højsædet.

På et tidspunkt, når man måske en dag ikke længere har så meget hurtighed, skulle trail løb gerne tage mere og mere over og til sidst gerne fylde ens liv med en anden form for løb.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Der har virkelig været mange.

DM Halvmarathon 2012 sammen med Lars Vels og Kasper R Lyngholm, hvor jeg satte PR og vandt bronze i min aldersgruppe og egentlig bare havde en alle tiders tur til København og hjem igen.

Hamburg Marathon 2012, hvor vi var 5 løbere fra Viborg Atletik Og Motion, der kom i mål på samme minuttid og flere satte PR, inklusive mig selv. Få måneder senere ved Berlin Marathon 2012, hvor jeg satte PR en gang til.

New York City Marathon 2013, hvor jeg havde en kæmpe optur igennem hele sidste halvdel af løbet og endte som nummer 217 i det der senere viste sig at være verdens største marathon med over 50.000 gennemførte.

Min egen helt igennem fantastiske filuran North Sea trail tour 2013 langs Vesterhavet, der var en drømmetur i frihed og natur ud over det sædvanlige. Endelig netop gennemførte filuran Hærvejen trail tour 2014, der var sammen med mine børn på cykel, og som først nu er ved at komme helt ind under huden. Så har jeg nok glemt mange andre.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Jeg har heldigvis været meget forskånet for skader, men i år har været et langt forsøg på at rette op på en mærkværdig vintertræning. Hamburg Marathon 2014 var den endelige kulmination, hvor jeg måtte gennem idrætslæge og fysioterapeut, inden jeg kunne komme videre. Har ikke været nødsaget til at ty til andre end mig selv, hvis der har vist sig noget skadesmæssigt, men denne gang gik den altså ikke.

Endelig skal nævnes et år hvor jeg måtte udgå af Copenhagen Marathon. Det har virkelig sat sig sine spor. At komme hjem efter al træningen, der ligger forud, uden at have gennemført, det føles tomt og fattigt, og løber i dag hellere en dårlig tid hjem i stedet for at udgå

Har du et godt løbe råd til andre?
Jeg skal egentlig forskåne andre med gode råd. Vi er alle sammen forskellige og det der virker for den ene, virker måske ikke for den anden. En helt basis ting for mig selv har altid været, at bevare glæden. Find ud af hvad det er, der får dig til at løbe, og dyrk så det. Det sociale? Det, at det er sejt? Naturen? Stilheden? Meditationen? Kroppens velvære? Vær tro mod dig selv!

Er du også løber om 5 år?
Jeg er ganske afgjort løber så længe kroppen vil. Jeg håber det er hele livet!

August måneds løber er Per Ulrik Nielsen fra Bruunshåb.


Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er tømrer i et lille firma i Viborg, hvor jeg startede som lærling i 1983.

På Vinkelvej i Bruunshåb har jeg et lille hus, som jeg også bruger tid på at vedligeholde. Til huset er der lidt have som også tager lidt af min fritid. Rådyrene og jeg deles så om udbyttet i urtehaven.

Desuden ser jeg en del håndbold. Jeg har fast plads til VHK kampe og har fulgt damerne siden først i 90erne.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Efter at have spillet fodbold i Søndermarken IK i en del år gjorde skader, at jeg skulle finde på noget andet. Det blev så løb. Da jeg havde fulgt de mange TV udsendelser om Storebælts forbindelsen, fik jeg lyst til at løbe over broen. Så i 1998 løb jeg mit første halvmaraton over Storebælts Broen i tiden 2:03:21

Broløbet over Storebælt er blevet en tradition for mig, så den 13. september i år skal jeg løbe det igen for 4. eller 5. gang.

Jeg startede i Avis-maraton i 2005 og har haft rigtig mange gode timer der. Jeg løber i 5:30 gruppen, hvor jeg har det rigtig godt.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber 3 til 4 gange om ugen. 4 gange når jeg træner op til et marathon og hvis kroppen kan holde til det. Det sker også at det bliver til 5 gange, hvis der er flere småløb rundt omkring, som Marathongruppen deltager i.

Hvilket mål har du med din træning?
Mit mål er at komme under de magiske 4 timer på et marathon. Min PR er i øjeblikket 4:07 så det er inden for rækkevidde. Ellers er det hygge og det fantastiske fællesskab i Marathongruppen, der gør jeg glæder mig hver gang jeg skal af sted.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Her er jeg slet ikke i tvivl. Det er Etape-Bornholm. Men om det er 2012, 2013 eller om det bliver 2014 er jeg mere usikker på.

I 12 var vi 4 og i 13 var vi 13 incl. 3 børn af sted. I år er vi 20 fra marathongruppen der skal bo sammen, senere støder der så yderligere 6 mere til. Desværre skal de bo andre steder.

Formanden (Erland) og flere andre fra Viborg AM deltager også i løbet, så det er rigtigt hyggeligt at løbe på Bornholm når der er så mange Viborg folk.

Hamburg maraton har også været en stor oplevelse at løbe. Heppende publikummer hele vejen rundt på de 42 km. Så var jeg lige ved at glemme 24-timersløbet, det er virkelig hygge med stort H.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Uha det er straks værre, måske Torsdags træningen, inden Bjarne begyndte at lave kaffe og have vand klar når vi kommer tilbage ;-)

Har du et godt råd til andre?
Lyt til din krop og de signaler den sender.
Pas på når det går rigtig godt, så kommer du nemt til at løbe for mange km. og for mange bakker.

Er du også løber om 5 år?
JA, kan slet ikke forestille mig andet. Vi (Marathongruppen) har så mange gode planer, Hannover i 2015, Medoc og måske en tur til Cuba. Der venter mange gode ture fremover, så det kan jeg slet ikke nå på 5 år.

Juli måneds løber er Ulla Binderup Jacobsen fra Viborg

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er dyrlæge, og arbejder i Kødkontrollen på kreaturslagterierne i Ålestrup og Kjellerup. Jeg er gift med Hans og mor til 4
børn i alderen 13-22 år. Derudover nyder jeg at være med til at træne Viborg AM's unge løbere, og så har jeg engageret mig i Diabetesforeningens familiegruppe, da to af mine børn har diabetes.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe i Rødkærsbro lige før min 40 års fødselsdag i 2005. Jeg var blevet lidt slasket og skulle i form, og tænkte at løb ville passe mig bedst. Efter 5 måneder løb jeg Avis-Halvmarathon i Viborg - det var stort.

De første tre år forløb meget stille og roligt, men i 2008 blev jeg via min datter, Michelle, sluset ind i Viborg AM, og så begyndte jeg at træne mere - både antal km og intervaller.

Hvor ofte løber du?
Næsten hver dag, ca. 75-80  km om ugen.

Hvilket mål har du for dit løb?
Jeg har sådan set nået alle mine mål her i foråret: PR på marathon, halvmarathon, Søndersø og 5000 m.

Hvis jeg skal udpege nye mål bliver det at få nogle gode tider på de forskellige distancer, når jeg til næste år rykker op i K50. Ellers er det overordnede mål at have det godt med at løbe, og det har jeg :-)

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
London Marathon 2014!

Jeg ville gerne under 3 timer på marathon, og efter 4 måneders målrettet marathontræning (med kyndig vejledning af Søren Rasmussen) lykkedes det at løbe 2.55.55. Jeg havde det rigtig godt op til løbet uden nervøsitet og med masser af overskud. På selve dagen var vejret perfekt, og ruten og publikumsopbakningen var i top.

Min mand og jeg er i færd med at løbe de 6 største marathons i Verden (vi mangler nu kun New York og Tokyo) - det giver også rigtig mange gode oplevelser. Ellers nyder jeg det sociale løbe-fællesskab, der er så herligt her i Viborg.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
DM 10000 m på bane – det er bare for meget med 25 omgange; jeg var ved at dratte om til sidst. Ligeledes var Boston Marathon 2012 en meget varm omgang med bagende sol, over 30 grader og helt vindstille – det var en kamp at gennemføre. Jeg har det ikke for godt med at løbe i varme.

Har du et godt løberåd til andre?
Det er aldrig for sent at starte med at løbe; selv om man er blevet halvgammel kan man sagtens blive bedre – det har fascineret mig. Ellers er det altid godt at finde ligesindede at løbetræne med – man får så mange gode snakke, når man løber.

Er du også løber om 5 år?
Ja, helt sikkert :-)

Juni måneds løber er Winnie Hedegaard fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg arbejder på Mammacenteret og Brystkræftscreeningen på Viborg Sygehus. I mange år arbejdede jeg på forskellige sengeafdelinger rundt på sygehuset, indtil jeg for 6 år siden var så heldig at få ansættelse på dette ambulatorium, hvilket jeg er meget glad for.

Jeg bor sammen med Henrik Bache, elsker vores have, og lige netop på denne årstid bruger jeg meget tid på dén. En tur ud på min motorcykel hører absolut også til én af de ting jeg sætter pris på, ligesom frivilligt arbejde på Viborg Bryghus giver mange sjove oplevelser.

Og så er jeg jo MOR til Stine på 25 år, der er bosat nu på 2. år i Singapore, og Mathias på 23 år der læser i Aarhus

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
En skilsmisse for 12 år siden gjorde, at jeg besluttede mig for at begynde at løbe, og det startede med walk and run i november 2004.  Her mødte jeg en gruppe mennesker, der under kyndig vejledning af træner Jan Sørensen, senere blev til "Brokholdet". Vi er en gruppe på 13 personer der stadig ses, nogle af os i løbesammenhæng , og ellers til forskellige anledninger som julefrokost, runde fødselsdage m.v. Og netop i år, hvor vi har 10 års jubilæum, har vi besluttet at løbe et social halv-Marathon i Mejdal til november.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber 3-5 gange om ugen, alt efter hvor og hvad jeg træner hen imod, derudover styrketræner jeg i Loop 2 gange ugentligt.

Hvilket mål har du for dit løb?
Det skal være sjovt at være med!

Jeg har haft en meget lang skadespause pga. dårlige knæ.  Er således blevet menisk opereret i begge mine knæ med 1 års mellemrum, højre knæ i november 2011 og venstre knæ i oktober 2012. Det har betydet at jeg har været sat helt ud løbemæssigt i 2 x 5 måneder, og det har krævet hårdt arbejde og vedholdende træning og tro på tingene at komme tilbage igen.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Uha – det er svært at svare på, der har været så mange. Lige her og nu kan jeg stadig mærke fornemmelsen i kroppen, da jeg løb i mål til Hamburg Marathon søndag den 4. maj. Må indrømme jeg fældede en tåre, det var SÅ sejt at være tilbage på
distancen efter 3 års pause. Mit første maraton i 2006, også i Hamburg, hvor jeg løb over målstregen med flere af mine gode venner fra "Brokholdet" var stort.

Etape Bornholm sommeren 2013 i pragtfuldt vejr, sammen med skønne mennesker fra Viborg AM var suveræn, og ikke mindst utallige træningsture sammen med Henrik og dejlige løbevenner, får ofte smilet frem hos mig :-)

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Viborg City Marathon 2007 – det var en hård omgang, med ondt i maven fra km 28, der var godt nok langt hjem.  Så har vi jo haft nogle meget kolde og snerige vintre ind imellem, det kan være ren overlevelse og komme igennem træningen.

Har du et godt løbe råd til andre?
Find nogen at løbe sammen med, det er altid nemmere at komme af sted når man har en aftale.

Er du også løber om 5 år?
Helt sikkert - måske ikke på marathon distancen, men så er der jo utallige halvmaratons og andre løb rundt omkring. Henrik og jeg har lovet hinanden at vi vil slutte vores marathon karriere af med at løbe Medoc Marathon på et tidspunkt :-)

Maj måneds løber er Magnus Højen fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg blev student fra Viborg Gymnasium & HF i sommers med musik og engelsk som hovedfag, så nu står den på sabbatår.
I øjeblikket arbejder jeg lidt rundt omkring, blandt andet i løbebutikken Runners Corner, hvilket jeg er meget glad for.

I min fritid kan jeg finde på at spille lidt musik, mest trommer, som jeg har spillet i en seks-syv år, eller sumpe foran min
computer, som så mange andre på min alder. Til august skal jeg starte på Nordjyllands Idrætshøjskole, og skal være der til december.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Både min mor og far er motionsløbere, så jeg har altid været med til Viborg-klassikkerne som Søndersøløbet, 24 Timers Løbet og Avis Halvmaraton (nu Viborg Halvmaraton). Jeg har dog aldrig trænet op til løbene, bare meldt mig til og givet den gas. Jeg har heller aldrig rigtig dyrket sport, bortset fra langrendsture med familien i Norge, og cykelturen til og fra skole.

Til trods for dette har jeg altid været en hurtig løber, og jeg forbedrede mig med et minut eller to om Søndersø, hvert eneste år jeg deltog.

Men det var til 24 Timers Løbet i 2011, efter en specielt hurtig runde, vist nok lige under 22 min, at jeg forstod at der nok var noget talent i mig. Samtidig var jeg begyndt at snakke med Michelle Stubberup og Nanna Bagger der også gik på Viborg Gymnasium & HF. To meget dygtige løbere, der anbefalede mig at prøve at tage til træning i en klub.

Efter et år med skader, blev jeg i sommeren 2012 en fast del af ungdomsgruppen og sidenhen elitegruppen i atletikklubben.

Hvor ofte løber du?
Det er meget forskelligt hvor ofte, men 45-60 km om ugen fordelt over 6-10 træningspas er hvad det bliver til lige nu.
Jeg døjer meget med skader, hvilket ifølge min træner skyldes at jeg er stærkere end min krop kan holde til. Derfor er førsteprioritet lige nu at holde mig skadesfri, frem for at løbe flere kilometer.

Hvilket mål har du for dit løb?
Jeg vil blive bedre!
Jeg indgik et trænersamarbejde med klubkammerat Søren Rasmussen i december, efter et meget succesfuldt DM i Lang
Cross i Viborg, og håber at jeg med hans hjælp kan blive så dygtig som mulig. Noget enkeltstående mål har jeg ikke i øjeblikket, men jeg vil gerne se om jeg kan løbe 31:59 på en 10 km i år.

Ellers er fokus lige nu at tage det med ro, og få kroppen til at følge med ambitionerne.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Det må være DM Lang Cross i december sidste år. Et løb, hvor jeg følte mig helt ovenpå, kunne løbe taktisk og bare følte mig stærk hele vejen igennem. Alt spillede for mig, og jeg kunne ikke pege på noget som helst jeg ville have gjort anderledes bagefter.

Aldrig før eller siden har jeg været så tilfreds med et løb. Jeg kom fra et efterår, hvor jeg havde været skadet i min ene svang, og desuden løbet Urban Trail, et 12 km langt orienteringsløb i Viborg, om onsdagen. Jeg havde derfor ikke de store forventninger til løbet, hvilket sikkert er derfor det var sådan en kæmpe overraskelse.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
I mine øjne er 24 Timers Løbet det fedeste arrangement i løbet af året i Viborg. Jeg har altid syntes at det var vildt imponerende at se 8-mandsholdende drøne afsted, hovedsageligt Dare/Sunset Boulevard.

Jeg har egentlig nok gået med en lille drengedrøm om selv at være med på holdet en dag, fordi det i mine øjne var et kvalitetsstempel på, at så var man blandt de bedste.

Sidste år blev jeg så inviteret med på holdet, denne gang Runners Corner/Sunset Boulevard, og om jeg var klar!
Men... 4 runder om søen nåede jeg, før min ene balde stod af. Det var en skuffet 20-årig knægt, der tog hjem søndag. Men jeg skal nok gøre comeback på holdet om et par år, hvis den gode Kasper 'Sunset', da ikke er blevet skræmt væk.

Har du ét godt løberåd til andre?
Det gælder nogle gange om at være lidt pessimistisk, når man skal passe på sig selv, så mit råd er det kedelige:
"Hellere 1 kilometer for lidt, end for meget." Det er dog ikke ensbetydende med at jeg selv kan finde ud af at holde igen.

Er du også løber om 5 år?
Helt sikkert! Jeg er ambitiøs med sporten, jeg elsker at komme ud i naturen og har mange venner fra løbeverdenen, så jeg tror det vil være svært at give slip på det. Men hvis jeg ikke gør, så sidder jeg helt sikkert på en racercykel eller skøjter afsted på et par ski.

Jeg nyder at konkurrere, se hvor god jeg er i forhold til andre og ikke mindst komme ud af døren!

April måneds løber er Anne With Søderberg fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg arbejder som receptionsleder i Viborg Svømmehal. Der har jeg været ansat siden august 1999. En spændende arbejdsplads, hvor ikke to dage er ens.

Derudover har jeg to børn. Nicolai på 18 år og Nadia på 15 år. De er begge to aktive fodboldspillere – hvoraf Nadia spiller på eliteplan. Jeg bor sammen med Søren Rasmussen i vestbyen, Viborg.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg startede med walk and run okt/nov 2005 – og ja, hvorfor egentlig? Børnene var blevet så store, så nu måtte der sættes fokus på noget andet (mig selv ;-)).

Et super koncept, hvor man som helt ny bliver hjulpet og guidet gennem "løbejunglen" af nogle fantastiske trænere. Målet var halvmarathon i juni 2006 – og hvilket et løb! 40 grader i solen fra tidlig morgen – ikke optimalt for nybegyndere – og da slet ikke mig.......!
Tiden blev omkring 02.54 – MEN – jeg gennemførte! Om det så var klogt – ja, det må stå hen i det uvisse.

Så mødte jeg Søren og tingene tog til - i marts 2012 blev tiden på samme distance reduceret til 01.39.10..... Han er absolut det bedste rent løbemæssigt der er sket for mig – han ved squ noget om det der løb ;-)

Hvor ofte løber du?
Jeg løber lige p.t. hver anden dag. ! Derudover spinner jeg flere gange om ugen.

Havde en lang skadespause fra sep 2012 – maj 2013, hvor løbeskoene slet ikke var bundet - og når jeg nu er kæreste med Søren, tages der INGEN chancer – som i INGEN! Better safe than sorry! – og det kommer i den grad mig til gode nu. Cykle kunne jeg heller ikke – så det blev til 8 måneder med løb i vand.

Hvilket mål har du for dit løb?
Lige nu er mit mål at komme tilbage til det niveau, jeg var på inden jeg blev skadet. Og, ja – jeg er overrasket over, at det faktisk tager dobbelt så lang tid at komme retur, som den tid jeg var helt ude – det giver stof til eftertanke.

Målet i år er under 3.30 på marathon til efteråret og gerne PR på de andre distancer.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Her er der heldigvis mange.

Efter at have været skadet over så lang en periode var den største sejr nok at løbe over målstregen i til New York marathon 2013. Forsigtighed – forsigtighed – forsigtighed – er nok de tre nøgleord, som skal knyttes til træningen op til New York. Der blev ikke løbet med PR, og det var heller ikke målet – blot at få løbet 42,195 km :-)

– men én, som også står langt oppe på listen, er Barcelona marathon i 2011 – jeg havde et kanon godt løb, kan huske mit overskud ved 32 km – og tænkte "Der er kun 10 hjem". Tro mig, jeg var brugt da vi kom i mål, men vejret, ruten og forberedelserne var bare ikke at finde bedre.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Uha, her er der ingen tvivl – Stockholm marathon 2012 – læs nedenstående link og vurder selv ;-)

http://soerenrasmussen.blogspot.dk/2012/06/070612-i.html

Derudover var der også et løb på Himmerlandsstien, hvor Nadia og jeg "kun" skulle løbe fra Møldrup til Aalestrup. Søren og Anne Mette tog turen fra Skals til Aalestrup. Det var SÅ koldt, og der lå omkring 1 meter sne hele vejen – føj det var en sej nyser!

Har du et godt løbe råd til andre?
Lyt til dem, som har viden, erfaringen og følg deres råd. "Der er alt for mange, som tænker – det er alle de andre, som bliver skadet – det gælder ikke mig – jeg er unik"

Når det så er sagt – hvordan kan jeg så være skadet i 8 mdr. når jeg er kæreste med og bor sammen med min træner og coach? Min skade var ikke løberelateret, og efterfølgende er jeg blevet diagnosticeret med leddegigt – så hvis nogen spørg – så kan man godt løbe marathon, selvom man er leddegigt patient.

Er du også løber om 5 år?
Uden tvivl!
Det giver så meget overskud og glæde i hverdagen og jeg glæde mig til endnu flere ture sammen med Søren – både indlands og udenlands  :-)

Marts måneds løber er Jan Stigaard fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er uddannet folkeskolelærer og arbejder på Sødalskolen i Viborg.  Jeg er gift med Trine, og vi har 3 dejlige børn. En pige på 13 år og tvillingepiger på 9 år. Vi bor i et hus i Overlund, som vi byggede, da vi flyttede til byen i 2004.

Er der mere tid tilbage bliver den blandt andet brugt på venner og ture til familiens sommerhus i Blåvand.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe for cirka 4 år siden. Det var efter Søndersøløbet i 2010, hvor jeg blev slået af Trine med et helt minut og jeg blev igen slået, da vi løb Viborg City halvmaraton i september samme år - denne gang med 5 minutter. Så hverken på den korte eller den længere distance kunne jeg altså løbe fra Trine - da måtte jeg krybe til korset og begynde at løbetræne....

Hvor ofte løber du?
Jeg løber mellem tre og fire gange om ugen, ca. 35-45 km, når ikke jeg træner op til et marathon. Jeg løber sammen med Marathongruppen tirsdag og søndag og som træner for 5.00 gruppen til træningen fra Atletikstadion om torsdagen.

Marathongruppen har været med til at fastholde mine træningspas og samtidig gjort, at jeg faktisk er kommet til at løbe hurtigere. Jeg vil helt klart anbefale gruppens bakketræning om tirsdagen, hvis man vil have mere fart på. Udover de gode
løbeture, så er der et stort socialt sammenhold i gruppen, hvilket giver mig mere lyst til at løbe.

Hvilket mål har du for dit løb?
Jeg har fundet ud af, at jeg har brug for at være tilmeldt et løb i god tid for at holde motivationen i top. Nu i år står den på VM halvmaraton i København i marts, maraton til Kalkmineløbet i maj, Viborg Halvmaraton i juni, 24 timers løbet i august med Marathongruppen, Berlin Marathon i september (hvilket jeg glæder mig helt vildt til) og Vestjysk Halvmarathon i Mejdal i november, der vanen tro slutter året af.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Den værste oplevelse, men også den mest lærerige løbeoplevelse jeg har haft, var da jeg måtte udgå ved 38 km skiltet til Viborg City Marathon i 2012. At være så få kilometer fra mål og så var det alligevel fysisk uopnåeligt langt væk.....  Det lærte mig at lytte til og mærke min krop på en helt anden måde.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
En af de bedre løbeoplevelser var da jeg året efter skulle løbe Viborg City Marathon igen og kunne løbe forbi 38 km skiltet uden problemer og komme i mål med en PR på 3.40.17.

Har du et godt løberåd til andre?
Find nogle at løbe sammen med. Om det er naboen, i Avismaraton regi eller med Marathongruppen er lige fedt. Og med hensyn til løbeudstyr så vil jeg klart anbefale og som første prioritet at købe et par sko som man løber godt i. Jeg ved godt, at der nærmest er en slags religionskrig på det område. Skal løbeskoene være stabiliserende eller ikke, lander du på din forfod, mellemfod eller er du hællander...

Hvad der er rigtigt eller forkert det ved jeg ikke. Jeg ved, hvad der virker for mig. Jeg købte et par nye løbesko 4 dage før jeg skulle løbe mit første marathon i København.  Ingen vabler – ingen blå negle. Det rigtige par sko er afgørende. Resten af udstyret må komme med tiden.

Er du også løber om 5 år?
Jeg håber, jeg kan holde til at løbe resten af livet. Det er en fantastisk motionsform og en god måde at få pulsen op på. Jeg nyder løbeturene. Selv når ferien går sydpå til Frankrig eller Spanien, så er løbeskoene noget af det første, der bliver pakket ned i kufferten - hos både Trine og jeg.

Jeg er glad for at min kone løb fra mig de to gange i 2010 (det har hun ikke gjort siden!!), og fik mig i gang med at løbe. Vi
har sammen fået nogle fantastiske oplevelser både herhjemme men også i udlandet.

Januar måneds løber 2014 er Anne Mette Kleis-Kristofferen, der ved seneste årsfest blev udnævnt til Årets Løber 2013

Hvad laver du, når du ikke løber?
Jeg har to børn, som jeg bruger rigtig meget tid på. Jeg er alenemor, og har derfor desværre kun mine børn hver anden uge, og dvs at så er der kun tid til børn (herunder deres fritidsaktiviteter, madlavning, lektiehjælp, indkøb, madpakker osv), arbejde og løb.

Men i de uger, jeg ikke har børn, har jeg så mulighed for mere træning, og for at være lidt mere social i forhold til venner og familie, men som regel bruger jeg tiden på at samle kræfter til børnene kommer igen, få vasket tøj, gjort rent osv, samtidig med, at den øgede træningsmængde gør, at jeg har brug for mere hvile og brug for ikke at være hængt op døgnets 24 timer. Men skulle der snige sig lidt ekstra tid ind, bruger jeg dem gerne på mine forældres stutteri i selskab med vores dejlige heste.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe i sommeren 2002. Jeg har altid dyrket meget sport - atletik, volleyball, fodbold og ridning. Men sommeren 2002 fandt jeg på, at jeg ville løbe H.C. Andersen marathon i oktober. Fordi, hvis jeg skulle begynde at løbe, ville jeg have et mål med det, ellers gav det ikke rigtig mening for mig. Så hvorfor ikke et marathonløb.

På én af de allerførste løbeture mødte jeg en "tilfældig" løber, som jeg faldt i snak med. Han hed Søren Rasmussen. Jeg kendte ikke noget til løb og til løbere, men han fortalte, at han havde løbet et par marathonløb, og i det hele taget syntes jeg det lød som om han var ok til det med løb.

Så jeg fortalte ham om mit marathonprojekt, og inden turen var omme, var vi blevet enige om, at det nok var bedst, at han lavede et træningsprogram til mig. Det gjorde han, og 3 måneder senere løb jeg marathon i Odense på 3 timer og 48 minutter. Det blev starten på mit løberliv. Det blev også starten på et enestående venskab og samarbejde med Søren, som stadig, over 10 år senere, planlægger min træning og coacher mig.

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Gennem de senere år har jeg valgt at prioritere mit løb meget højt. I de uger, hvor jeg har mine børn, har jeg valgt at gå lidt ned i tid på mit job, så jeg kan nå at træne og stadig hente dem til normal tid.

Men gennem det seneste års tid har jeg løbet ca 90-100 km i de uger, hvor jeg har børn og ca 120-130 km de uger, hvor jeg ingen børn har. Der har jeg så muligheden for at træne to gange om dagen, hvilket jeg gør de fleste dage.

Mit mål for 2014?
Jeg ved det ikke!

I 2013 var jeg så heldig at indfri alle de mål og lidt mere til, jeg altid har drømt om. Så hvad jeg nu vil sigte efter, ved jeg ikke. Marathon distancen har altid været min foretrukne, så jeg har aldrig rigtig målrettet forsøgt at løbe en god halvmaraton eller 10 km... Så måske vil jeg prøve at forbedre mig lidt på de distancer, og så må vi se med marathon....

Min bedste løbeoplevelse?
Uden sammenligning - mit seneste marathonløb i Berlin 29 sept. 2013, hvor jeg også satte min personlige rekord med 2.47.32.

Det var en dag, hvor alting fungerede perfekt. Fra første sekund havde jeg en helt uvirkelig følelse af styrke og udødelighed. Jeg VILLE det så meget! Gennem mange måneder havde jeg tilsidesat næsten alt og alle. Sultet, grædt, kæmpet og slidt - timevis - kilometer efter kilometer, hver evig eneste dag. Så den dag i Berlin skulle det være min dag. Jeg var tanket op med så meget vilje!

Opbakningen på hele ruten var fantastisk, og da jeg på de sidste 7-8 km lå som bedste danske kvinde, blev jeg nærmest båret frem. Det var en kæmpestor, og helt uforglemmelig oplevelse.

Værste løbeoplevelse?
Halvmarathon mellem Skals og Aalestrup 3. januar 2010 i en halv meter sne og 10 graders frost. Dagen efter var jeg skadet i 1 1/2 måned.

Erfaringer med et helt marathon?
For at være klar til at løbe et helt marathonløb er det vigtigt, at have trænet så mange kilometer som muligt. Og have prøvet at løbe nogle lange ture, hvor du løber i 2 - 2,5 time. Tempoet i træningen er stort set underordnet. Tænk ikke på intervaller og tempo, få hellere nogle flere kilometer på kontoen.

Dernæst - pas på ikke at lægge for hurtigt ud i selve løbet. For man kan IKKE løbe over evne, det kan ikke lade sig gøre! Mange førstegangs-løbere, tænker "hold da helt op hvor det kører i dag". De flyver afsted, fordi adrenalinen pumper rundt i kroppen og publikum hepper, men pludselig rammer de så den såkaldte "mur" med sådan i brag, og resten af løbet bliver som regel en hæslig oplevelse, som kun handler om at overleve, og få slæbt sig i mål.

Så disponér dine kræfter, og sats hellere noget mindre første gang, så du får en god oplevelse, og efterfølgende har lyst til endnu et marathonløb.

Et godt råd til nybegynderen?
Når man begynder at løbe, er tempoet, som tidligere nævnt, underordnet. Regelmæssighed og kontinuitet er klart det vigtigste. Evnen til at løbe hurtigere kommer helt af sig selv, jo flere kilometer man får i benene.

Desuden er det også utrolig vigtigt, at man får en masse succesoplevelser i begyndelsen, så man bevarer lysten til at blive ved med at løbe, og det gør man altså ikke, hvis man på hver eneste løbetur løber med tungen ude af halsen og blodsmag i munden...det er helt unødvendigt.

Dernæst kommer skader hos nybegyndere oftest, fordi de løber hurtigere end deres krop, muskler, ledbånd osv kan følge med til. Lungerne er hurtigere til at komme i form end resten af kroppen, derfor bliver man nemt fristet til at løbe hurtigere og hurtigere, men det er resten af kroppen bare ikke gearet til, og så bliver man skadet.

Så ned med tempoet, nyd det, - og husk altid, at 3 km er langt bedre end ingen kilometer! Og de 20 minutter kan man altid finde ;-)

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Ikke rigtigt, men jeg er altid helt vildt nervøs, og binder mine snørrebånd om mindst 10 gange inden start.

Er du løber om 5 år?
Ja, det er jeg med sikkerhed....men mindre det rent fysisk, ikke kan lade sig gøre for mig at løbe, men så laver jeg helt sikkert noget andet fysisk.

Løb er kommet helt ind under huden på mig. Jeg elsker det! Det er mit frirum, hvor jeg finder ro, overskud, ilt, lys, overblik og balance til min hverdag. Jeg har sådan et makkerskab med min krop. Jeg passer godt på den, giver den det, den har brug for, fordi jeg forlanger også meget af den, ikke kun som løber, men som menneske.

Det gør vi alle, - vi er alle afhængige af vores krop. Vi tager det tit lidt for givet at det hele bare fungerer, men vi bliver nødt til at lytte, forstå og respektere, at uden en velfungerende fysik og et godt helbred bliver det svært at være den bedste udgave af os selv.

Erland Erlandsen

December måneds løber er Erland Erlandsen fra Viborg

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er uddannet cand. scient. i biokemi fra Københavns Universitet. Til daglig arbejder jeg på Klinisk Biokemisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg. Udover Viborg har vi også et afsnit i Skive og et i Silkeborg. Samlet er vi ca. 160 medarbejdere.

Vi arbejder med specialerne klinisk biokemi og klinisk immunologi, og har samlet en produktion på mere end 7 milioner analysesvar pr. år, samt en hel masse blodportioner, som tappes i vores blodbanker.

Til daglig arbejder jeg med forskning, udvikling, kvalitetssikring, akkreditering validering af analysemetoder samt en masse andre forskellige sager.

Aktiviteter i forbindelse med løb og atletik fylder en del af "fritiden". Jeg har været med i bestyrelsen for Viborg Atletik og Motion siden efteråret 1987, og formand siden 1994.

Viborg Atletikstadion og klubhusbyggeri på Atletikstadion var i mange år en af mine målsætninger for foreningen, som nu endelig er ved at være i hus. Vi mangler stadig en del redskaber og et elektronisk tidtagningsudstyr til stadion. Avis-maraton konceptet og de mange løb som Viborg Atletik og Motion arrangerer, tager også en del af fritiden.

Jeg er også fugle og natur interesseret, og deltager i en del ekskursioner sammen med Dansk Ornitologisk Forening.
Så har jeg også et hus og et sommerhus på Bornholm samt familien, som skal plejes og vedligeholdes.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Medens jeg gik i folkeskole og i gymnasiet spillede jeg fodbold, volleybold og dyrkede atletik. Dengang løb man ikke langt så det var kun sprint distancer (100 m) man trænede. 

I 1980 startede jeg med løbetræning på motionsniveau. Konditionen var ikke hvad den havde været, så der måtte ske noget. I løbet af kort tid blev løbetræning en fast del af hverdagen. I 1981 flyttede jeg fra København til Viborg, og her fortsatte jeg med løbetræning.

I 1982 blev jeg meldt ind i Viborg Atletikforening (VAF) og begyndte at træne sammen med de lidt hurtigere løbere.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber to gange om ugen, det er selvfølgelig for lidt. I perioder op til et større løb øges træningsmængden. I perioder har jeg som flere andre i klubben, haft den ide at man skulle ud og løbe hver dag. Det har så kunnet holde i nogle måneder indtil der kom noget på tværs.

Jeg har kun haft to alvorlige knæskader i min løbekarriere. Heldigvis er løbesko blev meget bedre end de var i begyndelsen af min løbekarriere. Jeg har sjældent løbet over 100 km om ugen, til gengæld var intensiteten relativt høj.

Hvilke mål har du for dit løb?
Mit næste mål er VM Halvmarathon løbet i København i slutningen af marts 2014.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Der er jo rigtig mange. Berlin Marathon som jeg har gennemført 8 gange er en rigtig stor oplevelse.

Specielt løbene før murens fald (1986,1988 og1989) og lige efter murens fald (1990) var specielle på hver sin måde. Etape Bornholm er også en god oplevelse, ligesom mange af vores små lokale løb.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Berlin Marathon 2003 var en hård oplevelse fra 25 km og hjem. Jeg har aldrig opgivet eller udgået af et løb.

Hvad tiltaler dig ved Avis-maraton konceptet?
Jeg har jo selv været med til at lave og udvikle konceptet siden efteråret 2000. Efter de første to år med Avis-maraton i 2001 og 2002 startede vi i 2003 med Walk & Run og i 2005 med Walk & Talk.

Med det træningsforløb blev det muligt at optræne såvel unge som ældre, tynde som tykke til at kunne løbe rundt om Søndersø, en præstation som mange havde anset for umuligt få år tidligere.

Med de tre koncepter, som har bredt sig til mange andre løbeklubber, har vi fået rigtig mange ud at løbe på Viborgegnen.

Har du et godt råd til andre?
Det er vigtigt at holde sig skadesfri, alt for mange løbere går rundt med skader. Lyt til din krop, og øg træningsmængden eller intensiteten langsomt, og husk restitution.

Er du også løber om 5 år?
Ja. Fysisk aktivitet og sundhed hører jo sammen, så det er vigtigt at vi er aktive hele livet.

November måneds løber er Anette Seerup fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg hedder Anette Seerup og bor i Viborg sammen med mine to børn på hhv. 9 og 12 år.
Jeg arbejder på 15. år som fængselsbetjent, og arbejder pt. i Arresthuset i Viborg, hvor jeg er så privilligeret at have
døgnvagt, og derfor kun arbejder 6-7 gange i måneden. Det giver selvsagt en masse fritid som jeg bruger sammen med børnene og på at træne.

Når jeg ikke løber, spiller jeg håndbold i VHK og lidt fodbold på hyggeplan. Jeg elsker at rejse og har efterhånden været rigtig mange steder. Favoritstedet er klart Playitas på Fuerteventura, hvor man kan kombinere ferie med sportslige aktiviteter af enhver art. Herudover sidder jeg i bestyrelsen i den lokale fodboldklub.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg har altid spillet meget håndbold og fodbold, og løb har faktisk aldrig tidligere sagt mig noget. Men efter et sprunget korsbånd, ødelagt menisk og ødelagte ledbånd i skulderen, var der ikke mange alternativer tilbage.

Begyndte at løbe for alvor i 2002, hvor jeg i en kæmpe brandert havde væddet med en kollega, om at jeg da "sagtens" kunne løbe en halv-marathon. Det var starten, og efter en tid (læs; lang tid) begyndte jeg virkelig at nyde at
formen blev bedre, og at det ikke længere føltes, som om man var ved at kaste sine lunger op.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber minimum 3 gange om ugen, nogle gange 5, hvis jeg træner op til marathon. En skade gør dog at min træning pt. ikke er så kontinuerlig, som jeg kunne ønske mig.

Hvilket mål har du for dit løb?
Lige nu må mit næste store mål være London Marathon til foråret, hvor jeg skal løbe sammen med min kæreste, men forinden da skal vi på den sædvanlige tur til Berlin Halvmarathon, som efterhånden er blevet en fast tradition
hvert år.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Min bedste løbeoplevelse må være Amsterdam Marathon, Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi boede på et bådhotel sammen med de andre fra Marathon Travel Club. Vejret var super godt og stemningen var i top, da vi stod til start på det Olympiske Stadion i Amsterdam. Løbet gik som det skulle, og det var bare en helt utrolig smuk tur gennem det fascinerende Amsterdam.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Det må ubetinget være mit første marathon til Viborg City Marathon i 2009, hvor jeg ikke havde trænet ordentlig op til løbet. Den manglende træning og knæproblemer gjorde turen til et rent helvede, og havde jeg ikke haft min veninde Annette med på turen, var jeg helt sikkert udgået.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Jeg synes det er et super koncept, hvor der er plads til alle, og samtidig er det rigtig hyggeligt, og man møder en masse dejlige mennesker.

Har du et godt løbe råd til andre?
Meld dig ind i en løbeklub og skab et løbenetværk, det er uundværligt i det lange løb og gør træningen så meget sjovere.

Lyt til din krop, har du ondt, så spring træningen over den dag – ville gerne, at jeg havde gjort det samme i sin tid, så havde jeg været nogle dumme kroniske skader foruden i dag.

Er du også løber om 5 år?
Det er jeg helt bestemt, kan slet ikke undvære det kick det giver. Så medmindre skader sætter en stopper for det, er jeg helt bestemt løber om 5 år.

Søren Henriksen

Oktober måneds løber er Søren Henriksen fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er ansat som Key account manager hos Inventa a/s, hvor jeg sælger butiksinventar til specialbutikker og dagligvare handlen i danmark – så meget af min tid er på landevejen. Udover det har jeg hus og have, samt en hund der skal luftes, og så er jeg gift med Mette, som også skal luftes :-)

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe for ca 10 år siden – min svigerinde og jeg blev ved en julefrokost enige om at vi skulle meldte os til avismaraton fordi vi følte at der ligesom skulle ske noget med konditionen og for mange kilo. Vi havde målet at skulle gennemføre en halv maraton, hvilket vi så gjorde, og sidenhen er det blevet til rigtigt mange kilometer på veje og stier.
Svigerinden stod dog ret hurtigt af igen.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber 3 gange om ugen og løber i alt 30-35 km om ugen

Hvilket mål har du for dit løb?
Jeg har i øjeblikket ikke noget mål med løbet, ud over at holde min form ved lige og få den friske luft, det er mål nok for mig.  Sammen med mine løbevenner har vi forskellige muligheder vi taler om – et af dem er en halv maraton i Berlin til foråret, den har vi prøvet før og det er et rigtigt godt løb.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Min første hele maraton som jeg løb i Hamburg står helt klart som den allerstørste oplevelse. Kæmpe løb, med en fantastisk opbakning af både danske og tyske tilskuere, som kommer med opløftende tilråb, når de ser man kommer løbende i den
dannebrogsfarvede t-shirt som det var anbefalet man skulle løbe i.

Bagefter forstod jeg godt hvorfor man skulle det. De store løb giver bare gåsehud på armene når man forcerer de mange kilometer igennem byen. Det kan klart anbefales. Sidenhen har jeg så prøvet det flere gange, den opbakning kan
man ikke få nok af – og man behøver ikke at løbe hele maraton for at få denoplevelse, mange halve maraton er på samme måde f.eks i Berlin.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Der er som sådan ikke nogle dårlige oplevelser, men skal jeg nævne en, så var det kort efter nytår, hvor jeg på en løbetur blev ramt af en blodprop i hjertet. Ikke sådan at jeg faldt om eller noget, men jeg blev meget meget dårlig, og blev efterfølgende selvfølgelig indlagt på sygehuset, hvor alt blev tjekket igennem. Jeg kom ret hurtigt efter det, og i dag løber jeg faktisk bedre end jeg nogensinde har gjort.

Det skal også siges at jeg har været igennem et fantastisk rehabliterings forløb hvor også en diæt har gjort
underværker. Jeg havde dog aldrig troet at det var mig som skulle blive ramt af sådan en omgang, da formen og livsstilen egentligt var OK – men det viser bare at man aldrig skal vide sig sikker. Det har i øvrigt gjort at når jeg løber
selv, så har jeg altid en mobiltelefon på mig, og samtidig bør man overveje en form for "hundetegn", der angiver ens navn og adresse.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Struktureret træning, en masse glade og dejlige mennesker med samme mål, og et stort fælleskab. Jeg håber at det nye klubhus kan være med til at gøre fællesskabet og oplevelserne endnu bedre. Jeg har igennem avismaraton fået en masse nye venner og faktisk var det også til en af de gode fester, at jeg mødte min kone Mette.

Har du et godt løbe råd til andre?
Sørg for at få de rigtige løbesko og udstyr,  man siger jo altid at man aldrig skal gå ned på udstyret, og det er altså også rigtigt i denne sammenhæng. Lyt til din krop under træning, og vær varsom med at forcere hastighed og distancer for hurtigt.
Det skal være sjovt at løbe.

Er du også løber om 5 år?
Ja jeg løber også om 5 år, men vil nok supplere noget af min træning med at cykle – også blot for at få en afveksling i træningen.

Annalise Bitsch Larsen

September måneds løber er Annalise Bitsch Larsen fra Viborg

Hvad laver du, når du ikke løber?
Jeg arbejder som frivillig i en genbrugsforretning, passer hus og have, har mand, 2 døtre og 2 svigersønner og 5 dejlige børnebørn

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg startede med at løbe i 2003 for at holde mig nogenlunde i form

Hvor ofte løber du?
Jeg løber tre gange om ugen

Hvilket mål har du for dit løb?
Mit mål var en halv-maraton, hvilket er opnået flere gange. Nu løber jeg for det sociale samvær og motionen

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Der er mange, men skal jeg fremhæve et enkelt løb, må det blive Berlin Halvmaraton. Det var en fantastisk oplevelse med så mange løbere og tilskuere - det skal opleves.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Avis-Halvmaraton, hvor jeg kollapsede pga. varme og væskemangel, og måtte en tur omkring sygehuset

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Det tiltaler mig, at man som helt uerfaren kan komme godt i gang

Har du et godt løberåd til andre?
Ja - gode sko er det allervigtigste. Og følg træningsprogrammet, samt lyt til anbefalinger fra rutinerede trænere og løbere. Hold fast, selv om det kan være hårdt ind i mellem.

Er du også løber om 5 år?
Ja, det håber jeg. Jeg kan da ikke undvære alle de gode løbevenner

Peter Sunesen

August måneds løber er Peter Sunesen fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er IT-chef i et telemarketing firma (dem der ringer og forstyrre om aften), hvor jeg styre IT i vores 3 afdelinger placeret i Århus, Silkeborg og Malaga.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe igen for ca. 4 år siden, efter en lidt "våd" 40 års  fødselsdag ved min fætter. I hans tilstand ville han pludselig have mig til at løbe Berlin maraton indenfor 2 år. Efter et par glas mere, så blev vi enige – og "desværre" huskede han det dagen efter.

Tiden gik, og den type aftale løber man ikke fra. Så da jeg så walk&talk et par år efter følte jeg jorden brænde, og kom i gang igen. Min fætter har endnu ikke gennemført et løb, og da Berlin halvmaraton blev gennemført gik der ikke mange minutter før han fik et kald !

Hvor ofte løber du?
Torsdag, og søndag kl. 10 fra atletik stadion.

Hvilket mål har du for dit løb?
At holde mig i nogenlunde kondi.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
At løbe igennem Berlin, og opleve den folkefest der er der.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Det var en torsdag aften, hvor vi ind ad banestien kunne se lyn og torden trække op. Og da vi kom omkring Mosevænget fornemmede man at et lyn kunne ramme når som helst. Og inden vi var ved atletikstadion var vi så våde, at vi måtte holde op i bukserne for ikke at tabe dem.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Det gode selskab, samt at man kommer af sted. For ellers står de dårlige undskyldninger jo ved hver lygtepæl.

Har du et godt løbe råd til andre?
Se at komme i gang, og husk det skal være sjovt at løbe.

Er du også løber om 5 år?
Forhåbentlig.

Lene Sørensen

Juli måneds løber er Lene Marie Bæch Sørensen fra Viborg.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg arbejder som dagplejepædagog ved Viborg Kommune i område Øst.
Passer mit lille hus, haven og mine to dejlige hunde.(som også løber af og til).

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Begyndte at løbe 2002, fordi jeg påstod, at jeg ville kunne løbe en hel maraton, inden jeg fyldte 50.
Løb den første i Odense i 2005, så nåede målet.

Hvor ofte løber du?
2x om ugen.

Hvilket mål har du for dit løb?
Kun hygge og en god kondi.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Faktisk da jeg første gang løb rundt om søen uden pause. Det var stort.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Synes egentligt ikke jeg har haft nogle dårlige oplevelser, men havde en periode i 2004 med et skadet knæ, det var "træls".

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
At alle kan være med, og det er hyggeligt, med plads til både snak og individuelle præstationer. Man har plads til at nå sine mål, både på distancerne og tempomæssigt.

Har du et godt løbe råd til andre?
Nyd løb på dit eget niveau, der er som sagt plads til alle. Ingen griner af os der er lidt langsomme, det er trygt at løbe med avismaraton.

Er du også løber om 5 år?
Ja, jeg regner med at løbe så længe jeg kan gå....måske med rollator, når jeg bliver rigtig gammel.

Poul-Martin Friborg

Juni måneds løber er Poul-Martin Friborg fra Bruunshåb.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er ansat ved Energi Viborg Spildevand A/S som driftass. (elektriker) 
Her holder vi to renseanlæg og lige i omegnen af 100 pumpestationer og sparrebassiner kørende. Jobbet indebære også vagt ca. hver 6. uge.

Jeg er gift med Lone, og sammen har vi tre børn: Casper på 21, Cathrine på 17 og Nicolai på 13.
Derudover har vi også to hunde som kræver lidt tid. Hus og have skal også passes.

Træner U 13 fodbold drenge i BT/SVIF, som hjælpetræner udendørs og træner indendørs. Er ligeledes med i den lokale borgerforening og vandværk.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg startede i efteråret 2005 til "walk and run", og startede Avis-maraton træningen januar 2006. Lone var ligeledes begyndt at løbe og havde sat sig for at løbe en halv-maraton i juni 2006. Og så kunne jeg vel også løbe en halv-maraton og gerne under 2 timer!

Jeg startede ud i 6:30 gruppen og fandt jo hurtigt ud af, at jeg skulle ned i en anden tempo gruppe. Så jeg endte i 5:30 gruppen og løb i den op til Avis-halvmaraton i juni, hvor jeg løb med tempo sætterne i 5:30 og fik min første halv-maraton tid på 1t 58m 36s.

Og hvad så!
Kunne det gøres hurtigere?
Ja, det var min bedste overbevisning (som nystartet løber går det meget ofte hurtigt fremad), så ved Bjerringbro halv-maraton september 2006 prøvede jeg at starte ud med en gruppe, som ville løbe 5:00. Jeg kunne med nød og næppe hænge på ud til 16km, og måtte derefter prøve at finde mit eget tempo igen. Ikke så god en oplevelse - men tiden var jo trods alt godkendt 1t 39m.

Så skulle jeg jo videre mod nye mål, så hel-maraton i Odense 2006.
Her mødte jeg for første gang muren, selvom jeg ikke så den. Havde været ude på træningsture på 30km sammen med tre andre, som også skulle til Odense, og syntes jeg var klar til hel-maraton. Det gik ikke helt efter planen, vi var en stor gruppe fra Avis-maraton, som vil løbe 6:00. En sluttid lige på den anden side af 4 timer ville være godkendt, men således skulle det ikke gå. 4t48m og nogle sek. Og havde det ikke været for Erik Hou, havde jeg nok givet op ved 30km, men Erik syntes jeg skulle blive ved lidt endnu, og det må han have sagt nogle gange, for jeg kom i mål.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber tre gange om ugen ca. 35-40km. Her har Maraton Gruppen været med til at fastholde mine træningspas og samtidig gjort, at jeg faktisk er kommet til at løbe lidt hurtigere. Bakketræning om tirsdagen kan godt anbefales, hvis man vil have mere fart på.

Hvilket mål har du for dit løb?
At holde mig i form til at løbe en halv-maraton. Tog sammen med min stor søn til Berlin-halvmarathon i april, Lillebælt-halvmaraton i maj og så overvejer jeg om hel maraton i København skal have en chance.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
1) Berlin halvmaraton 2013 har til dato været den største oplevelse. Over 30.000 løbere der står klar til at blive sendt af sted. Og så i en by med så mange historiske seværdigheder, som man løber forbi. Det var stort!.

2) 24timers løbet 2012, hvor det sociale omkring holdene var en meget stor oplevelse, og hele stemningen ved løbet over alle 24 timer.

3) Satte Pr. i Mejdal 2012 i 1t 35m 46s

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Odense maraton 2006!

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
At man som helt uerfaren løber kan komme i gang på en god måde.

Har du et godt løberåd til andre?
Lyt rigtig godt til sin krop, og lade være med at gøre løbeturen længere, end man har sat sig for, når man løber hjemme fra! Det er sjovere at komme hjem med overskud og så lægge lidt på næste gang, man skal af sted.

Er du også løber om 5 år?
Ja, helt sikker og det kan godt være at tempoet kommer lidt ned igen, men løber ja. Lige nu nyder jeg at være træner i 5:00.

Bjarne Slth Rasmussen

Maj måneds løber er Bjarne Sloth Rasmussen fra Viborg

Hvad laver du når du ikke løber ?
Gift med Hanne Blach Rasmussen  siden ? - ja det er mange år. Har 2 piger, som begge bor i Aarhus. Den ældste er uddannet Rudolf Steiner pædagog og går nu på Kunst Akademiet i Aarhus. Hun har sammen med en anden kunstner et lille værksted med keramik og billeder og bor sammen med Sergio, som er arkitekt og multimedie designer.

Den yngste (1985) er uddannet socialrådgiver og arbejder i Randers, er gift med Kasper, som er lærer på Katerdalskolen i Viborg og sammen har de Asta på 1,5 år - ja så er jeg jo morfar, dejligt.

Jeg er uddannet tømrer. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, siden 1984 inden for transport branchen – opbygning og service. www.v-c-s.dk

Min fritid bruges på lidt løbetræning i Avismaraton, og jeg er også medlem af cykelklubben, har en kajak hvis jeg skulle få lyst til at tage en lille tur på søerne.

Jeg er i bestyrelsen i Dayz Rønbjerg, hvor vi har et hus og lige tager op og slappe af. Jeg er også i bestyrelsen i Viborg AM, styregruppen i Avismaraton samt div. udvalg. Som trænerformand står jeg for det praktiske ved Avismaratontræningen og div. løb.

Jeg samler også på ure, har lidt godt at vælge imellem.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe ?
Jeg meldte mig til Avismaraton 2003 til walk & run.
Jeg tror nok der snart skulle ske lidt med vægten. Der blev trænet og jeg blev klar til Avishalvmaraton. Viborg Stifts Folkeblad fulgte mig og vægten skulle helt ned på 100. Fotografen var klar med vægten lige efter målstregen, og det lykkedes, så blev det også til en avis side.

Hvor ofte løber du ?
Jeg løber 3 gange om ugen, tirsdag løber vi hjemmefra og ca. 10-12 km. Torsdag med Avismaraton og søndag gerne en morgentur på ca. 10 km. hvor vi så har morgenbrød med hjem.

Hvilket mål har du for dit løb ?
Jeg har løbet 5 marathon-løb og mange halvmaraton, så jeg har nået det jeg satte mig for. Men har ikke lige noget løbemål pt -  andet at give alle nye og gamle løbere en god oplevelse, når de melder sig ind i Viborg AM. Jeg skal til VM halvmaraton næste år i København med motionsløberne.

Hvad er din bedste løbeoplevelse ?
Min bedste løbeoplevelse var da jeg løb over målstregen til mit første Avishalvmaraton.
Mit først Hamborg Maraton og Copenhagen Maraton med Hanne.

Og så er der selvfølgelig alle de gode oplevelser, som man får som medlem i løbeklubben med mange gode løbevenner. Vi mødes til fødselsdage, højtider og 24 timersløb mm.


Hvad er din værste løbeoplevelse ?
Der er ikke nogen værste, alle løbeoplevelser er gode!

Der var en hård træningstur forud for Hamborg, en vinter tur med is og sne. Vi tog bussen til Ørum og løb i Vels Bakker og tog banestien til Viborg, 27 km. med sne og is, det var noget af en udfordring.


Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet ?
Jeg synes det er et godt koncept, hvor der er plads til alle. Jeg ser det desuden også indefra og ved, hvor meget arbejde der er med at arrangere løb, foredrag, gøre klar til Walk & talk og Walk & Run samt Avismaraton opstart, 10 km. test mm,  sammen med mine gode bestyrelseskolleger og trænerkolleger. Uden dem ingen Avismaraton.


Har du et godt løbe råd til andre ?
Ja – de skal selvfølgelig melde sig ind i en god løbeklub, hvor man kan få gode råd og vejledning og ikke mindst en  træningsplan, gode holdkammerater og godt humør under træningen.
Hav gode løbesko og væskebælte samt klubtøj -og følg træningsprogrammet.


Er du også løber om 5 år ?
Ja det er jeg. Nu får vi jo et nyt klubhus -  det glæder jeg mig meget til, da det giver sammenhold i klubben og er med til at holde på løberne, så nemt slipper I ikke.

Vibeke Holst Sørensen

April måneds løber er Vibeke Holst Sørensen fra Houlkær. 

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg bor i Houlkær med mine 3 børn William på 10 år, Malthe på 8 år og Thea på 4 år. Så med sådan en 3 størrelser i huset er der altid gang i den og nok at se til :-)

Jeg arbejder på 18. år i en IT-virksomhed, ServiceGruppen A/S, som er beliggende på Sjælland. Det giver nogle lange køreture indimellem, men også mange hjemmearbejdsdage, hvilket har været perfekt med små børn.


Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe start 2011, da jeg havde meldt mig til Storebælt halvmaraton i maj 2011 sammen med en løbeklub, vi har på jobbet.
Jeg havde altid sagt at det løberi blev jeg aldrig bidt af, men omvendt passede den træningsform bare perfekt til små børn.  Min mellemste har også engang imellem været med ude at løbe, men efter han løb fra mig til Houlkær løbet måtte jeg til at træne lidt mere :-)


Hvor ofte løber du?
De uger, jeg ikke har mine børn, løber jeg gerne bakketur om tirsdagen, Avis løb om torsdagen og så en tur i week-enden. Når børnene er ved mig, bliver det kun til 1 eller 2 gange jeg kommer af sted.


Hvilket mål har du for dit løb?
De der mål har det med at flytte sig, da jeg startede var det fedt at kunne løbe om en sø (uden puste-pauser) og nu synes jeg ½ marathon distancen er perfekt og håber at forbedre min tid i 2013.

Jeg har stadig en hel marathon til gode, men er ikke i tvivl om at det kommer, tiden og overskuddet skal bare være der til at kunne træne optimalt.

Løbet giver mig meget energi, hvad enten jeg løber sammen med alle de søde mennesker i 5.30 gruppen eller hvis jeg løber en tur alene og bare får frisk luft og ro i hovedet :-)


Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Det må være Mejdal løbet sidste år. Vi var en lille flok der løb sammen og havde bare et perfekt løb. Jeg følte jeg havde overskud fra start til slut og oveni fik jeg min bedste tid :-) Det var en dejlig oplevelse.

Jeg er sikker på, at var det ikke pga. de rutinerede løbere jeg fulgtes med, som satte et meget stabilt tempo og sørgede for den hyggelige stemning og opmuntring undervejs, så havde det ikke lykkedes.


Hvad er din værste løbeoplevelse?
Nu er jeg stadig så ny indenfor løb, så vil sige den har jeg stadig "til gode".
Men kan dog godt huske nogle Avis træningsture da jeg flyttede fra 6.0 gruppen til 5.30, hvor jeg godt nok var flad efter en lang tur – og problemet var jeg ikke er stedkendt i mange af de områder vi løb, så jeg måtte jo hænge i for at komme hjem.


Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Fællesskabet – da jeg startede for et års tid siden til Avis løbet havde jeg ikke forestillet mig, at løb kunne være en så social sport.
Alle kan være med, der er en tempogruppe der passer til alle, og så forsvinder der altså bare meget nemmere 5, 10 eller 15 km. når man løber og snakker sammen med andre frem for at løbe alene :-)


Har du et godt løbe råd til andre?
Gode sko...der er meget snak om løbetest og specielle sko eller ej, det hjalp i hvert fald mig at blive testet og få de sko som de anbefalede mig.

Derudover tror jeg man holder i flere år som løber hvis det sociale aspekt også er med :-)


Er du også løber om 5 år?
Ja :-) Det kan jeg vidst slet ikke undvære nu!!

 

Ole Hedegaard Pedersen

Marts måneds løber er Ole Hedegaard Petersen fra Viborg

Hvad laver du når du ikke løber?
Når jeg ikke lige er ude og løbe holder jeg meget af at dyrke mine andre interesser som god mad og vin. Golf og cykling bliver det ikke til så ofte – dertil er løb simpelthen for effektivt. Nå ja, så er der jo også lige et spændende arbejde for Tolerance A/S i Viborg hvilket indebærer lidt rejseaktivitet.

Jeg er gift med Helle Blak Petersen, og sammen har vi 2 børn, Ida på 3 år og Magnus på 6 år. Ellers fyldes døgnets timer med børn, familie og venner. Faktisk er jeg overrasket over hvor socialt løb er og hvor meget tid hele familien kan bruge på det.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Løb har for alvor haft taget i mig siden april 2010 hvor jeg blev"mobbet" til at deltage i Viborg Avis ½marathon. Jeg har tidligere dyrket meget sport men ikke specifikt løb så efter nogle år med små børn havde jeg et "krospligt" behov for at dyrke lidt motion igen, og således var min motivation fra starten et spørgsmål om at løbe godt 21km og tabe "nogle" kilo.

Hvor ofte løber du?
Efterhånden bliver det til ca. 4 ture om ugen, med udsving efter arbejdsintensitet og træning op til de næste udfordringer. Jeg vil rigtig gerne løbe mellem 50-60km men det kniber lidt, så derfor er jeg begyndt at løbe lidt mere tempoløb og intervalløb. For det meste løber jeg alene, men jeg er også meget glad for det sociale løb med Viborg AM, Marathongruppen og ind i mellem familien.

Hvilket mål har du for dit løb?
Jeg har tidligere overvejet marathon, men egentlig også skubbet tanken fra mig indtil efteråret 2011, hvor vi sammen med Marathongruppen fik hidset os gensidigt op til deltagelse i Kbh. Marathon 2012. Det fik så godt fat i mig, at jeg nu forsøger at forberede mig på gennemførelsen af Hamborg Marathon 2013 – gerne i en noget bedre tid. Ellers bruger jeg løbet til at
holde kropsvægten i ave, men mest af alt til at koble af og "sortere skuffer".

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Der er faktisk mange flere end jeg lige havde regnet med da jeg i 2010 købte et par nye løbesko. Blandt arrangementer jeg har deltaget i rangerer Kbh. Marathon selvfølgelig højt. Fantastisk vejr og sikke en fest de mange mennesker i gaderne havde den dag. Desuden var vi på bustur med løbevennerne og havde en super weekend, og så er der Avis ½Marathon og 24timers løbet. To arrangementer jeg uden og blinke vil anbefale folk i og udenfor Viborg.

Ellers tror jeg mine bedste løbeoplevelser er når jeg snører skoene til en tur gennem Kratskoven, Finderup og hjem via banestien. Helst i forår og efterår når træernes løv ændrer farve og rådyrene står i skovkanten og på markerne.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Heldigvis er der ikke mange af dem men hvis jeg skal nævne én er det Funder Broløb i 2012. Fejlagtigt troede jeg at jeg var i super form efter min marathontræning og at det var tid for en personlig bedste tid på ½marathon distancen, men en længere pause efter København havde gjort sit til at det ikke skulle være. Sammen med det varme vejr og et for hurtigt udlæg, gjorde jeg nok alt det forkert som overhovedet er muligt i forhold til et godt løb. Jeg kom igennem, men sammen med en uinspireret "motorvejs-rute" var det slet ikke nogen god oplevelse. Tror ikke jeg kommer til at løbe på en motorvej igen ;-)

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Nye og ukendte ruter som kan give inspiration, det sociale ved løb i grupper og konceptet med fartholdere. Jeg synes dog det kunne være en god ide hvis tempogrupperne var lidt mere dynamiske mht. fart afhængig af turens længde. Jeg tror det ville gøre mange godt, uden at går ud over det sociale eller træningen.

Har du et godt løberåd til andre?
Fokuser på naturen og lær at nyde træningen. Giv den gas en gang i mellem og test dig selv af og til. Det er rigtig tilfredsstillende at se uret stoppe lidt tidligere rundt om søen, eller løbe lidt længere i en Cooper test, eller det som er den enkeltes mål.

Er du også løber om 5 år?
Helt sikkert! Løb er så god motion og holder slank samtidig med at det også er hyggeligt og rigtig, rigtig sjovt. Og nå ja, jeg skal så også lige være hurtigere på marathon og ½marathon når jeg når samme alder som Niels Imhoff har nu :-)

Februar måneds løber er Svend Aage Madsen fra Viborg.

 

Hvad laver du når du ikke løber?

Jeg har siden 1977 været ansat ved Brand- og Redningstjenesten på Helicopter Wing Karup heraf de sidste 10 år som daglig leder. Jeg er gift med Susan, som også er soldat i Karup, og vi har sammen Frederik på 10 år. Fra mit ”tidligere liv” har jeg to store børn - den ene arbejder som soldat i Karup, og den anden som lærer på en folkeskole i Lind.

Foruden den obligatoriske løbetræning fordrives fritiden med almindelige husmoderlige sysler i hjemmet såsom støvsugning og madlavning. Et eksperiment med ”Japansk inspireret have” og synlig ”interesseret” hepper og chauffør i forbindelse med knægtens entré på fodboldgrønsværen bliver det også til. Som nyvalgt medlem af menighedsrådet ved Søndermarkskirken bevæger jeg mig ind på et område med nye, ukendte og formentlig spændende udfordringer.


Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

Jeg begyndte at løbe i midten af halvfemserne, (ikke 1890´erne hvis nogen fra 5.30 gruppen skulle tro det) og jeg gennemførte mit første maratonløb i København i 1997. Ved nærmere eftertanke var det brormand, der smittede mig med en frygtelig løbevirus, som endnu ikke har fortaget sig trods mange kilometer og ihærdige forsøg.

Hvor ofte løber du?

Jeg løber gerne 3–4 gange om ugen – total ustruktureret! Løbetræning sammen med ligesindede har dog givet en mere struktureret løbetræning og ikke mindst langt mere løbeglæde – tak for det!


Hvilket mål har du for dit løb?

Så længe jeg kan ”følge med” dåbsattesten, er min målsætning at løbe minimum ét maraton om året og gerne to, heriblandt Viborg City Marathon, hvilket er blevet en tradition. Vestjysk Halvmaraton i Mejdal løber jeg med henblik på kagebordet og Nytårshalvmaraton i Herning skyldes aspargessuppen.

Et andet ”mål” er den helt fantastiske følelse af velvære og energi, som gennemstrømmer kroppen efter dagligdagens løbetræning.


Hvad er din bedste løbeoplevelse?

Jeg vil ikke fremhæve ét løb frem for et andet, men fra at løbe alene, har jeg fundet stor glæde ved at løbe sammen med andre ”løbetosser” i regi af Viborg AM og Marathongruppen. Især det sociale aspekt ved at løbe med andre nyder jeg i fulde drag, herunder ikke mindst den frie omgangstone der eksempelvis er i 5.30 gruppen.

En god løbeoplevelse er også, efter en træls dag, at tage løbeskoene på, reflektere over dagen og livet og vende glad tilbage med fornyet energi og mod på dagligdagens udfordringer og gøremål.

At løbe i Obamas egen by, Washington, og opleve det amerikanske publikum i forbindelse med Washington Marathon, var en berigende oplevelse i særklasse. Især husker jeg nationalhymnen og overflyvning af US Air Force før start, de begejstrede og tiljublende tilskuerskarer og ikke mindst løbere med billeder af afdøde soldater på løbeblusen. At opleve en sådan grad af nationalfølelse og stolthed over at tilhøre det amerikanske folk fik hårene til at rejse sig på armene.

Intet slår dog den følelse jeg havde, da jeg efter godt 42 km løb over målstregen og fik hængt den flotte medalje om halsen af en USM foran Marine Corps Memorial ved Arlington. - En fantastisk løbeoplevelse som ikke lader sig beskrive med ord og billeder, men som i stedet skal opleves.


Hvad er din værste løbeoplevelse?

Man skulle tro, at det er torsdagstræningen en mørk efterårsaften med rusk, regn og fri mobning i 5.30 gruppen. Men, det er det ikke, tværtimod. I stedet vil jeg pege på maratonløb, jeg har deltaget i, hvor man fra at løbe let som en gazelle pludselig bliver ramt af ”muren”, der som et lyn dræner kroppen for al energi og forvandler løbet til en sand udfordring op ad bakke. Det er på dette tidspunkt, at man har nogle dybe samtaler med sig selv og forsøger at lade sig overbevise om, at B.S. har ret i, at det blot er oppe i hovedet, det foregår, når det gør ondt.


Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?

Det er en fantastisk opfindelse, som passer perfekt ind i billedet af Viborg som løbeby number one. Alle kan deltage på det niveau, som præcis passer den enkelte løber eller motionist, og man får herved udvidet sit sociale netværk og møder en masse søde og rare mennesker med interesse for løb på forskellige niveauer.

Jeg har stor respekt for de motionister, som starter i efteråret med Walk & Talk og som efterfølgende ligeledes bevæger sig igennem løbene Walk & Run, Søndersø rundt, 10 km test løb for til sidst at passere målstregen i forbindelse med Avis Halvmaraton i juni måned.

At se disse løbere komme glædestrålende over mållinjen med deres helt egen personlige sejr, dét kan imponere mig og give mig en lille klump i halsen!


Har du et godt løberåd til andre?

Løbeskader løbes væk… – det siges der i hvert fald.

Tæller man beløbet på udstyr sammen for en iklædt løber, løber det op i et anseligt beløb, prøv selv at tælle sammen. Lad fornuften råde, plant fødderne solidt i den jyske muld og fokusér på løbeskoene - spar ikke her! Supplerende løbeoutfit kan ønskes til jul eller fødselsdag.

Et sidste råd kunne være; løb sammen med andre så ofte du kan, eksempelvis Avismarathon, Marathongruppen eller naboen – det beriger løbeoplevelsen.


Er du også løber om 5 år?

I slipper ikke for mig, hvis ”Vor Herre” det ellers vil!

 

Januar måneds løber er Leif Husum fra Houlkær

 

Hvad laver du når du ikke løber ?
Jeg bor i Houlkær med min Kone Marianne og 3 af vores 4 børn: Josefine på 10, Julie på 11 og Jeppe på 13 år. Janne på 25 er fløjet fra reden. Familien rummer også en lille hund, 2 katte og 2 skildpadder.

Jeg arbejder som servicechef ved Ninki Bilvask a/s beliggende i Mønsted, som arbejder med at sælge – opstille og vedligeholde bilvaske anlæg.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Hele husstanden startede med at gå til Walk and Talk i efteråret 2011. Da vægten var steget efter ryge stop og lysten til at få en samlet interesse i familien.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber ca. 2 til 3 gange pr. uge en tur hjemme fra og rundt om Nørresø ca. 10 km.

Hvilket mål har du for dit løb?
At holde vægten og få overskud i en til tider stresset hverdag.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Den var svær. Til at starte med var det at løbe hele Søndersø rundt. Senere blev det mit første 10 km testløb, og så min første halv maraton.
Eller den første løbetur i nye sko fr aRunners corner efter de gamle var slidt op.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Dengang hvor både GPS- ur og Endomondo ikke virkede måtte jeg gå hjem. Da alt jo var ”spildt” når der ikke er dokumentation på turen.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Jeg er meget imponeret af at så mange mennesker mødes og løber fælles rundt. Man kommer når man kan og så står Dorthe og Peter klar med dagens rute.
Selv om søndagen er de klar med tur og gode råd.  Stor tak til dem begge J

Har du et godt løbe råd til andre?
Spar ikke på skoene - få lavet en ordentlig test på løbebånd før opstart, da mange starter i sko der ikke dur og får skader så de må stoppe igen.

Er du også løber om 5 år?
Ja helt sikkert da jeg har brug for overskuddet til daglig som kommer fra det ekstra energi, som opsamles på turene.

Michael Brøcher

 

December måneds løber er Michael Brøcher fra Viborg, der ved Årsfesten blev kåret som Årets Løber 2012.

 

Hvad laver du når du ikke løber ?
Til daglig kører jeg stor kranbil ved vognmandsforretningen 1313, som jeg driver sammen med min bror Morten Brøcher. For nogle år siden startede vi Genbrug Midt op, som indsamler og sorterer plastaffald fra hele Danmark, derudover har vi almindelig affaldssortering fra private og virksomheder, hvoraf 91 procent bliver genbrugt.

I fritiden laver jeg gamle biler og hygger med min kone Heidi og vores to sønner Patrick og Chris og familie og venner.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe med walk and run for 4 år siden.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber en 2- 3 gange om ugen alt efter tiden.

Hvilket mål har du for dit løb?
Mit mål er at løbe et halvmaraton hurtigere end nogle af de GULE PIGER. Jeg drømmer om en tid på 1.45, ved halvmaraton 2014.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Det var at forbedre min halvmaraton tid med 10 min. i Mejdal.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Til 24 timersløbet sidste år hvor jeg ikke kendte mine begrænsninger. Jeg løb for mange omgange, det ødelagde alt for meget bagefter og så lige en knæ operation oveni.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Der er altid en tempo gruppe som passer til en og så er der altid nogle at løbe med og spørge til råds hvis man har problemer og til sidst nogle gode trænere.

Har du et godt løberåd til andre?
Tag det stille og rolig i starten og ikke gå for hurtig frem og så lytte til sin krop så skal det nok gå.

Er du også løber om 5 år?
J
a det håber jeg da helt bestemt.

 

 

Benny Lybæk

 

November måneds løber er Benny Lybæk.

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er 59 år gammel og er gift med Eva. Vi har 2 voksne drenge. Til daglig arbejder jeg på Grundfos, hvor jeg bygger maskiner til vores produktioner over hele verden. Jeg har været på Grundfos i over 30 år.

I min fritid kører jeg motorcykel og passer min kone, som er ramt af sclerose. Hus, hund og have tager også en del af fritiden samt de 2 veteran biler jeg har stående i garagen. Jeg løbertræner 2 gange om ugen, så jeg keder mig aldrig.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe i sommeren 2011 efter en længer stressforløb, hvor jeg blev rådet til at dyrke noget motion. Hvad skulle jeg vælge? Da jeg tit har fulgt mine drenge, når de har løbet, faldt valget på det. Tvivlen var der dog. Kan en ældre herre nu det?

En dag krøb jeg på løbebåndet i motionscenter på Grundfos. Jeg fik den startet og ”ja den gamle kunne godt.” HURRA !
Så gik turen ned til søen og rundt så hurtigt som jeg kunne. Men, men så let går det ikke. Efter kort tid kommer der problemer med bentøjet, så der måtte pause på 3 mdr til. Så er det godt, at der er noget der hedder Walk and Run. Dette fik mig i gang igen og denne gang på en fornuftig måde, hvor den gamle krop kunne holde til det.

Efter Walk and Run var det naturligt at holde træningen ved lige gennem Avismaraton.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber fast 2 gange om ugen, torsdag og søndag, samt det løse, der kan blive tid til. Der ud over kan jeg også godt cykle længere ture.

Hvilket mål har du for dit løb?
Mit mål er at komme ned på 2 timer for en halv maraton og ellers er det bare at komme på nogle gode løbeture.

Hvad er din bedste løbsoplevelse?
Min bedste løbeoplevelser er min først halv maraton, som var til Avismaraton i år. Det var en stor oplevelse at kunne gennemføre løbet og komme til målstregen med overskud og glæden ved sammenholdet med de andre løbere.

Hvad er din værste løbsoplevelse?
Min værste løbeoplevelser var en træningstur på 13 km, hvor jeg startede på 6.00 holdet. Normalt løber jeg 6.30. Jeg måtte hurtigt opgive, men tænkte, at så kunne jeg da følge med på 6.30 holdet.

Men nej mave og ben ville ikke denne dag, så måtte jeg opgive og selv finde hjem. En øv oplevelse og første gang jeg har været nødt til at give op.

Hvad tiltaler dig ved avis marathn konceptet?
Det der tiltaler mig ved avis-maraton er, at man får lært at løbetræne på den rigtige måde og derved undgår skader med tilhørende pauser. Det sociale har også meget stor betydning for mig. Man møder ikke nogle sure ansigter, kun glade mennesker, der har samme mål som mig: At få en god løbe oplevelser samt en bedre kondi og velvære. Der ud over er det rigtig godt for min motivation og mit træningsniveau at løbe sammen med andre.

Godt råd til andre?
Mit gode råd til andre er at købe nogle gode løbesko. Meld dig ind i en løbeklub som kan vejlede dig i forhold til træningen, så løb bliver en dejligt oplevelse.

Er du også løber om fem år?
Om 5 år løber jeg også, hvis alt går godt. Man bliver jo afhængig af det.

 

Annette Byrialsen

 

Oktober måneds løber er Annette Byrialsen fra Viborg

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er Statsaut. fodterapeut og har min egen klinik beliggende på Hedebakken i Houlkær. Udover undertegnede har jeg en kollega, Anna Marie, som har tilsvarende uddannelse. Vi har faktisk en del løbere som skal have fødderne "trimmet" eller have lavet indlæg, eller gode råd til den daglige pleje.

Det meste af min "vågne" tid går med arbejde, men ellers er jeg alene og har et stort hus og have der skal passes. Jeg har stadig en hjemmeboende datter på 14 år, der også skal mærke, at hun har sin mor. To voksne børn er fløjet fra reden.

Jeg ynder gerne en tur i biografen, koncerter eller en tur på motorcyklen, hvis vejret tillader dette. Venner og familie fylder også en del i mit fritidsliv. Endvidere går jeg i Loop cirkeltræning 2 - 3 gange ugentlig.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte med walk and talk i efteråret 2007. Min mand døde pludseligt sommeren 2007 og livet føltes uoverskueligt. Jeg måtte på en eller anden måde " ud af busken" . På daværende tidspunkt havde jeg, et par år for inden, tabt adskillige kilo og trøstespisning var meget nærliggende i en svær tid.

Jeg besluttede at møde op til walk and talk. De mørke aftener omkring søen hvor ingen kendte mig og ikke spurgte til mit kaos, blev mit frirum. En torsdag aften og søndag formiddag jeg så frem til. Senere blev det walk and run og stadig var det min fritime for dårlige tanker. Jeg havde aldrig løbet før og vejrtrækningen havde jeg overhovedet ikke styr på. Det betød, at jeg måtte koncentrere mig om at "overleve" og samtidig kunne koble " de trælse tanker" fra.

Jeg blev stille og roligt bidt af at løbe og nyder den dag i dag stadig roen i hovedet efter en dejlig løbetur.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber som regel to til tre gange ugentlig. Oftest kun to, da der også skal presses Loop ind i en travl hverdag.

Hvilket mål har du for dit løb?
Jeg sætter ikke de store mål. Jeg løber for at få god motion og holde vægten. Marathon bliver aldrig et mål for mig. Jeg er en glad motionsløber. At vedligeholde konditionen til 10 km er pt. mit mål. Jeg overvejer halvmarathon til næste sommer.

Hvad er din bedste løbsoplevelse?
Første gang jeg løb søen rundt, kunne jeg vælte hele verden. Det var kæmpe stort for mig. Første gang jeg løb 10 km var også fantastisk, men der vidste jeg, at jeg kunne til forskel fra 6 km, det havde jeg virkelig aldrig troet jeg kunne klare. Her i foråret har jeg været i Berlin og løbet kvindeløb. Dejlig tur og en kæmpe oplevelse at deltage i så stort et løb. Det fik den bløde side frem i mig.

Hvad er din værste løbsoplevelse?
uhm, den kan jeg vist ikke svare på. Kun gode minder.

Hvad tiltaler dig ved avis marathon konceptet?
Den langsomme opstart med gode trænere. Det sociale fællesskab og plads til "høj som lav" Med to ord FÆLLESSKAB og FOLKELIGHED.

Godt råd til andre?
Selvfølgelig gode løbesko. Udstrækning efter træningen. Pas træningen og evt gerne en løbemakker til de dage hvor vi skal løbe selv. Vigtigt at starte langsomt op og ikke overvurdere dine egne evner. Lyt til din krop.

Er du løber om 5 år?
Med mindre helbreddet svigter, er jeg helt sikkert løber om 5 år. Jeg elsker den friske luft og at bruge naturen på alle 4 årstider.

 

Charlotte Bang Jensen

 

September måneds løber er Charlotte Bang Jensen fra Viborg

 

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg arbejder som økonomimedarbejder i Region Midtjylland, Psykiatri og Social. Privat bor jeg i Overlund sammen med min mand Jan som spiller fodbold i Ravnsbjerg, sammen har vi Christian på 19 år og Simon på 15 år. Husstanden består også af vores labrador Simba.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe i 2003, hvor jeg stoppede med at spille håndbold som jeg havde gjort siden jeg var 7 år, da jeg gerne ville have mere tid til mine drenge. Men er af den type, at jeg skal have motion så jeg meldte mig til Avis-maraton og mine ambitioner var max at kunne løbe en halvmaraton. Men jeg blev som så mange andre løber i Viborg grebet af løberiget og nu bruger jeg nok meget mere tid på løb end jeg gjorde med håndbolden, men hvad gør det, når man får en masse af fede oplevelser og kommer i naturen på alle tider af året. Når jeg har haft ekstra meget på arbejde bliver det som en slags frirum, får koblet fra og har fornyet energi til familien når jeg kommer hjem efter en dejlig løbetur i skoven.

Hvor ofte løber du?
Jeg har altid løbet fast 3 gange om ugen, i starten løb jeg selv de 2 af gangene og deltog i Avis-maraton træningen om torsdagen. Men i 2009 begyndte jeg også at løbe med Marathongruppen om søndagen på deres lange ture som optakt til deres socialmarathon ved Viborg City Marathon dette år.

Jeg har i år tilrettelagt min træning op til Copenhagen Marathon i maj måned noget anderledes, så jeg har løbet 4 gange om ugen efter det program som Søren Rasmussen har lavet for Avis-marathon, hvor jeg har fuldt program C i en 12 ugers perioden, hvor antal km langsom øges men også har korte uger, hvilket har virket super godt for mig. 

Hvilket mål har du for dit løb?
Mit mål for 2012 har været Copenhagen Marathon, men da det ikke helt forløb som jeg havde trænet efter, tror jeg der skal løbes et maraton i efteråret som nok bliver H.C. Andersen Marathon eller Skagen Marathon.
Skal også have en udflugt til Himmelbjergløbet i oktober måned hvor start og mål er på toppen af Himmelbjerget, det hårdt og anderledes løb men det kan varmt anbefales samt plejer at slutte sæsonen af med halvmaraton i Mejdal.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Jeg har haft rigtig mange løbeoplevelser både på træningsture og udflugter sammen med Marathongruppen, så jeg ved ikke lige hvilken jeg skal fremhæve frem for andre. Men det er jo altid noget særligt når man får gennemført et maraton, så mine pt. 4 marathon har da alle været fede oplevelser. Men også mit halvmaraton i Mejdal hvor jeg for første gang kom under de 2 timer.

Noget jeg også vil fremhæve er 24 timersløbet sammen med Marathongruppen det er bare den fedeste og sjoveste weekend sammen med en masse andre løbegale mennesker.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Jeg husker ikke på de dårlige løbeture men jeg har da prøvet at måtte opgive et halvmaraton på grund af varmen og har også haft løbeture i meget koldt vejr hvor man spørger sig selv om hvorfor man gør dette her. Men når man så er kommet hjem fra turen glemmer man jo hvor koldt det var.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Der er plads til alle uanset hvor stærkt man løber og hvilket mål man har med sit løb, om man er super løber eller bare gerne vil have lidt motion.

Har du et godt løberåd til andre?
Gode sko er helt klart en forudsætning for en god løbeoplevelse og så når man træner skal det ikke gå for stærkt, husk der skal også være energi tilbage til de løb man ønsker at deltage i.
Deltag i fællestræning med Avis-marathon, Marathongruppens søndagsture så får man også en fed oplevelse med i købet, det er altid sjovere at dele oplevelserne med andre løber.
Lytte til dem som har løbet i mange år og tag de gode råd som de kan give, for derefter at mærk på egen krop hvad der virker bedst.

Er du også løber om 5 år?
Ja det håber jeg er, tror ikke jeg vil kunne undvære det, men ved ikke om jeg fortsat har mod og lyst på maraton.

 

Helle Blak Petersen

 

August måneds løber er Helle Blak Petersen fra Viborg

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er ansat som kontoassistent/vikar hos Sec Scandinavia i Sparkær, hvor jeg arbejder med bogholderi og som salgsbackup. Jeg er gift med Ole Petersen, og sammen har vi 2 børn, Ida på 3 år og Magnus på 6 år. Når jeg ikke løber er der nok at give sig til med både børnene, familien og vores venner. Vi går bl.a. til familieatletik med børnene en gang om ugen, og jeg træner styrketræning i sportsclub også en gang om ugen.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg har i mange år gået i fitness studio og trænet 3-4 gange om ugen, men efter vi flyttede til Viborg i 2006 blev jeg inspireret til at begynde at løbe, af alle de løbere jeg så rundt omkring på stierne i Viborg. Ikke mindst er det lettere at planlægge en løbetur når der også er små børn at tage hensyn til. Det tog for alvor fart i januar 2010, da Hanne Gladney fik mig med på min første længere tur, og jeg fik troen på at jeg godt kunne løbe mere end 5 km. Løbet giver mig også god energi og overskud i hverdagen. Hvis jeg er lidt træt eller uoplagt hjælper det som regel at løbe en tur.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber 3-4 gange om ugen, som ca. bliver til 40-50 km om ugen. Jeg løber gerne alene, men nyder også turene i selskab af min mand Ole, og/eller en eller flere fra Marathongruppen, som jeg har været medlem af det sidste års tid.

Hvilket mål har du for dit løb?
Mit næste mål er en PR på halvmarathon, som kunne være Viborg City Halvmarthon til september. Og et Marathon mere til næste forår.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Uha dem er der mange af…mit første halvmarathon i 2010, hvor jeg deltog i Avis Halvmarathon og kom under 2 timer, Viborg City halvmarathon 2011 hvor jeg lavede PR. Den allerstørste oplevelse må være vores deltagelse og gennemførelse af København Marathon den 20. Maj i år, hvor jeg løb i tiden 3.55.32, og nød det hele vejen, uden på noget tidspunkt at være i krise. Og alle vores fantastiske træningsture hen imod Marathon i København. Her en stor tak til Hanne Gladney, som har trukket mig rundt diverse steder i Viborg og bare har gjort mig bedre.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Avis-Halvmarathon 2011….jeg havde trænet rigtig godt, men var desværre så letsindig at blive tappet for blod til blodbanken ganske kort tid forinden. Det kunne mærkes og allerede efter 5 km havde jeg brugt mit krudt, men fik gennemført i en tid lige under 2 timer. Men havde forventet meget mere, så der gik nogle dage inden skuffelsen var væk.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Tempogrupperne hvor der er plads til alle.

Har du et godt løberåd til andre?
Nu er jeg stadig ”ung” i forhold til at give andre gode råd, men det må være pas på jer selv og lyt til kroppen.

Er du også løber om 5 år?
Hvis jeg kan undgå skader, så er jeg helt sikker på jeg stadig løber om 5 år. Jeg nyder både det sociale, udfordringerne, af den positive energi jeg får af at løbe.

 

Rene Thomassen

 

Juli måneds løber er René Thomassen fra Sdr. Rind 

 

Hvad laver du når du ikke løber ?
Jeg bor i Sdr.Rind sammen med min kone og vores to børn. Vi bor i et hus fra 1908 med en stor have, så der er lidt at se til hele tiden.
Jeg er ansat på Herningsholm Erhvervsskole som faglærer inden for Produktion & Design (smede, industriteknik og tekniskdesigner). Her har jeg mest med smedegrundforløbet at gøre. Jeg underviser også i laserskæring og §26 (sikkerhedskursus ved svejsning). Det er 4,5 år siden jeg begyndte på Herningsholm Erhvervsskole, inden da var jeg værkfører indenfor metalbranchen.
Her på det sidste er jeg begyndt at kører lidt i skoven på mountainbike, det er et godt alternativ til løbetræningen. Ja og så er det også vildt sjovt…….man blive jo som en lille dreng igen….

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Min løbekarriere startede med et forsigtigt tilløb i 2007, det var sammen med min kone, som var begyndt på et løbeprogram fra nettet.
Jeg blev ikke rigtigt fanget af løb, og samtidig blev min far alvorligt syg, så jeg gik i stå.
I 2008 startede der en løbeklub i Sdr.Rind, hvor jeg kendte en del af dem, der var begyndt at løbe i klubben, og talte om at jeg også vil i gang igen. Det kom jeg så…….. Helt præcis den 5. maj 2009….. Så denne gang var det velovervejet.

Jeg startede med at løbe, fordi min far døde af en livsstilssygdom….. Jeg så mig i spejlet, kunne se at det var ved at gå samme vej med mig, så der skulle gøres noget.

Hvor ofte løber du?
Jeg løber minimum 3 gange om ugen. Tirsdag er jeg med til bakketræning fra Brænderigården, torsdag er jeg træner i 5:30 gruppen og søndag løber jeg som regel med ”Marathongruppen”. Ofte løber jeg også en lille tur om fredagen.

Hvilket mål har du for dit løb?
Det overordnede mål er, at det skal være sjovt og hyggeligt at løbe. Men jeg har da et par mål jeg gerne vil nå. Jeg vil gerne under 1:40:00 på en halvmarathon (mangler 13 sekunder), og jeg vil gerne under 3:30:00 på en hel marathon (mangler 10:59 min)

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Det er så absolut Copenhagen Marathon 2011, jeg barberede 27:08 min af min PR. Selvom der var lidt krise undervejs, var det en kanon oplevelse…… Opbakningen var fantastisk. Men jeg har hørt, at Berlin Marathon er endnu mere fantastisk…….. Så den står øverst på ønskelisten.
Derudover er det altid en god løbeoplevelse at komme til torsdagstræning i Avis-maraton….. Altid glade løbere.

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Det er så Copenhagen Marathon 2012. Hold da op den var hård. Jeg følte mig ellers vel forberedt, syntes formen var hvor den skulle være. Den sidst lange tur (30 km) var gået rigtig godt. Havde styr på det hele…. Men, vejret slog om fra kold dansk forår til en varm sommerdag over natten. Varmen og jeg blev ikke gode venner denne dag. Ved 23 km havde jeg en lang dialog med mig selv, om jeg skulle udgå.

Min familie var taget med til hovedstaden, for at se mig løbe, så efter en snak med dem besluttede jeg mig for at jeg ville gennemføre. Så var kampen i gang, de sidste godt 19 km. var meget hårde…… Men jeg kom igennem, og et eller andet sted er jeg også meget stolt over det.

Hvad tiltaler dig ved Avis-Maraton konceptet?
Jeg begyndte i Avis-Maraton i 2010. Som nybegynder nød jeg godt af den struktur der var på træningen, alt lige fra tempo, ruter og træningsprogram.
Ja, så er der også det sociale i det……. Jeg syntes altid der er en god stemning…… Det er skønt at komme til træning, og se så mange glade løbere.

Har du et godt løberåd til andre?
Hvis jeg skal sige det kort, så er der tre ting.
Få dig et par gode løbesko (få lavet en løbestiltest).
Følg et program. Og overhold det!! Der hvor det oftest går galt, er når man syntes nu ”går det godt”. Nu skal der bare gives gas, og nu skal der nogle kilometer i bentøjet.
Og sidst, men ikke mindst……. Lyt til din krop!!

Er du også løber om 5 år?
Ja, så absolut….. Hvis ellers helbredet er til det.

 

 

 

Februar måneds løber er Kirstine Bach Storgaard fra Viborg

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg arbejder hos LAKexperten A/S, hvor jeg bl.a. er administrativt omdrejningspunkt og tager mig af koordinering af vores arrangementer. Ved siden af er jeg bestyrelsesmedlem i VAM samt elitekoordinator. 
Herudover er jeg også flittig gæst i Dit Studie og så har jeg selvfølgelig også gode veninder at tilbringe tid sammen med.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe januar 2009 - nærmere betegnet ved den første fællestræning i Avis maraton regi. Forskellige ting gjorde at det var tid til en ny udfordring. Skulle det være, skulle det sådan rigtigt være, så derfor blev målet Viborg City Marathon i september måned samme år.

Hvor ofte løber du?
De fleste uger løber jeg 5 – 6 dage. Enkelte uger når jeg 7 dage. Turene er forskellige og kan være på alt fra 5 og op til omkring 20 km, ligesom intensiteten også er varierende.

Hvilket mål har du for dit løb?
Det primære mål med mit løb er lige pt. at blive bedre – uden at få skader.
Sådan helt overordnet handler det dog om, at have det godt - både mentalt og fysisk.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?
Følelsen af at lykkes!

Det kan være:

Når man har trænet flere måneder frem mod et mål og det hele lykkes. Når man krydser målstregen og har nået sit mål – det er helt fantastisk!

En træningstur – både alene og sammen med andre - kan være en helt fantastisk oplevelse.

Nogle løbsoplevelser står klarere end andre, men jeg kan ikke pege på en bestemt tur eller et bestemt løb og sige lige der!

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Lige pt er det helt sikkert Hasseris Løbet i oktober sidste år.

Jeg var i god form og løb efter ny PR. Min lillebror var med for at holde tempo. På trods af blæst og regn gik som smurt de første ca. 14 km, men så fik jeg problemer med maven. Alt, der var kommet ned, ville op. Kulden slog til, da jeg måtte standse op...  jeg kom i gang igen og de næste to km var MEGET hårde. Jeg frøs, havde kvalme og var svimmel, men altså hjem skulle jeg jo og det var trods alt hurtigere at løbe end at gå.

Med cirka 4 km igen måtte jeg atter standse og kaste op. Det lettede og de sidste kilometer i mål genvandt jeg en smule styrke og kunne øge tempo. Jeg var våd og meget kold da jeg kom i mål i tiden 1:42:16. Som det ikke var hårdt nok, så var der ikke varmt vand i bruserne – jeg frøs hele vejen hjem fra Aalborg.

Har du et godt løbe råd til andre?
Tålmodighed og føles det rigtigt for dig, kan det ikke være helt ved siden af!

Jeg har indtil nu selv planlagt min træning ved hjælp af programmer fundet på nettet og ved at lytte til gode andres erfaringer. De gange, det er gået mest svævt, har været når jeg har villet for meget på en gang og de gange det går bedst er, når jeg gør det der føles rigtigt for mig og dermed giver mig ro.

Er du også løber om 5 år?
Ja... måske mere – måske mindre, men løber det gør jeg!

Kirsten Svenningsen

 

Maj måneds løber er Kirsten Svenningsen fra Viborg

 

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er lærer på Vestre Skole i Viborg. Et dejligt job, som jeg er meget glad for.
Jeg bruger meget tid med familien. Har en hjemmeboende dreng på 15 og tvillinger på 19. Jeg bor sammen med Per, som også har børn, der af og til kommer på besøg, så vi varierer fra en stille familie på to til stordrift med 8-12 personer i weekender og ferier.
Vi går til dans og jeg læser meget samt laver forskellige ting med mine gode venner.

Hvornår begyndte du at løbe?
Jeg begyndte først at løbe en smule for fem år siden, da jeg mødte Per. Og da jeg flyttede her til Viborg for tre år siden, måtte jeg jo nødvendigvis gøre noget ved det, for hele Viborg løber jo!
Jeg startede i Avis-Maraton i januar 2010 og var ved at revne af stolthed, da jeg 6 måneder efter løb min første halvmaraton.

I 2011 blev distancerne og tempoet skruet op sammen med forventningerne til mig selv. Jeg meldte mig i Marathongruppen og tilmeldte mig min første maraton, som skulle være i Skagen i oktober. Desværre gik det hele lidt for godt og jeg overhørte alle advarsler om ikke at træne for hårdt, hvilket resulterede i et løberknæ, som satte mig ned på et minimum af træning. Ikke nok med det, så reddede jeg mig en diskusprolaps i nakken, så jeg har holdt pause fra oktober til marts.

Hvor ofte løber du?
Da det gik bedst løb jeg omkring 50 km i ugen. Efter et halvt år uden løb, løber jeg nu igen tre gange om ugen, i alt ca. 15-20 km. Men jeg har jo prøvet det før og følger simpelthen bare Avis-maraton programmet. Kan mærke hvordan det går bedre uge for uge!

Mål for i år og næste år?
Mit mål for i år er at komme op i distance igen og forhåbentligt komme med på de fantastiske fællestræninger med Avis-maraton og Marathongruppen igen til sommer. Næste år vil jeg prøve at træne op til det maraton, som jo nok er blevet lidt af en besættelse for mig.

Mine bedste løbeoplevelser?
Jeg har haft rigtig mange virkelig gode løbeoplevelser med Avis-maraton træning: i hedebølge, i snevejr, til kvindeløb og med rundstykke-hygge efter breakfastrun - alt sammen med nogle fantastisk positive og glade løbere.

Men min bedste løbeoplevelse er nu nok den første halvmaraton. Jeg synes det er fantastisk at man kan starte i så voksen en alder og så hurtigt komme til at løbe længere end man nogensinde havde forestillet sig. Hvor blev jeg glad og stolt, da mine børn og mine søstre stod og heppede på målstregen!

Gode råd til andre løbere?
Ja, bare jeg selv havde hørt bedre efter, men nu ved jeg at det er altså rigtigt: Selv om det går godt og både distancer og tider bliver bedre og bedre, så lad være med at forcere det. Skru op lige så stille og roligt - følge programmet!

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Da jeg havde ondt i nakken og prøvede at løbe men måtte give op efter et par kilometer.

Er du også løber om 5 år?
Ja, om alt går vel med fine lange distancer. Og hvis kroppen ikke vil, så som motionsløber med mindre men ugentlige ture!
Det er stærkt vanedannende at løbe og jeg har savnet både løbet og ikke mindst det gode selskab til træningerne :-)

 

Pia Vendelbo 

  

Marts måneds løber er Pia Vendelbo fra Viborg

 

Hvad laver du, når du ikke løber ?

Jeg er uddannet jurist og er i dag i undervisningsbranchen. Er ansat ved Erhvervsakademi Dania, hvor jeg underviser, laver studieordninger, er praktikvejleder samt meget meget andet. Derudover underviser jeg også lidt på en bachelor samt på HD.

Jeg bor i Viborg, på Volden, og kan fra min stue se alle de dejlige løbere tage den ene omgang efter den anden om Nørresø. Jeg bor, så længe det nu varer, med min søn på 19, der er revisortrainee – så ham ser jeg så godt som aldrig – de arbejder altid. Min datter på 21 flyttede til Aalborg for at læse en bachelor her sidste september. Til gengæld har jeg en lille hund, som skal luftes 3 gange om dagen. Så når jeg ikke løber, går jeg med hund.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe ?

Jeg startede på walk and run i 2004, Vi kan kalde det panikalder, midtvejskrise eller en eller anden form for lettere sindssyge. Men uanset navn, så skete der meget det år. Jeg blev separeret, fyldte 40 og skulle nu for alvor til at finde min egen identitet. Det gjorde jeg så bl.a. ved at prøve nogle af de ting af, som jeg ellers altid havde sagt jeg ikke kunne. Og en af de ting var at løbe. Jeg har været konkurrencesvømmer, spillet håndbold og fodbold – men det har altid været en kæmpe udfordring for mig at løbe. Så hvis jeg bare kunne komme til at løbe en sø (det var altid den vi blev sendt rundt om til håndbold), så ville jeg have nået mit mål.

På dette tidspunkt var der også megen opmærksomhed omkring Avis-maraton. Viborg Stifts Folkeblad lokkede med billeder af glade løbere, der havde fuldført deres første maraton og som fortalte begejstret om hvordan det var at udfordre sig selv, overskride egne grænser, fællesskabet osv. – noget jeg fandt meget fascinerende.

Jeg startede og fandt hurtigt sammen med en lille gruppe af mennesker, som viste sig at fungere rigtig godt sammen. Vi fik vores helt egen personlige superseje sex.30 træner, Jan Sørensen. Jan brugte rigtig mange timer på os novicer det første års tid. Han stillede dog èn betingelse for at træne os udover fællestræningen om torsdagen, nemlig at vi ville løbe en maraton og at vi skulle være et vist antal på tirsdagens bakketur. Det sidste glemte han vist hurtigt igen – tror han hyggede sig med os. Han var fantastisk tålmodig, selvom vi til tider har været nogle rigtige ”brokkere”. Vi fik ret hurtigt stemplet ”Brokholdet” og det hænger stadig ved. Jan var meget overbevisende, når han forklarede os HVORFOR! - når vi løb rundt på en pløjemark på Klosterheden, op og ned af de mest umulige bakker i Dollerup, fór vild på ruten (hvilket vi altid gjorde når Gert Gundorff havde førertrøjen på), rundt om søen i en uendelighed, i varme og kulde, ”tissevåde” og med mudder steder hvor man ikke ville tro det kunne finde ind. Jan var også altid meget åben omkring vores fejl og mangler, bl.a. blev vi det første år formanet så meget, at vi nærmest endte med at blive sundhedsapostle og afholdsmænd, for vi skulle jo gerne udvise seriøsitet. Vi sagde det i alle tilfælde ikke højt, hvis vi havde skejet ud. Vi glædede os især alle meget til vores lange og hyggelige søndagsture med saftige jokes og frokostkurven i bagagerummet.

De fleste på ”Brokholdet” løber stadig (nogle ekstrem løb, nogle meget hurtigt, andre langt og så er der os andre) og mødes stadig hver uge i løbetøjet og mindst 2 gange om året til julefrokost og sommerfest samt de fantastiske løbefester, som vi selvfølgelig ikke går glip af, nogen af os. Havde jeg ikke haft Jan til træner det første år samt sammenholdet med ”Brokkerne” er jeg ikke helt sikker på, at jeg havde løbet nu. De er alle nogle fantastiske mennesker og vi er jo næsten blevet familie.

Hvor mange kilometer løber du om ugen ?

Det er meget forskelligt. De sidste par år har motivationen ikke været den største, så der har den stået på ca. 3 gange 7 km om ugen. Nu hvor motivationen er ved at være der igen, er jeg vel oppe på ca. 35 km om ugen, med det skulle gerne blive mere. Til gengæld øver jeg mig nu i at løbe hurtigere - det siger så heller ikke så meget – men det gør så også, at jeg ikke kan løbe helt så langt endnu.

 

Mål for i år og næste år ?

Mit første mål i år er en halvmaraton, og så må jeg se hvad der sker derefter. Kunne godt tænke mig at deltage i nogle af de sjove og anderledes løb, der arrangeres i og omkring Viborg i den kommende sæson – løb med andre udfordringer end hastigheden.

 

Din bedste løbeoplevelse ?

Der har bare været så mange. Det er ikke nødvendigvis ved de kontrollerede løb, jeg synes jeg får de bedste oplevelser. Måske fordi jeg lider af præstationsangst, når det kommer dertil. Men har haft så mange gode oplevelser på både planlagte og spontane og korte og lange træningsture sammen med de dejligste løbetosser. Vi har svedt og pruttet, grint og grædt, bandet og joket på vore mange ture, som ofte sluttede af med cacao og kage.

 

Din værste løbeoplevelse ?

Mit første maraton samt en sommertur en meget varm torsdag aften med avis-maraton, hvor jeg fik dårlig mave og måtte gå hjem på halvvejen og var så syg i hele det næste døgn.

 

Erfaringer med et helt maraton ?

Kun ét. Gjorde alt for meget væsen ud af at være helt klar til dagen, både hvad angår kost og væske og gik helt ned et sted mellem de 21 km og 30 km. Fik krampe og blev viklet ind i en plasticpose, der kom svævende i vinden, så jeg fik ødelagt det ene knæ og blev brystpiercet af sikkerhedsnålen på mit løbenummer. Fik dog slæbt mig i mål udenom de sidste mellemkontroller – for medaljen ville jeg altså have med hjem. Tror nok aldrig jeg kommer til at forsøge mig med en helmaraton igen.

 

Gode råd til nybegynderen ?

Find nogle at løbe med. Avis-maraton konceptet er genialt. Sæt dig mål du kan nå. Løb ikke hurtigere, end du kan snakke samtidig. Det sociale aspekt er vigtigt.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb ?

Nej - jeg spiser som jeg plejer. Har prøvet alle de gode råd og ikke med noget godt resultat. Spiser sundt og varieret til daglig, så det må kunne gøre det. Har forsøgt at drikke mere op til et løb, med det resultat jeg vaskede alle de nødvendige salte og mineraler ud inden løbet og gik total død inden mål. Og så skal jeg altså også helst nå at komme på toilettet, inden jeg løber nogen som helst steder.

 

Er du løber om 5 år ?

Ja, hvis jeg ikke løber ind i skader (har jeg 7-9-13 heldigvis ikke rigtig haft nogle af endnu). Det er for mig en investering i livet. 

 

Lone Eibye Mikkelsen

 

Månedens løber i februar er Lone Eibye Mikkelsen, Viborg
 

Hvad laver du, når du ikke løber? 

Jeg er rektor på Viborg Gymnasium og Hf. En stor skole med over 900 elever og mere end 100 ansatte. Jeg har et fantastisk spændende job, som jeg er rigtig glad for. Det er et stort privilegium at arbejde med uddannelse af unge mennesker. Jobbet er dog også tidskrævende og betyder, at jeg har svært ved at nå at dyrke motion på regelmæssige tidspunkter hver uge. Derfor er løbetræning helt perfekt. Jeg bor i Overlund sammen med min familie. Vi har kun et hjemmeboende barn nu, de to ældste læser i henholdsvis København og Århus. Min mand er også løber.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe? 

Jeg begyndte at løbe for efterhånden mange år siden, men kom først rigtig godt i gang, da jeg sammen med en veninde startede med at løbetræne med Avismaraton. Løb er en sportsgren, der passer rigtig godt sammen med lange arbejdsdage, fordi man kan snøre skoene og tage af sted, lige når man har tid og det ellers passer ind i familiens øvrige program. Jeg er motionsløber og går primært efter at holde mig i form.

 

Hvor ofte løber du? 

Jeg løber to til tre gange om ugen. Nogle gange bliver det kun til en sø rundt, andre gange løber jeg længere ture. Det er som regel tiden, der sætter en begrænsning. Jeg løber normalt sammen med en veninde. Det betyder, at man kommer af sted og holder gejsten oppe. Ellers forsøger jeg at cykle så ofte som muligt på arbejde og dyrker også gymnastik.

 

Mål for i år og næste år? 

Jeg vil gerne blive ved med at holde mig i god form, og jeg har et mål om at få skaffet bedre tid til at løbe længere – og måske hurtigere! Et mål er også via løbetræningen stadig at kunne følge tempoet med børn og svigerbørn på de årlige skiture enten ned af pisterne eller på langrendsløjperne.

 

Din bedste løbeoplevelse? 

Sammen med lærere og elever fra Viborg Gymnasium og Hf har jeg de seneste år deltaget i Søndersøløbet og i 24-timers løbet. Især 24-timers løbet er en rigtig god oplevelse, hvor der både konkurreres og er tid til at hygge sig og snakke sammen. Og så er vi stolte af vores flotte placering sidste år! Den skal helt sikkert forsvares i 2012.

 

Din værste løbeoplevelse? 

Jeg kan ikke mindes en specielt dårlig oplevelse. Når man har løbet i flere år, lærer man, at det altid er dejligt at komme af sted – uanset vejret. Det klarer hjernen og giver god energi til resten af dagen.

 

Gode råd til nybegynderen? 

At starte stille og roligt og følge et program. De små sejre, hvor man opdager, at man pludselig kan mere end man troede, er rigtig vigtige.

 

Er du løber om 5 år? 

Helt bestemt. Jeg håber sandelig, at jeg kan blive ved med at løbe resten af livet, både alene men helst også sammen med andre.

 

Trine Stigaard

 

Januar måneds løber er Trine Stigaard fra Viborg

 

Hvad laver du, når du ikke løber ?
Jeg er uddannet socialrådgiver og har siden 2009 været ansat i Sygedagpengeafdelingen i Skive Kommune. Sidste år uddannede jeg mig til stresskonsulent og bruger dagligt den viden i mit arbejde i Skive Kommune, da vi har mange sygemeldte med stress og depression. Jeg synes, det er et meget spændende og udfordrende job.
Privat er jeg gift og har 3 børn. En pige på 11 år og tvillingepiger på snart 7 år. Vi bor i et nyt hus i Overlund, som vi byggede, da vi flyttede til byen i 2004.
Jeg boksetræner i Dit Studie et par gange om ugen. Er der mere tid tilbage bliver den brugt på venner og ture i familiens sommerhus i Blåvand.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe ?
For år tilbage løb jeg lidt. Det var sidst i 1990´erne, hvor jeg boede i Århus. Jeg løb 12 km til Marselisløbet nogle år i træk, som ligger i forbindelse med Århus Festuge. I månederne op til løbet var der fælles træning 2 gange ugentligt fra Tangkrogen. Det var nogle gode ture i skøn natur.
Men så blev tiden knap – jeg blev færdiguddannet og fik børn og gik helt i stå med at løbe. (Undskyldninger er der nok af).

I 2007 blev jeg ”tvunget” i gang igen. Jeg fik en discusprolaps i lænderyggen efter min tvillingegraviditet og startede i Dit Studie i Viborg med styrketræning for at passe på min ryg. Jeg blev bidt af træningen og startede sammen med en veninde med at løbetræne ved siden af. Vi løb rundt om Søndersø 2 gange ugentligt. I starten var det ren hygge, hvor vi snakkede det meste af tiden og ikke gik så højt op i tempoet. Men jeg blev glad for at løbe igen og i 2009 løb jeg mit første halvmaraton i Viborg.
Efterhånden blev min mand smittet af ”mit løberi” og han begyndte også at løbe. I starten var han træt af, at jeg var i bedre form og løb hurtigere end ham. (Det gør jeg ikke længere).

I januar 2011 blev vi lokket med på bakketurene om tirsdagen med Maratongruppen. Det blev jeg hurtigt glad for. Jeg synes ideen med opsamling, så alle kan være med, er super god. Derudover er det rart at løbe sammen med andre, da løbeturene bare føles lettere, når der er andre at snakke med. Endelig er jeg ganske enkelt kommet i bedre form og er blevet hurtigere. Jeg er også begyndt at løbe med Maratongruppen på deres søndagsture, når ellers det passer ind i weekendens øvrige program, og har på det seneste været med på løbeturene om torsdagen fra Atletik Stadion, hvor jeg løber med 5.30 gruppen.

Hvor mange kilometer løber du om ugen ?
Jeg løber 2-3 gange ugentligt og træner derudover Boxercise i Dit Studie 1-2 gange ugentligt. Jeg synes det er en god kombination, fordi der både er tale om konditionstræning og styrketræning.
Jeg løber ca. 20-30 km ugentligt. Jeg har ikke tid til mere, når jeg skal styrketræne ved siden af. Jeg vil imidlertid gerne løbe mit første maraton i år og har derfor planer om at intensivere min løbetræning i løbet af foråret. Så må styrketræningen sættes på standby så længe.

Mål for i år og næste år ?
Målet for 2012 er helt klart København Marathon i maj måned. Min mand løb turen i 2011 på godt 4 timer. Vi har snakket om at løbe den sammen i år.
Jeg har løbet halvmaraton flere gange (4 gange) men aldrig løbet en hel maraton, så nu skal det være. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle komme til at løbe en maraton, men jeg har i løbet af det sidste år fået mod på at prøve det.
Jeg ved ikke, om det kun bliver til denne ene gang. Umiddelbart tror jeg det, da jeg faktisk synes, at 42 km er meget langt og kræver meget træning, men nu må vi se.

Din bedste løbeoplevelse ?
Der er heldigvis mange gode oplevelser. Den ene jeg vil fremhæve er Avis-Halvmaraton i 2011, hvor jeg satte PR i tiden 1.49.53. Jeg følte mig godt løbende og var overhovedet ikke træt – heller ikke bagefter.
En anden god oplevelse var 24-timers løbet i 2011, hvor jeg løb min første tur søen rundt i tiden 26.32. Dels ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer hurtigere rundt om den sø ! Dels løb min mand 2 sek. langsommere, og da vi ikke kan lade være med at konkurrere lidt indbyrdes, nyder jeg at have ”håneretten” frem til august.

Din værste løbeoplevelse ?
Min værste løbeoplevelse indtil nu må være da jeg løb halvmaraton til Skive Løbet i 2011. Jeg lagde alt for hurtigt ud og ”gik død ” efter 10 km, så den sidste del af turen var rigtig hård. Jeg fik aldrig en rytme i mit løb og følte mig tung hele vejen igennem. For første gang var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne gennemføre.
Jeg var skuffet bagefter, da jeg inden løbet havde sat næsen op efter at sætte PR, da jeg 3 måneder inden havde løbet rigtig godt til Avis-Halvmaraton i Viborg. Men så lærte jeg, at man ikke sætter PR, hver gang man løber J

Gode råd til nybegynderen ?
Jeg føler mig selv som nybegynder, når jeg løber med Maratongruppen, hvor der er mange der har løbet adskillige maratons.
Så nej ingen gode råd endnu - men de modtages gerne.

Er du løber om 5 år ?
Jeg håber, jeg kan holde til at løbe resten af livet. Det er en fantastisk motionsform og en god måde at få pulsen op på.
Jeg har en travl hverdag, og bruger mig selv meget i mit arbejde. Jeg nyder derfor løbeturene, der ”renser hovedet” og giver ny energi. I dag kan jeg slet ikke undvære løbeturene. Selv når vi er på ferie er løbeskoene pakket ned i kufferten. Jeg er glad for at min mand også er begyndt at løbe. Dels giver det nogle gode fælles oplevelser, dels behøver jeg ikke skulle forklare ham, hvorfor jeg f.eks. på 14 dages ferie í Sydfrankrig skal have løbeskoene med – han ved, hvad det handler om. 

 

 

Birger Saugmann

 

Månedens løber i december er Birger Saugmann, Viborg.

 

Hvad laver du når du ikke løber?
Jeg er skoleleder på Sødalskolen i Rødding og Løvel, et godt og spændende job. Løb er en god måde at hente energi til jobbet på og en god modvægt til et ofte stillesiddende job, hvor man bruger hovedet meget.

Desuden spiller jeg guitar i bandet Hot Buns. Vi er ude at spille 5-6 gange om året, så det er på absolut hobbybasis. Vi spiller glad dansemusik (Beatles, Kim Larsen, 60´er rock m.m.)

Børn, kæreste og venner får også deres del, og så sætter jeg stor pris på at der ikke altid er noget på programmet, når jeg har fri. Cafébesøg og biografture har dog en vis prioritet.


 

Hvornår begyndte du at løbe?
Faktisk løb jeg meget allerede i 80´erne, hvor jeg arbejdede som lærer på Hald Ege Skole. Hurtigste tid rundt om Søndersø er fra 1983 og var på 21.46 – en PR, som jeg ikke forventer at slå lige med det samme...

Først i 2004 begyndte jeg at træne regelmæssigt, tre gange om ugen med avis-maraton og i det år blev det til hele 3 gange halvmaraton: Viborg, Bjerringbro og Mejdal.

 

Hvor mange kilometer om ugen?
Ups – ikke så mange lige nu, da jobbet i perioder kræver lidt ekstra. Jeg forsøger dog at komme rundt om Søndersø tre gange om ugen og helst lidt mere. Jeg løber hele året rundt, selv nytårsaftensdag, hvor det efterhånden er en tradition at deltage i nytårsløbet ved Hald Sø.


Hvad er dit mål?
Lige nu er målet for 2012 at løbe 2 eller 3 halvmaratonløb samt nogle ture ved 24 timers løbet. Vejen til målet går gennem tre ugentlige løbeture ud fra det halvmaratonprogram, jeg i sin tid fik via avis-maraton.

 

Mine bedste løbeoplevelser?
Største oplevelse var mit første maratonløb, i Hamburg 2005. Havde nogen spurgt mig i 2003 om jeg nogensinde skulle løbe maraton, ville svaret være et klart nej. Gennem avis-maraton og de tre halvmaratonløb i 2004 fik jeg imidlertid lyst og motivation til at prøve et helt maraton. Tiden var over 6 timer, men det var en kæmpe personlig sejr at løbe de 42 km og endda være på arbejde kl. 8.00 dagen efter. Busturen hjem sammen med en masse Viborg-løbere var også fantastisk.

Desuden har jeg tre gange løbet Himmelbjergløbet sidste søndag i oktober – et flot, flot løb, hvor man starter oppe på toppen. Derefter løber man ned og endelig løber / går / kravler man op igen...

Også 24 timers løbet i Viborg er et must, og jeg har været med flere gange.

Noget af det gode ved løb er de mange "løbevenner", man får. Pludselig kender man en hel masse søde, sjove og festlige mennesker, som man ikke ellers ville have mødt.

De årlige fester i løbeklubben er også værd at nævne som gode oplevelser, afledt af løb. Ung, gammel, nybegynder eller erfaren løber – det betyder ikke noget. Der er plads til alle, og humøret er højt, nogle gange endda meget højt.

 

Erfaringer med marathon?
Jeg har løbet i alt 5 maratonløb incl. mit første i Hamburg i 2005. Desuden er det blevet til 16 halvmaratonløb. Mit tidsmæssigt bedste maraton var i Odense i oktober 2005 (5 timer og 45 minutter) Min styrke er ikke hurtighed men vedholdenhed, og jeg nyder meget stemningen under løbet. I Hamburg er der næsten 20.000 løbere og masser af publikum langs ruten. Indrømmet – der er ikke mange løbere bag mig, når jeg kommer i mål. Men mit mål er at gennemføre og ikke være fuldstændig smadret bagefter – og det lykkes.

 

Gode råd til andre løbere?
Løb ikke to dage i træk, men helst tre gange om ugen.

Jeg har helt undgået skader og er ikke i tvivl om, at det er godt for kroppen at man højst løber hver anden dag. I hvert fald på det niveau, hvor jeg ønsker at løbe – altså primært for motion og afkobling. Og så gør det ikke noget at man går lidt ind imellem. Walk and run er et godt koncept.

 

Hvad er din værste løbeoplevelse?
Hmm, faktisk kan jeg ikke huske nogen dårlige oplevelser med løb. Selvfølgelig er der kriser under de lange løb, men jeg har aldrig mødt den såkaldte "mur". En enkelt gang er jeg udgået af et halvmaratonløb. Det var den sommer, hvor det var ufattelig varmt i Viborg Avis-halv-maraton, og hvor jeg efter 7 km kunne mærke, at det simpelt hen var for vildt at fortsætte. Flere kollapsede det år, og jeg er glad for at jeg valgte at stoppe for ikke at løbe nogen risiko.

I det hele taget kender jeg mine egne grænser ret godt, og det er nok grunden til, at jeg kan undgå de værste oplevelser.

 

Foretrukne løbesko?
Asics. Kun én gang har jeg valgt noget andet, og det fortrød jeg kort efter. Asics passer godt til mig, og derfor bliver det også dem fremover.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Før halv- og helmaraton spiser jeg masser af pasta i den sidste uge op til løbet.

Desuden lader jeg op med god musik lige før løbet.

Og som nogle af mine løbevenner ved, kan jeg også godt lide en kop stærk kaffe lige før løbet. Kaffe er endnu ikke på dopinglisten.

 

Er du også løber om 5 år?
Ja, helt sikkert. Løb er en fantastisk motion, som kan dyrkes alle vegne. Jeg løber som regel alene, men deltager også i Søndersøløb, 24-timers løb og som regel også Vestjysk Halvmaraton i Mejdal. I år var jeg desværre ikke klar til dette, men det er jeg i 2012.

Hanne Gladney

 

Hvad laver du når du ikke løber?

Jeg arbejder ved den militære anklagemyndighed og mit arbejdssted er på Flyvestation Karup. Indimellem er jeg også udlånt til kontoret i København. Jeg er gift med Tony, og vi har 3 drenge, Michael er malermester, Kris har cafe ”For Enden Af Gaden” og Kasper studerer jura i Århus. Jeg er bedstemor til Michael og Mettes 3 børn. Hus og have bliver passet, når der engang imellem er tid til det. Jeg styrketræner i SportsClub 2 gange om ugen, og vil også gerne træne veteran-atletik og spydkast en gang om ugen. Når jeg så har lidt tid tilovers, elsker jeg at sylte og bage.

 

Hvornår begyndte du at løbe?

Jeg begyndte at løbe i 1995, og glemmer aldrig min første løbetur, som Michael havde planlagt. En lille tur på ca. 3 km opad Ellekonedalen og rundt i kvarteret og ned, for så til sidst at løbe op ad Kløvermarksvej og Gyvelvej - en stigning på 11 %. Ingenting at regne for en superløber som ham, men for mig var det en katastrofe. Jeg startede med at skulle holde pause i samme øjeblik, jeg så den første lygtepæl, men den går altså ikke, når man løber sammen med Michael. Tror næsten det eneste jeg hørte var: Kom så, kom så!!

Efter endnu et puf fra Michael, kom jeg så også med på det første hold Avismaraton i 2000.
Vi var 97 tilmeldte det år og heraf var der 68, der deltog i H.C. Andersen Marathon i Odense, og det blev så min debut. Avismaraton-konceptet bed sig så godt fast i mig, at jeg fortsatte træningen i mange år og var med på de lange søndagsture under ledelse af Jørn Jensen. Jeg var også "træner" i 5.30-gruppen sammen med bl.a. Jørn Jensen og Rolf Bücking i flere år.

 

Hvor mange kilometer om ugen?

Jeg løber 60-70 km, jeg løber 4-5 gange om ugen, onsdag er det marathongruppens træning fra gymnastikhøjskolen, torsdag avismaraton, lørdag Dollerup med de trofaste og søndag marathongruppens træning fra B67. Derudover kan jeg bruge 2 timer i arbejdstiden på motion, som ofte bruges på flyvestationens motionsruter.

 

Hvad er dit mål?

Jeg skal løbe København Marathon i 2012 og håber på EtapeBornholm også, derudover vil jeg gerne løbe Marathon Nice-Cannes i november.

 

Mine bedste løbeoplevelser?

Må nok være Hamburg i 2005, hvor jeg satte min PR på 3.23.29

Hamburg skal fremhæves, også fordi jeg mødte Lars G. Hansen lige efter 10 km porten og vi fulgtes ad til 40 km, hvor jeg måtte vinke farvel til Lars. Lars' tid blev omkring 3.20.

RunwayRun på lufthavnens startbane. Selvom det kun er 3 kilometer, er det helt klart en af de helt unikke oplevelser, når 800 mennesker står klar til start og venter på, at Cimber letter mod København, startskuddet lyder og der løbes ad startbanen fra start til slut, og alt skal være afsluttet og banen fejet og gjort ren, inden næste fly lander. Fantastisk oplevelse!

Athen, Paris, London og Barcelona hører blandt de gode oplevelser. Her har jeg altid løbet sammen med gode løbekammerater fra Viborg AM. Bent Ambrossius har jeg løbet sammen med flere gange, sidst i Athen og Barcelona, Per Bandsholm i Paris og Karin Gamskjær i to gange i London og tre gange i Paris.

 

Erfaringer med marathon?

Jeg har løbet 26 marathon og 19 halvmarathon. Jeg har været blandt de første 100 kvinder i mål i Hamburg. Til DM i marathon 2010 blev jeg nr. 3 i min aldersklasse og i 2007 nr. 4 i EtapeBornholm (aldersklasse). Jeg har været skadet en eneste gang, og det var 3 uger før Berlin Marathon i 2006. Men med fantastisk god og hurtig hjælp fra Per Øllgaard, blev jeg skaden kvit på rekord tid og kunne gennemføre Berlin i 3.37 med lidt hjælp af såler og tape.

 

Gode råd til andre løbere?

Gode sko er det helt ultimative krav til løb. Øg ikke kilometer og hastighed for hurtigt. Tjek af med lægen inden det første maraton. Hold passende pauser på træningsturene og glem alt om hastighed. Løb sammen med andre, f.eks. dem fra Marathongruppen (de er nemlig go’e) og er der noget du i tvivl om, så spørg en af de gamle.

 

Hvad er din værste løbeoplevelse?

På en træningstur på flyvestationen, hvor jeg løb alene på en motionsrute, blev jeg forfulgt af en helikopter. Jeg kunne mærke det lige med det samme, for hver gang jeg stoppede op, gjorde den det også, hvis jeg løb ind i mellem træerne, fløj den bare henover. Jeg prøvede at sætte farten op, men det var rigtig dumt, for den fulgte bare efter i passende afstand og højde. Det var virkelig som katten efter musen. Jeg tænkte på, om jeg måske var havnet midt i en øvelse, og indså at det så nok var bedst, at jeg vendte snuden hjemad. Jeg blev fulgt helt til dørs af den skide helikopter. En rigtig hæslig oplevelse.

Det viste sig senere på dagen, at Nikolaj Kopernikus (ja, ham fra Vild med dans) var med i en Tv-optagelse, hvor han skulle prøve at flyve helikopter og lære at bruge et varmesøgende kamera. Og det var jo så altså mig, han lige øvede sig på der. Der findes klip af dette på TV2.dk.

 

Er du også løber om 5 år?

Jeg håber jeg kan blive ved med at løbe, fordi løb giver så meget igen - gode oplevelser i naturen, dejlige træningsture sammen med Marathongruppen og så en masse god energi. Jo flere kilometer jeg løber, jo mere energi og overskud får jeg til alle de andre ting, jeg også gerne vil. Så JA, jeg er løber om 5 år, men ikke nødvendigvis på marathondistancen.

Allan Nielsen

 

 

Hvad laver du, når du ikke løber?
Jeg arbejder i Jyske Bank som Kreditkonsulent. Et job som er særdeles spændende og bringer mig på besøg rundt omkring i landet - dog primært de nordjyske afdelinger. Udover at løbe spiller jeg også golf i Viborg Golfklub. Egentlig vil jeg gerne bruge lidt mere tid på dette, men så er det på bekostning af løbet.
Familielivet deles med Rikke. Har 2 voksne børn og et barnebarn på næsten 3 år.

Hvornår begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe i 2001.Men det var lidt af en tilfældighed at jeg begyndte. I 2000 blev jeg opereret i mit ene knæ og havde fået at vide, at jeg fremover ikke måtte dyrke sport hvori der indgik boldspil. Hvad skulle jeg så give mig til?
I december /januar måned så jeg en annonce i Viborg Stifts Folkeblad om, at Avis-maraton skulle i gang med sin 2. sæson. Så tænkte jeg: det må jeg prøve. Jeg kunne jo altid stoppe igen, hvis det blev for kedeligt.

Jeg fik mig tilmeldt og dukkede op til opstartsmødet i januar måned. Det lød ikke så slemt det der blev sagt på mødet, så jeg dukkede op ved Brænderigården en mørk januar aften. Efter en kort orientering begyndte vi at løbe Søndersø rundt. Det gik rigtig godt - de første 500 meter. Derefter lød det som om damplokomotivet var kommet til Viborg igen.
Gennem gode løberåd bl.a. fra Rolf Bûcking, lykkedes det at komme i så god form, at jeg samme år kunne gennemføre mit første maraton i Odense. Året efter blev jeg træner bl.a. sammen med Rolf og fortsatte i de næste 7 år.

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Normalt løber jeg omkring 25-30 km om ugen. Ved deltagelse i længere løb løbes op til 45- 50 km - fordelt over 3 dage.

Mål for i år og næste år?
På grund af en skade er mine mål for resten af året ikke særligt høje. Kan jeg komme op på igen at løbe ca. 30 km om ugen vil det være rigtig dejligt.
For næste år vil målet være: Berlin Halvmaraton i april måned. Måske også et andet halvmaraton løb - og gerne i udlandet.

Din bedste løbe oplevelse?
Vi er en gruppe der mødes 3 gange om ugen og har gjort det gennem nogle år efterhånden. Dette fællesskab nyder jeg ganske meget.
Men skal jeg fremhæve et enkelt løb - må det blive den første gang jeg deltog i Hamburg Maraton. Det var en fantastik oplevelse med så mange løbere - så mange tilskuere - ja den er ubeskrivelig. Det skal opleves. Man bliver båret rundt af publikum alle de godt 42 km.

Din værste oplevelse?
Min værste oplevelse havde jeg ved mit sidste løb i Hamburg, hvor jeg fik en skade i den ene hofte ude ved 27-28 km. Det var surt - specielt forbi jeg på det tidspunkt lå til at få en ganske pæn tid. Jeg kunne ikke løbe længere, så jeg valgte i stedet for at gå de resterende kilometer i år.

Gode råd til nybegynderen?
Jeg fulgte konceptet med Avis Maraton og fik dermed en rigtig god struktur på det at løbe. Så det vil være et godt råd at følge dette koncept. Det giver tryghed og gør at man stille og roligt får bygget løbeformen op. Det er godt at løbe med nogen i samme tempo som en selv. Det er specielt i begyndelsen godt at have overskud frem for altid at være den sidste der kommer ind til de indlagte pauser.

De 3 vigtigste gode råd til nye løbere er: 1. de rigtig løbe sko - 2. de rigtige løbesko og 3. de rigtige løbesko. Få lavet en løbetest for at finde ud hvilken løbesko som passer bedst til dig som løber.

En anden ting som jeg har erfaret ved mit løb, er vigtigheden af altid at have væske med på løbeturen. For mig giver det en dejlig tryghed. Husk på, at når du på løbeturen bliver tørstig - ja så er det ved at være for sent.

Har du erfaringen med en maraton?
Jeg har gennemført 10 maraton - halvdelen i Danmark og halvdelen i udlandet. Men jeg må også konstatere, at jeg har løbet mit sidste maraton løb. Det er tidskrævende at træne op til et maraton løb og kombineret med mine slidte knæ bliver det ikke til flere rigtig lange løb. Så fremover bliver det formentlig kun til 1 - 2 halvmaraton om året.

Er du løber om 5 år?
Ja - det håber jeg, at jeg er, hvis jeg ellers kan holde mig fri for skader. Men der skal også være plads til at spille lidt golf.

 

Kim Sørensen

 
Hvorfor begyndte du at løbe – og hvornår?
Jeg begyndte efter en periode med for meget stress, så der skulle ske noget. Jeg blev "lokket" med til træning i avismaraton i januar 2008 og har været der lige siden. Jeg fulgte programmet og løb rundt om søen (hele vejen) kort før 10 km testløbet. Om sommeren løb jeg så halvmaraton for første gang, og da der var City-maraton lidt senere på sæsonen, løb jeg mit første maratonløb. Det var 8 måneder efter jeg begyndte at løbe, så det gik lidt stærkt i starten. I 2009 begyndte jeg at hjælpe lidt til, hvis der manglede trænere om torsdagen, og sidste år blev jeg træner for 5.00 gruppen. I år er jeg træner for 6.00-gruppen.

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Jeg løber 30-40 km om ugen. Jeg løber med en fast gruppe tirsdag og søndag og deltager i fællestræning om torsdagen. Jeg har for nylig meldt mig ind i Loop for at supplere løbetræningen, fordi jeg tror, at det er en rigtig god kombination.

Mål for i år og næste år?
Jeg skal løbe halvmaraton til Citymaraton og slutter sæsonen med halvmaraton i Mejdal. Næste år vil jeg gerne løbe et helmaraton og supplere med 4-5 halve. Og så ligger der en drøm om at få en tid på 1.30 på halvmaraton....om det er muligt, vil vise sig – men det er et mål!

Din bedste løbeoplevelse?
Det var stort at løbe maraton allerførste gang, som jeg gjorde i Viborg....men det er også stort at løbe Hamburg Maraton, som jeg gjorde i 2009 og 2010. Stemningen i Hamburg er fantastisk, og når publikum råber "Kim – laufen laufen", så kan man jo ikke andet end at løbe alt, hvad man kan.

For mig har det været en rigtig god oplevelse at være en del af Avis-maraton, hvor man møder en masse spændende positive mennesker, som har lyst til at dyrke fællesskabet –  til torsdagstræning, på rejser til Hamburg eller Berlin eller til 24-timers-løbet. Og selvfølgelig til løberfesterne, hvor der altid er gang i den!

Din dårligste løbeoplevelse?
Jeg har ingen dårlige løbeoplevelser. Det kan selvfølgelig være besværligt at løbe om vinteren, når det er koldt og glat – men dårlige oplevelser har jeg altså ikke.

Erfaringer med helmaraton?
Jeg har løbet 3 helmaraton – den bedste tid var i Hamburg i 2009, hvor jeg løb på 3.51. Jeg blev godt nok træt undervejs, for den første halvdel løb jeg på 1.45, og det tempo kunne ikke holde hele vejen. Inden mit første maraton var den længste træningstur på 24 km, så det var selvfølgelig spændende, hvordan det ville være at løbe 42 km - men det gik jo fint.

Gode råd til nybegynderen?
Det er en god idé at følge træningsprogrammet og bygge formen op. Og det er en rigtig god idé at løbe sammen med andre. Det er både nemmere og hyggeligere at løbe i fællesskab, så det synes jeg, at man skal gøre. Selvfølgelig skal man sørge for, at skoene passer og man skal drikke en masse vand – og lytte til sin krop. Så kommer resten af sig selv!

Hvad laver du, når du ikke løber?
Jeg kommer langt omkring, for jeg er chauffør ved Stark, Viborg. Jeg bor på landet og der er altid noget, der skal ordnes...og så passer jeg selvfølgelig min løbetræning!

Er du løber om 5 år?
Ja. Jeg kan ikke forestille mig andet.

 

Kristine Horn

 August måneds løber er Kristine Holm

Hvad laver du, når du ikke løber?
Jeg er lige nu på barsel med min tredje søn som kom til verden 23. juni i år – en rigtig lille efternøler. Er gift med Thomas og vi har sammen også Williams to storebrødre, Victor på 12 år og Alexander på 10 år. Vi lever et aktivt liv og elsker ferier med fysiske aktiviteter på programmet. Vi har bl.a. være på Oure idrætshøjskole, løbet Etape Bornholm og været på Fuerteventuras sportsresort, og dertil tager vi igen her til efteråret. Motionsmæssigt træner jeg også i træningscenter hvor jeg styrketræner og dyrker boxercise. Før barsel arbejdede jeg som konsultationssygeplejerske i et vikariat, og når min barsel udløber til maj så håber jeg på at kunne få et lignende job.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe i 1992 under min sygeplejerskeuddannelse efter at jeg havde trænet på hold i træningscenter og havde brug for en mere fleksibel træningsform. Siden har jeg ikke kunnet undvære at løbe eftersom det giver en så meget velvære både fysisk og psykisk. Efter en travl dag med syge patienter og komplekse patientforløb så var der ikke noget bedre end at komme ud at løbe en tur i den friske luft. De faste løbeture har bare gennem årene givet et dejligt overskud til alle hverdagens udfordringer.

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Lige nu venter jeg på at kroppen er klar til at kunne løbe igen efter fødsel. Jeg kunne godt løbe til jeg var 4 mdr. henne i min graviditet, men turene blev langsommere og langsommere og kortere og kortere. Styretræningen har så måtte tage over lige indtil fødsel.
Ellers har jeg løbet mellem 40 og 60 km om ugen fordelt på fire ture om ugen. Flere km i forbindelse med træning op til maraton.

Mål for i år og næste år?
At komme stille og roligt i gang igen efter fødsel, og målrette min træning til at løbe Copenhagen Marathon 2012.
Jeg forventer at løbe 1-2 halvmaraton inden da.


Din bedste løbeoplevelse?
Der har været rigtig mange gode løbeoplevelser og det er meget svært at fremhæve nogle specielle. Jeg vil dog fremhæve at efter at jeg er begyndt at løbe med Maratongruppen så har jeg haft nogle helt fantastiske løbeture. Ruterne omkring Viborg og det sociale sammenhold er bare helt fantastisk og giver bare prikken over i´et til en skøn løbeoplevelse.

Din værste løbeoplevelse?
Det var for to år siden hvor jeg skulle løbe Etape Bornholm. Jeg slæbte mig igennem en strandetape, sprint etaper og hårdt kuperede etaper med en følelse af at være i en rigtig dårlig form trods den faste træning. Jeg pustede og stønnede og følte mig meget gammel i en alder af 40 runde år. Jeg fandt så ud af at jeg havde løbet rundt med en blodprocent på 5,0 pga. jernmangel (normalen er ca. 7-10 for kvinder).

Billedet er fra Etape Bornholm hvor to andre løbere åbenbart syntes at jeg så meget træt ud på vej i mål på den sidste etape at de løftede mig op det sidste stykke i mål.

Erfaringer med et helt maraton?
Jeg havde egentlig besluttet at et maraton skulle jeg aldrig løbe eftersom jeg under min første ansættelse som sygeplejerske arbejdede sammen med en læge, som fortalte mig at det bestemt ikke var sundt og om hvilke fysiske belastninger som det medførte kroppen.

Men efter at jeg er flyttet til Viborg og jeg har mødt rigtig mange løbere som har løbet et maraton, ja så har jeg ikke kunne modstå fristelsen for at prøve at løbe et maraton selv. Derfor løb jeg mit første og indtil videre eneste maraton i København sidste år. Jeg blev så fuldstændig vild med oplevelsen, at jeg bare må løbe flere.

Under mine forberedelser til løbet var jeg blevet rådet til at skulle have nogle til at stå på ruten med vand og gel, så at jeg ikke skulle løbe med for tungt bælte og ikke skulle stoppe op ved depoter undervejs. Det lød så nemt, så jeg havde allieret mig med min søster og min mand som henholdsvis skulle så ved 18 km og 29 km. Starten gik fint og jeg løb godt der ud af og da jeg skulle runde 18 km, ved mit ”eget depot” var min søster der ikke. Hun stod på den anden side af vejen hvor hun troede hun skulle stå. Jeg blev fuldstændig panisk og ringede i telefon fra 18 km til næsten 22 km for at få fat i hende. Lige før 22 km ringede hun og vi fik planlagt et nyt sted. Hun løb mig så op lige efter 22 km med mine ”varer”. Desværre havde jeg brugt alt krudtet på det, så jeg ramte muren ved 29 km, men kom alligevel med stolthed ind under 4 timer. Jeg kan aldrig anbefale at være afhængige af nogle andre til sådan et løb. Nu ser jeg bare frem til mit næste løb.


Gode råd til nybegynderen?
Først og fremmest få nogle gode løbesko, så man undgår løbeskader. Jeg vil anbefale at blive løbestilstestet.

Find det rette niveau/tempo at starte ud på. Et tempo hvor der er plads til at kunne tale lidt undervejs. Lyt til kroppen, hver løbetur skulle gerne føles som en positiv oplevelse.

Sæt dig nogle realistiske mål og evaluer indimellem om de er realistiske. Hellere starte med små mål og så stille og roligt bygge kroppen op til at klare mere og mere så man undgår skader (og nedture hvis man ikke klarer nogen urealistiske mål).

Er du løber om 5 år?
Ja helt bestemt. En gang løber, altid løber. Jeg kan ikke undvære det som løb giver mig til min livskvalitet.  

Jan Poulsen

Hvad laver du, når du ikke løber ?
Jeg arbejder som salgskoordinator ved F&H. Et spændende job med masser af udfordringer, hvor jeg den 1. august faktisk har været ansat i 30 år! Jeg er gift med Gitte med hvem vi har Michael og Morten på henholdsvis 18 og 21 år – samt en dejlig chow chow. Morten fløj fra reden for 2 år siden, og bor i dag i København. Jeg sidder i bestyrelsen i Viborg Atletik & Motion og er med i styregruppen i Marathongruppen, hvor jeg bl.a. har fornøjelsen at lave programmerne til vore fantastiske søndagsture. De sidste to år har jeg også været med i styregruppen til vores Avis-Halvmaraton løb, hvor jeg har stået med al tilmelding.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe ?
Jeg begyndte at løbe i 2000 efter at jeg i en årrække slet ikke havde dyrket motion. Jeg var holdt op med at ryge, og efter at der var kommet nogle ekstra kilo på sidebenene, skulle der ske noget. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle begynde at løbe, men meget hurtigt blev jeg bidt af det, og i 2002 løb jeg mit første halvmarathon. I 2003 startede jeg i Avis-maraton regi, og senere samme år løb jeg mit første marathon i Odense. I dag står der 8 stk. maratonløb samt et ukendt antal halvmarathonløb på CV’et. I et par år var jeg også træner i 5:00 gruppen.

Hvor mange kilometer løber du om ugen ?
Desværre har jeg været skadet en stor del af foråret, efter at jeg vrikkede om på foden sidste vinter, men ellers plejer jeg at løbe ca. 50 km om ugen fordelt på 3-4 ture.

Mål for i år og næste år ?
Det er nok ikke realistisk med et maratonløb i år, så i stedet satser jeg på at løbe et par halvmarathonløb i løbet af efteråret; selvfølgelig afsluttende med Mejdal Halvmarathon, og deres dejlige store kagebord. I 2012 er planen Copenhagen Marathon samt Berlin Marathon. 

Din bedste løbeoplevelse ?
Der har været rigtig mange gode løbeoplevelser, men to helt specielle ture vil jeg fremhæve. Når løbeprogrammet siger at vi skal løbe, jamen så løber vi uanset vind og vejr. Den 13. februar 2005 sagde søndagsprogrammet 24 km ud forbi Blomstergården, men da det natten forinden var væltet ned med sne, var turen noget af en udfordring. Vi var ca. 12 stk. på turen, deriblandt Hanne Gladney, Kasper R Lyngholm og Jan Holmgaard. Flere steder gik sneen os til knæene, og vi kunne se på folk vi løb forbi eller som kørte forbi os, at de ikke mente, at vi var helt normale.

Den største oplevelse var dog Copenhagen Marathon i 2010, hvor billedet også stammer fra. Vi var en flok fra Marathongruppen, som havde valgt at bruge weekenden i København. Jeg løb med Per Fisker, og vi havde et fantastisk veldisponeret løb, som gjorde at vi løb med negativ split (hurtigere på 2. halvdel ift. 1. halvdel). Det var en fed fornemmelse, da vi dermed overhalede rigtig mange løbere, og uden at vi på noget tidspunkt var nede at gå. Modsat Per Fisker, satte jeg dog ikke en ny PR på denne tur. Den ligger derimod tilbage til 2005 i Hamburg.

Din værste løbeoplevelse ?
Jeg har prøvet et par marathonløb, hvor jeg har ramt muren, og hvor jeg virkelig har måtte kæmpe mig igennem, men den værste løbeoplevelse, er helt klart turen den 30. november 2010, da jeg vrikkede om på foden efter blot at have løbet 200 meter. Det var meget smertefuldt, og det tog også en evighed inden jeg nåede hjem, hvorefter turen gik direkte ud til sygehuset. Øv!!!

Gode råd til nybegynderen ?
Meld dig ind i Viborg AM, og start med at løbe i Avis-maraton regi! Find den rette tempogruppe, og følg programmet. Selvom du føler overskud, må du ikke forcere, og øge mere end programmet siger. Derfor er det vigtigt, at du har masser af tålmodighed, og lader kroppen vænne dig til de nye udfordringer, så du undgår belastningsskader. Brug trænerne, og spørg dem endelig til råds, hvis der er noget, som du er usikker på, men sørg også for at få foretaget en løbetest, så du er sikker på at løbe i de rigtige løbesko med den rigtige støtte.

Hvad synes du om Avis-maraton konceptet ?
Det er et fantastisk koncept, som er skyld i at Viborg i dag er Danmark løberby nr. 1. Vi er mange, som bør være taknemmelige for, at Karin Gaardsted fik den ”skøre” idé at løbe et marathonløb tilbage i 2000. Man skal dog ikke glemme de mange trofaste trænere, der torsdag efter torsdag tropper op over på Atletikstadion, og sørger for at få løberne ud på nogle ture og steder, de måske aldrig har været før.

Træningskonceptet gør, at man lærer at løbe i et fast tempo over længere distancer samtidigt med at der i årets løb også er forskellige foredrag på programmet. Her vil jeg dog også gerne slå et slag for Marathongruppen, som jo er del af Viborg Atletik & Motion. Træningsprogrammet i Avis-maraton regi går op til ture på ca. 17 km, men har du planer om at træne op til et marathonløb, er Marathongruppen et godt supplement til Avis-maraton, idet vi tilbyder længere ture om søndagen med start kl. 10.00. Her kan jeg garantere, at du vil se steder, som du aldrig har set før i Viborg og omegn! Vi træner også hver onsdag aften kl. 18.30 oppe fra Gymnastikhøjskolen, hvor turene er på mellem 12 og 18 km. Alt det kan du læse mere om under fanen Marathongruppen og/eller på
www.marathongruppen.dk.

Herudover vil også gerne gøre lidt reklame for Jan Sørensen, der har været træner i mange år i Avis-maraton, og som er initiativtager til bakketræning hver tirsdag kl. 17.30 nede fra Brænderigården. Disse ture er mellem 9 og 11 km.

Er du løber om 5 år ?
Ja, så afgjort. En gang løber, altid løber! Det er en super måde at få brændt nogle kalorier af, og hvis man har gået/siddet indenfor en hel dag, er det skønt at komme ud i naturen, og få frigjort nogle endorfiner. Samtidigt er der jo også alle de sociale oplevelser, når vi er en større flok, der begiver sig ud over stepperne.

Annette Bruunshøj Jakobsen 

Hvad laver du, når du ikke løber ?

Jeg arbejder med økonomi i Familieafdelingen på Viborg Kommune – et spændende job med masser af udfordringer. Jobbet er temmelig nyt for mig, og der er meget nyt at komme ind i. Jeg bor i Katedralskole kvarteret sammen med min yngste søn på 20 år som flytter til København her til sommer, og så har jeg en søn på 23 år, som læser i Aarhus. Dem bruger jeg selvfølgelig min tid på, og så har jeg min øvrige familie og masser af venner som jeg også gerne deler min tid med.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe ?

Jeg har altid løbet lidt og dyrket masser af forskellige former for sport. Men først i 2004 blev det mere struktureret. Her startede jeg sammen med Avis Marathon og har været med siden. Dog har jeg i 2007 og 2008 mest løbet med Ørum Løbeklub,

 

Hvor mange kilometer løber du om ugen ?

Jeg løber ca. 3 gange om ugen – ville gerne op på 4, når jeg træner til marathon, og det lykkedes også i nogle uger. Men oftest bliver det til ca. 40 km om ugen. Jeg følger rigtig gerne bakketræningen om tirsdagen samt søndagstræningen i Marathongruppens regi. Det passer mig rigtig fint, at man her løber sit eget tempo, og så er der opsamling flere gange på turen. Om torsdagen deltager jeg i Avis-maraton træningen. – og her løber jeg i 5.30 gruppen. Jeg synes torsdags træningen er et rigtig godt supplement til den lidt hårdere træning tirsdag og søndag. Det er dejligt at der er plads til forskellige træningsformer i Viborg Atletik og Motion.

 

Mål for i år og næste år ?

Målet for i år er indfriet. Jeg gennemførte København Marathon her i maj måned, og det var en fantastisk oplevelse. Lige nu går jeg og overvejer, om jeg for første gang skal prøve at gennemføre 2 marathon i løbet af 1 år. Jeg overvejer, om jeg skulle prøve at løbe Amsterdam Marathon i oktober måned.

 

Din bedste løbeoplevelse ?
Der er rigtig mange gode løbeoplevelser. Masser af træningsture med herlige løbere fra både Ørum og Viborg. Men selvfølgelig er det en kæmpe oplevelse at gennemføre et marathon. Ind til nu har jeg gennemført 6 af dem, og næsten alle har været en stor oplevelse.

Der er to af mine marathon, som har været ekstra store oplevelser. Hamborg Marahon 2010, hvor jeg havde et fantastisk løb. Jeg tog en chance og gennemførte i tiden 3.42 og pillede 23 minutter af min tidligere PR.

Og så København Marathon i år. Det var første gang i Købehavn og ruten var super, publikum var fantastisk og vejret var også som det skulle være – og så var det igen PR i tiden 3.39. Var a sted med Marathongruppen og det var en rigtig god tur.
 

Din værste løbeoplevelse ?

Jeg har meget få af sådanne oplevelser – de værste. Men en af mine marathon var et sandt mareridt. Det var Viborg City Marathon 2008, hvor de sidste 12 km var ren overlevelse, men det er heldigvis hurtigt glemt igen.

 

Gode råd til nybegynderen ?

De første 5 km er de sværeste at gennemføre. Derefter er det bare at bygge kilometerne på lidt efter lidt, og så kan man pludselig løbe både en halv og en hel marathon. Det vigtigste er, at man er tålmodig og bygger kroppen stille og rolig op til de mange kilometer. Lyt til kroppen – det nytter ikke noget at forcere.

 

Er du løber om 5 år ?

Jeg er helt sikker løber resten af livet – håber jeg. Jeg synes, at det er den bedste måde at få pulsen op på. Når man, som jeg, har et stillesiddende job og hovedet fuld af tal og udfordringer, så er det dejligt at få det hele blæst ud på en løbetur. Og så har man det altid fantastisk godt efter en løbetur i godt løbeselskab og et dejligt varmt bad efterfølgende.

Ole Jeppesen

 

Hvad laver du, når du ikke løber ?

Jeg er uddannet bygningskonstruktør og ejer tømrer- og snedkerfirmaet Andersen og Thybo`s eftf. ApS. Jeg overtog firmaet sidste forår og det har været meget udfordrende og spændende at blive selvstændig. Derudover er jeg gift og har to store drenge på 16 og 17 år. Vi bor i et hus i sydbyen og der er jo altid noget, der skal vedligeholdes eller laves om.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe ?

Jeg startede på walk and run i 2004, efter at jeg stoppede med at arbejde som tømrer og brugte alt min tid på studier og bag et skrivebord, begyndte vægten at snige sig noget langt op J og da jeg altid har syntes at dem, der kunne løbe hele vejen rundt om søen var vildt seje, havde jeg en drøm om, at jeg engang kunne komme i så god form, at jeg også ville kunne løbe hele vejen rundt.

Vi var hurtigt en lille gruppe på walk and talk holdet, som mødtes 3 gange om ugen med vores  træner Jan Sørensen, som var vores super coach og som lyttede til vores beklagelser og altid kom med gode råd, når vi var trætte. Gruppen blev hurtigt kaldt ”brokholdet” for der var altid noget at brokke sig over: så var der for langt eller for mange bakker eller noget andet, men det var altid en brokken i en sjov og venskabelig tone, De fleste på ”brokholdet” løber stadig og mødes stadig flere gange om ugen og gerne også til julefrokoster eller anden selskabelig sammenkomst. Jeg er sikker på, at dette sammenhold i denne lille gruppe har gjort det væsentligt nemmere og sjovere at komme i gang med at løbe og jeg glæder mig stadig til at møde de andre løbere både til løb og fest.

 

Hvor mange kilometer løber du om ugen ?

Jeg har her igennem vinteren været igennem en lang periode, hvor motivationen ikke har været så høj, men nu er den sammen med foråret kommet igen og er derfor stødt stigende. Op mod et ultraløb vil jeg gerne ligge på ca. 80+ om ugen. 

 

Mål for i år og næste år ?

Mit næste ultraløb er nok 24 timers løb her i Viborg, hvor jeg er singleløber. Derefter er vi nogle, der har snakket om at tage til Berlin og løbe et 24 timers løb til efteråret. Jeg har ikke på nuværende tidspunkt lagt nogle planer for næste år, men jeg er da sikker på, at jeg nok skal finde nogle sjove og spændende løb at deltage i.

 

Din bedste løbeoplevelse ?

Der er rigtig mange gode oplevelser og det er meget svært at udpege enkeltstående oplevelser. Der er dog noget specielt ved at løbe i Tyskland. Jeg har løbet i Hamborg to gange og en gang i Berlin, og de løb er helt vildt gode og professionelle. Der er publikum og nærmest ”byfest” på hele ruten og der sker hele tiden noget nyt og sjovt på ruterne. 

 

Din værste løbeoplevelse ?

Man kan altid have en dårlig dag eller blive træt på ruten, men når man kommer hjem, synes jeg altid at et løb har været en god oplevelse. Jeg har to gange måtte udgå fra et løb, begge gange til Mors 100 miles. Første gang fik jeg dårlig mave og kunne ikke holde noget føde i maven, anden gang fik jeg ondt i ryggen og turde ikke fortsætte, så det er lidt træls, men her bagefter har det stadig været gode oplevelser, og man lærer jo meget, som man kan bruge næste gang, man stiller op til et løb. 

 

Erfaringer med et helt maraton ?

Et maraton er mange km og timer, man skal være af sted - specielt mentalt er et maraton lang og jeg syntes også, at det mentale er det som er sværest at træne. Benene bliver naturligvis trætte og energien bliver også brugt op, men hvis man bruger for meget af sin energi på at tænke eller at have ondt af sig selv, går det helt galt og de sidste 10 km blive rigtigt hårde. Mmen har man lidt overskud mentalt bliver det meget sjovere og nemmere.

 

Gode råd til nybegynderen ?

Find nogle i samme tempo at løbe med og husk at have det sjovt på ruten. Det er bedre at løbe lidt langsommere og have overskud end at være helt brugt op efter løbet, tempoet og distancen skal nok stille og roligt blive bedre.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb ?

Nej - jeg spiser som jeg plejer, måske drikker jeg lidt mere vand i dagene op til et løb, men ikke noget jeg tænker meget over.

 

Er du løber om 5 år ?

Ja, det tror jeg bestemt jeg er. Jeg nyder at komme ud og træne med alle de andre løbere og man har det jo dejligt, når man kommer hjem fra en god træningstur.

 

Anne Mette Kleis-Kristoffersen

 
Hvad laver du, når du ikke løber:
Jeg er fotograf, og medejer af Mymind design & reklamebureau i Viborg. Det er et super spændende job, fyldt med udfordringer og en masse interessante mennesker. Derudover er jeg gift og har to børn på 2 og 5 år. Mine børn er så små, at de heldigvis stadig rigtig gerne vil lege og være sammen med mig. Så tiden går med brandbiler, barbiedukker, perler eller pirater. Men det er dejligt, det er vigtigt for mig at være sammen med min familie.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg begyndte at løbe i sommeren 2002. Jeg har altid dyrket meget sport - atletik, volleyball, fodbold og ridning.  Men sommeren 2002 fandt jeg på, at jeg ville løbe HC. Andersens maraton i oktober. Fordi hvis jeg skulle begynde at løbe, ville jeg have et mål med det, ellers gav det ikke mening for mig - så hvorfor ikke et maratonløb.

På én af de allerførste løbeture mødte jeg en tilfældig løber, som jeg faldt i snak med. Han hed Søren Rasmussen. Jeg kendte ikke noget til løb og løbere, men han sagde, han havde løbet et par maratonløb, og i det hele taget lød han som om, han var ok til det med løb. Så jeg fortalte om mit maratonprojekt, og inden turen var omme, var vi blevet enige om, at det nok var bedst, han lavede et løbeprogram til mig. Det gjorde han, og 3 måneder senere løb jeg maraton i Odense på 3 timer og 48 minutter. Det blev starten på mit løberliv. Det blev også starten på et fantastisk venskab og samarbejde med Søren, som stadig, næsten 10 år senere, planlægger min træning, og giver gode råd og vejledning.

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
De seneste to år er jeg for alvor begyndt at prioritere løb. Jeg har fået de børn jeg skal have, så nu er muligheden for at komme til at træne sammenhængende i en lang periode til stede.  Min træningsmængde har været støt stigende gennem de sidste to år, så nu ligger jeg på ca. 80 km om ugen.

Mål for i år og næste år?
Jeg skal til Rotterdam d. 10. april 2011 og løbe maraton. Der er det mit mål at løbe på 3.04. Men mit overordnede mål for 2011 er at løbe 2.59 på maraton. Hvis alt går som det skal, håber jeg på, at det går i opfyldelse til efteråret. Derudover har jeg et mål om 1.29 på halvmaraton og 39 minutter på 10 km. (Faktisk blev sidstnævnte mål opnået til 10 km testløbet d. 20. Marts)

Din bedste løbeoplevelse?
Jeg synes, jeg har ufattelig mange fantastiske løbeoplevelser i bagagen. Så DEN bedste løbeoplevelse er nok svær at udpege. Men en af de helt store var Amsterdam Marathon oktober 2009. Jeg havde forud for det født to børn, og løb var svundet ind til nærmest ingenting i mit liv, det hele gik op i børn og bleer. Men januar 2009 bestemte jeg mig for at støve løbeskoene af og komme i gang igen. Snart blev jeg grebet af stemningen og jeg tilmeldte mig Amsterdam Marathon. Alt gik, denne oktobermorgen i Amsterdam, op i en højere enhed. Det Olympiske Stadion, vejret, byen, stemningen, selskabet, benene og åndedrættet. Jeg kom til min store overraskelse i mål i tiden 3.15. Det var fantastisk, jeg havde fået comeback!

Din værste løbeoplevelse?
Halvmaraton mellem Skals og Aalestrup 3. januar 2010. 21,1 km i en halv meter sne og med 10 graders frost. Dagen efter var jeg skadet i 1½ måned.

Erfaringer med et helt maraton?
Løbet starter først ved 30 kilometer mærket. Distancen ud til 30 km har man jo trænet sig op til. Det er en følelse og en tilstand man kender, og som man kan kontrollere. Derefter ved man ingenting, alt kan ske…. Men det er jo det, der er så fascinerende.

Har du et godt råd til nybegynderen?
Start helt stille og roligt ud. Glemt alt om tempo. Bare løb så det føles godt, eller i hvert tilfælde ok. Hvis man fra start presser sig selv for hårdt, både med distance og med tempo, holder man snart op med at løbe, fordi hver eneste løbetur bliver en træls oplevelse. Sæt tempoet ned, og gå lidt engang imellem, hvis du har behov for det. Tempoet kommer helt af sig selv, i takt med at din træning bliver regelmæssig og du går mindre og mindre. Det vigtigste er at få gode oplevelser.

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Ikke rigtigt, men jeg er altid nervøs for, om mine sko nu er bundet stramt nok, eller løst nok, så jeg binder dem altid om 25 gange inden start.

Er du løber om 5 år?
Ja, det er jeg forhåbentlig. Løb sniger sig langsomt ind under huden på én, så jeg tror, det vil være svært at lægge det helt på hylden. Og hvad vil det egentlig sige at være løber? 10 km eller 200 km om ugen, man er vel stadig løber…

 

Birgitte Bjærge

 

Hvad laver du, når du ikke løber?

Professionelt er jeg grafiker på reklamebureauet Par No 1 i Viborg. Privatlivet deler jeg med mine tre store børn – en i 7. klasse og to i gymnasiet. Jeg læser meget, og min læseklub bestående af seks veninder er et af mine stærke netvæk. Derudover er jeg frivillig hjælper på Paletten.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

Jeg har løbet on and off i mange år, mest off – løb (!) hurtigt ind i undskyldninger som ”Jeg venter lige til i morgen/næste uge/foråret”, indtil jeg for to år blev stædig og begyndte at løbe regelmæssigt. Jeg downloadede avismaratons begynderprogram og fulgte det. 10 km ved avis-halvmaraton i juni 2009 var en milepæl, og jeg begyndte at lege med tanken om en halvmaraton. Den gennemførte jeg i september samme år, i øvrigt på en så god tid, at jeg siden kun har slået den med 1 sekund. Øv.

 

Hvor mange kilometer løber du om ugen?

Det svinger. Jeg følger stort set mit program fra avis-maraton, som øger distancerne hen over sæsonen. Jeg løber sjældent mere end dét, men ofte mindre.

 

Mål for i år og næste år?

Halvmaraton i juni og måske i september. Jeg vil gerne løbe halvmaraton i Berlin; det bliver måske næste år. Overordnet er mit mål bare at holde formen og løbet ved lige. Jeg har ikke ambitioner om at blive bedre og bedre, men jeg vil gerne blive ved med at være lige så god, som jeg er nu.

 

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?

Fællesskabet! Efter min første sæson som Aktiv Løber Ny Tid vidste jeg, at jeg fint på egen hånd kunne træne mig op til lange løb, og jeg meldte mig derfor mere ind i løbeklubben for at udvide netværket og lære nye mennesker at kende. Og det går rigtig fint med dét: Ved den første fest, jeg var med til, kendte jeg én og vidste, hvem en anden var. Ved den seneste fest var antallet af kendisser mangedoblet - selvfølgelig i samme grad, som at flere ved, hvem jeg er.

I det daglige er torsdagsfællestræningen god. Jeg deltager så tit jeg kan, og jeg sætter stor pris på hovederne (og benene) i 6.00-gruppen. Det er der, jeg hører til, har jeg erkendt efter et kort og vildt vintereventyr med 5.30rne.

 

Din bedste løbeoplevelse?

Min første halvmaraton i september 2009 var stor. Også Hald Sø Rundt i maj samme år var en god oplevelse. Det var første gang, jeg løb så langt som 12,5 km.
Men det allerbedste er faktisk, når man opnår det dér helt specielle flow på løbeturene, hvor krop og hjerne skilles ad. Kroppen gør det, den nu skal, mens tankerne løber, flyder og flyver deres egne veje, og pludselig tænker man ”Hov, hvordan kom jeg hertil?”. SÅ er det fedt at løbe.
Nå jo, og 24-timersløbet! Det er noget af det sjoveste og hyggeligste i hele løbeåret!

 

Din værste løbeoplevelse?

Det er – jævnfør ovenstående - når man skal tænke over hvert eneste skridt på løbeturen. Så bliver det langt og surt.
Lang og sur var også Vestjysk Halvmaraton i november 2009. Uendelige lange lige strækninger i forblæste landskaber i råkulde, irriterende kvinder der ved 10 km kvidrede, at ’nu er vi på vej tilbage’, mens jeg tænkte ”Kan konerne ikke regne?!?”, lyst til at give op og gå. Alt sammen skyldtes, at jeg beruset af min succes i september troede, jeg var skidegod og derfor ikke forberedte mig ordentlig mentalt. I Mejdals labyrintiske villakvarterer, hvor højttalerne fra stadion hele tiden kunne høres, mens der blev ved at være lige langt til målet, kom Rolf Bücking og tog mig i hånden og sagde ”Kom nu, der er kun 300 m tilbage!”. Det gav fornyede kræfter til at krydse målstregen – i løb. Tak, Rolf.

 

Erfaringer med et helt maraton?

Ingen. Og får det aldrig. Jeg plejer at sige, at man aldrig får mig at se i 1. En helmaraton og 2. Kvindeløb. Det sidste fordi jeg ikke gider kun at kigge på kvinder, når jeg løber, det første fordi jeg ikke vil prioritere den tid, det tager at træne sig op til et så langt løb. Og så synes jeg i øvrigt, det i sig selv er flot at løbe 21 km! Det er langt nok til, at man stadig skal kæmpe for det, men ikke så langt, at man er helt smadret bagefter.

 

Har du et godt råd til nybegynderen?

Løb aldrig to dage i træk, var der en der sagde til mig, da jeg startede, - det har jeg fulgt, og det har vist sig at være en glimrende rettesnor.
Og ellers: Find et realistisk begynderprogram og følg det.

 

Foretrukne løbesko?

Jeg er faktisk kun på mit livs tredje par løbesko. Det er et par Asics 2140, som nu begynder at råbe på aflastning. Men hvilke jeg foretrækker næste gang afhænger af løbestilsanalysen. Og af prisen.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?

Jeg kommer heldigvis næsten altid i tanker om, at jeg skal huske at spise et par store Marsbarer lige inden jeg går i seng aftenen før et løb.

 

Er du løber om 5 år?

Det tror jeg bestemt. Der er heldigvis masser af løbekammerater, der også nok lige skal huske at prikke til en, hvis man falder lidt af på den.

 

Februar måneds løber er Jan Bring Frederiksen.

 

Jan Brink Frederiksen

 

Hvad laver du, når du ikke løber?

Jeg har et arbejde, der ind imellem fylder en del, som faglig konsulent i HK MidtVest på kontoret i den smukke gamle bygning i Boyesgade i Viborg. Derudover har jeg en forholdsvis solid fritidsaktivitet som frivillig hjælper i Viborg Håndbold Klub som official – ”vicevært” på trappe A, hvor der stadig kommer folk i håndbold hallen for første gang og skal vises på plads. En mere ustabil fritidsinteresse er billedkunst – både som nysgerrig tilskuer, men også udøvende på et absolut amatørniveau.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

Jeg har dyrket lidt fodbold tidligere, senere badminton indtil tingene tog en vending i forhold til løb. Jeg havde tidligere kun hovedrysten til overs for de tiltagende stimer af løbere, der på næsten alle tider på døgnet piskede eller luntede rundt om (fortrinsvis) de to Viborg søer. Nu er jeg selv en af dem. Som sagt sen starter. Efter en skilsmisse tabte jeg mig temmelig meget (kan ikke anbefales som slankekur ☺) og så besluttede jeg mig for at gøre noget for at holde vægten nede og komme i bedre form, ved at røre mig lidt. Walk and Run 2005 – avis-maratontræning – kiksede første halvmaraton p.g.a. overmod og overtræning.

 

Hvor mange kilometer løber du om ugen?

Det er ikke lige nu jeg kan prale af stor løbeaktivitet. I det hele taget var 2010 et ”dårligere løbeår” end de foregående to-tre år. 2010’s langtidsholdbare snedække var en ulempe, et par ellers sjældne sygdomstilfælde, fx afbud til Hamburg, var også medvirkende. Min normale ugentlige kvote er mellem 30 og 50 km, alt efter hvilke løb, med brystnummer på, der ligger forude. Desværre ikke så ofte på det sidste sammen med min løbegruppe – 5,0 min. pr. km.

Og aldrig med musik i ørerne. Jeg vil forsøge at bevare hørelsen så længe som muligt – har lyttet til Rolf Bückings råd.

 

Mål for i år og næste år?

Jeg har nok efterhånden taget mit cpr-nr.’s 4. og 5. ciffer som forklaring på at jeg ikke går efter nogen ny PR ...... medmindre!? Jeg har andre mindre ambitiøse, men også vigtige, mål: Fx at når man møder andre løbere hilser man selv om det er en ukendt. Har opdaget at hvis jeg hilser på andre mennesker på vej rundt om søerne – cyklister, spadserende, stavgængere – kan der opstå synlig forskrækkelse, hvis en løber hilser. Det er vel egentlig det samme racisme opstår ved, hvis vi tænker ”dem” og ”os”.

 

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?

Meget motiverende og rigtig rart at være med i Avis-maraton. Kan mærke hvor godt det er med en løbegruppe og temposættere, når der er gået lang tid hvor jeg, af praktiske hensyn, har løbet for mig selv eller med Johnny PP, der havde en stor andel i at jeg fortsatte med at løbe.

Kan også lide tanken om de aktive folk, der fik sat dette i gang for snart mange år siden og har gjort Viborg til en foregangsby med hensyn til løb.

 

Din bedste løbeoplevelse?

Første gennemførte halvmaraton i Aarhus 1900 var stort. Første Viborg City International Marathon – endda med en noget bedre tid en forventet. Første store løb med mellem en halv til en million tilskuere, der ikke kun var kommet for at heppe på de hurtigste kenyanere, måske ligefrem også på mig, i Hamburg.

 

Din værste løbeoplevelse?

Avis-halvmaraton i 2006, hvor jeg var en af de 14-15 der kollapsede i varmen og måtte med ambulance på sygehuset og have salt og sukker tilført, før jeg kunne huske mit cpr. nr., finde ud af at udtale de ord jeg gerne ville svare lægen med og endelig kunne huske det telefonnummer, jeg skulle ringe til og fortælle hvor jeg blev af. Det var en chokerende oplevelse.

En halvmaraton i 2010 i Farsø (Uhrskov), hvor der er store stigninger i skovområde, og hvor jeg havde en ubændig trang til at gå i stedet for at løbe. Havde opgivet og spurgte ude på ruten om nærmeste vej tilbage til målet og fik at vide at det faktisk var løberuten. Ja, så måtte jeg luske, småløbe og ind imellem gå tilbage med tanker i hovedet, om hvor tåbeligt det dog var at bruge sin søndag på løb.

 

Erfaringer med et helt maraton?

To gange i Viborg og to gange i Hamburg – og som sagt en oplevelse af afbud p.g.a. sygdom i 2010 – træls!

Jeg var 54 år da jeg gennemførte min første 42,195 km. – i Viborg.

 

Har du et godt råd til nybegynderen?

Kan anbefale Walk and Run – måske Walk and Talk (dog ikke det fænomen jeg har hørt om: Walk and Smoke)

Det mest overhørte råd, og derfor måske det mest ligegyldige: At lade være med at forcere, hold træningsplanerne, lade være med at give op fordi det ”er for hårdt” eller ”det går for langsomt fremad”, køb nogle gode sko og nedprioriter det smarte løbetøj.

 

Foretrukne løbesko?

Har prøvet Nike Pegasus, Asics Nimbus, Adidas Supernova, Saucony, New Balance.

Varierer mellem forskellige mærker til træning.

Har været mest overrasket over Adidas, som nogle havde sagt ikke kan lave løbesko. De er gode til mine fødder og ben.

I parentes bemærket, startede jeg i et par slidte sko, købt i supermarked, og opdagede først hvor vigtigt skoene er da jeg fik et par rigtige løbesko.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?

Hvis jeg, på trods af det meget direkte sprogbrug, må citere badmintonspilleren Poul Erik Høyer, der svarede på et lignende spørgsmål til en eller anden stor prisuddeling: Man skal altid huske at skide inden…..!

Jeg har også noget med, at jeg SKAL have håndledssvedebånd fra VHK på.

 

Er du løber om 5 år?

Ja, det tror og håber jeg da. Jeg er jo startet sent, så der må jo være meget tilbage af mit livs løbekvote.

 

 

Januar måneds løber er Max Holmgren.

 

Max Holmgren

 

Hvad laver du når du ikke løber?

Jeg arbejder på en døgninstitution for voksne udviklingshæmmede og i fritiden er det musik (spiller rytmeguitar (rock, jazz, blues)) elsker at læse en god bog, frivilligt socialt arbejde (integration af flygtninge) og sidst men absolut ikke mindst er jeg sammen med mine 3 børn på 12, 16 og 18, som jeg dog desværre kun ser hveranden weekend og i ferier. En rask gå eller cykeltur og tid i familiens og venners lag er bestemt heller ikke at foragte.

 

Hvornår/hvorfor begyndte du at løbe?

Da jeg blev alene manglede jeg noget at beskæftige mig med, så på trods af at mine knæ var blevet dømt "ude" af fys og neurokirurger begyndte jeg først at cykle siden at løbe. Har haft problemer med knæene, men valgte at kæmpe videre og det fortryder jeg ikke et sekund, især ikke efter jeg er blevet både temposætter og gruppeformand for Sub 5 og fået glæden af at formidle mine løbeerfaringer videre til andre glade løbere.

 

Hvor mange km løber du om ugen?                                                                                        

P.t. 70 km om ugen, hvor jeg veksler mellem lange ture i roligt tempo og intervaltræning.

 

Mål for i år og næste tid?

Efter at have været udenlands nogle gange, vil jeg i år "blive hjemme" og løbe i København og Odense. Sluttid ikke så vigtig, vigtigere er at deltage og bevare glæden ved at løbe.

 

Hvad er du mest tiltrukket af i avismaratonregi?

Helt klart det sociale og den hyggelige uforpligtende stemning og afslappede humor på holdet. Det at udveksle erfaringer er også en vigtig del og at alle uanset forudsætninger kan være med.

 

Din bedste løbeoplevelse?

Er absolut til 2500-års jubilæet i Athen 2010. Stemningen var helt fantastisk, ruten supersmuk og bragte mig fra den flade marathonslette op i omkring 300 meters højde. Turen fantastisk arrangeret af Marathon Travel Club som en kombineret marathon og charterrejse.

 

Din værste løbeoplevelse?

Så absolut Viborg Citymarathon 2010, hvor jeg måtte udgå efter 31 km med voldsomme mavesmerter, på grund af fejlagtig væske- og fødestrategi. Håber jeg har lært lektien!!

 

Erfaringer med et helt maraton?

Har været 2 gange i Hamborg, har gennemført Viborg City Marathon og Athen. Det er absolut drømmen om at gennemføre flere af disse, der trækker mine mange træningskilometer.

 

Har du et godt råd til nybegynderen?

Når du begynder træningen, så sæt farten ned mens du opbygger konditionen. Farten skal nok komme af sig selv. På den måde oplever du glæden ved at løbe, naturen der omgiver dig og kontrollen med din krop, og du slipper for smerten ved at blive forpustet og øm alle vegne. Træk evt. igennem sidst på turen, men husk at sætte farten ned (jogge af) den sidste km, for at begynde afspænding af muskler og undgå irriterende skader.

 

Foretrukne løbesko?

Da jeg som barn har brækket fodrodsknoglen i højre fod, er denne fod prioriteret højt. Og de eneste sko der har vist perfekte billeder af den er Asics2150 eller 330.

 

Har du bestemte vaner inden et løb?

Efter oplevelsen med City Marathon er jeg blevet meget omhyggelig med mad og væskeindtag op til et løb. Da jeg arbejder hveranden weekend og har børnene hveranden weekend og derfor ikke kommer afsted så tit, glæder jeg mig som regel så meget at der triller et par glædestårer ned af kinderne hver gang.

 

Er du løber om 5 år?

Er der noget der er svært at spå om, så er det fremtiden, men holder jeg mig skadesfri, ved jeg ikke hvad der skulle til for at få mig til at stoppe.

 

Klaus Bolving

 

Hvad laver du, når du ikke løber?
I fritiden er jeg sammen med familie og gode venner. Derudover går jeg til fitness samt hører en hel del musik i meget forskellige genrer fra Ravel og Vivaldi til Rammstein og Volbeat. Musikken hører jeg både hjemme og til koncerter. Bl.a. på Paletten og Skanderborg festivalen. Jeg sætter stor pris på gode og sunde fødevarer, helst økologiske. Det skyldes bl.a. mit nuværende job som personalechef i et økologisk engrosfirma med over 50 medarbejdere.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg har altid dyrket sport. Bl.a. fodbold, volleyball, svømning og atletik. Jeg løb mit første halvmaraton i København i maj 1989 og tre uger senere mit første maratonløb i samme by. Dengang løb jeg, fordi jeg havde lyst til at prøve grænser af. De efterfølgende år løb jeg uregelmæssigt pga. megen sejlads i søværnet, men trænede mig lejlighedsvis op til forskellige halvmaratonløb. Det er blevet til 15-20 stykker. Efter at være flyttet til Viborg for tre år siden har jeg fået mere lyst til at løbe regelmæssigt.

 

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Jeg har løbet godt 1600 km de første 11 måneder af året. Den ugentlige distance ligger normalt mellem 30 og 55 km fordelt på 3-4 ture med Avis-marathon og Marathongruppen. Nogle af turene løber jeg alene og da altid med god musik i ørerne, helst tempofyldt heavyrock. Jeg løber altid med GPS-ur og op til konkurrenceløb bruger jeg uret til at disponere distance og fart i forhold til målsætningen i det kommende løb.

 

Mål for i år og næste år?
Mit mål i år var at løbe en marathon på 3.30 og dermed sætte PR. Det lykkedes næsten i Odense, hvor sluttiden var 3:30.05. Jeg prøvede også at komme i nærheden af min 21 år gamle PR på halvmaraton, men manglede tre min. med 1:37.55 i Gudenåløbet. Næste år vil jeg forsøge lave to gange PR. Til Avis-marathon håber jeg at komme under 1:35, og så vil jeg forsøge at komme under 3:30 i København marathon. Derudover regner jeg med at deltage i Berlin Marathon til efteråret samt løbe en række halvmarathonløb i løbet af året.

 

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?
Det er meget motiverende og rigtigt rart at være med i Avis-marathon. Der er altid masser af humør og støtte fra de mange herlige løbere og trænere. Det gælder, hvad enten man hænger nede i ”gruppettoen” på hold 2 og må samles op af Bjarne eller Erik, eller man er i god form og ligger helt oppe foran blandt de hurtigste. Derudover kan jeg godt lide den gensidige respekt, alle løbere har for hinanden uanset talent, form og resultater. Jeg synes faktisk, at der gælder en ægte olympisk ånd i Avis-marathon; det gælder ikke om at vinde, det gælder om at være med.

 

Din bedste løbeoplevelse?
Den første gang er normalt altid den bedste, men alligevel må jeg sige, at New York City Marathon 2009 er den bedste og største løbeoplevelse nogensinde. 2 mio. entusiastiske tilskuere langs ruten udgør en fantastisk ramme for løbet. Hele vejen rundt bliver man tiljublet, ”high 5’et” og næsten forgudet som en helteskikkelse sendt fra himlen. Talrige tilråb fulgt af beundrende og engagerede blikke fra tilskuerne betyder, at man føler sig som om, man var den eneste løber til stede, og at de mange fans kun venter på dig! Bannere og tilråb som ”You can do it”, ”You are great”, ”We love you” og ”Pain is temporary, pride is forever” har sin virkning, når man hører dem uafbrudt under hele løbet i skøn harmoni med de over 100 bands og kor, som opmuntrer med alt fra jazz, pop, heavy rock til gospel. Det er fantastisk. Når man løber i mål i Central Park og folk stadig er lige entusiastiske, glemmer man al smerte og er i den syvende himmel beruset af løbets enestående eurofori.

 

Din værste løbeoplevelse?
Det var i Hamburg i foråret. Jeg kunne egentlig ret tidligt i løbet mærke på min krop og se på min puls, at det bare ikke var dagen for PR. Jeg ville bare ikke acceptere, at kroppen ikke kunne levere varen, så jeg holdt den planlagte fart, som skulle kunne give en tid mellem 3:30 og 3:40. Desværre fik kroppen ret, og efter ca. 25 km, var det ”op ad bakke”. De sidste kilometertider var helt oppe på 6-7 min, mens jeg kæmpede mig videre mod mål med ”walk and run” strategi. Av, hvor gjorde det ondt og hvor var tiden og tidstabet ubarmhjertigt, mens det sikkert og hjerteløst smadrede mit humør, mine ben og mine muligheder for at få et godt løb. Jeg kom i mål i 3:55 og var bare så træt og trist!! Og hvad kan man så lære af det: kroppens signaler er ikke kun vejledende!

 

Erfaringer med et helt maraton?
Jeg har løbet fire maratonløb. København i 1989, New York i 2009, Hamburg og Odense i 2010. H.C. Andersen marathon i min fødeby Odense var et rigtigt eventyr. Jeg satsede på 3:30 og fulgte 3:30-gruppen med de officielle ”pacemakere” hele vejen, og nåede da også målet. Desværre med et plus på 5 sek. Jeg måtte slippe gruppen et par kilometer før mål, da regn, blæst og kulde satte ind, men ellers var det en fantastisk oplevelse at skære 11 minutter af den hidtidige PR fra New York.

 

Har du et godt råd til nybegynderen?
Begynd løbetræningen i Avis-marathon og løb i de rigtige sko. Husk de tre vigtigste råd for en løber, der er under optræning: tålmodighed, tålmodighed og tålmodighed. Chris Macdonald siger, at 80 % af alle løbere bliver ramt af belastningsskader i løbet af et løbeår. Hold dig blandt de sidste 20 % ved at følge trænernes råd. Det er også vigtigt at holde sig til løbeplanens distancer og ikke lade sig friste til at lægge nogle ekstra kilometer eller et intervalløb oven i planen, hvis man føler, at det går rigtigt godt med formen. Tænk på, at kredsløbet trænes meget hurtigere op end led og knogler. Man bliver derfor hurtigt i stand til at overbelaste sine led og knogler uden at blive forpustet eller træt. Det er risikabelt og medfører desværre en del skader for utålmodige løbere.

 

Foretrukne løbesko?
De seneste år har jeg løbet i Asics Nimbus og holdt mig rimeligt skadesfri. Senest har jeg dog testet et par Mizuno-sko, som også er ganske glimrende. Måske skifter jeg til Mizuno, når jeg har slidt de gamle Asics op.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Jeg sørger altid for at tanke godt op med vand og evt. juice og/eller frisk/tørret frugt lige før et længere løb. Inden marathon eller halvmarathon læser jeg løbekortet grundigt igennem og prøver at dele løbet op i faser for på den måde at gøre løbet mere overskueligt.

 

Er du løber om 5 år?
Ja, hvis benene vil. En løber er en løber – barn, ung, voksen eller veteran – og jeg bliver ved, så længe jeg kan.

 

Mette Vestergaard
- Hvad laver du når du ikke løber?

Jeg arbejder som frisør hos Poul M i Viborg. Derudover nyder jeg at være sammen med min dejlige kæreste og vores to små piger.

- Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg har løbet en del år men løb aldrig længere end rundt om Søndersø. I 2003 spurgte en veninde mig om ikke vi skulle melde os til avismaraton. Jeg syntes dog det var lidt uoverskueligt at skulle løbe et halv maraton.
 

- Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Det er meget forskelligt - det kan være mellem 5 og 20 km.

- Hvad er du mest tiltrukket af i avismaraton regi?
Jeg synes der er et super godt tilbud til alle, som har lyst til at starte med at løbe. Super dejligt at så mange frivillige trænere vil bruge deres tid på det.

- Din bedste løbe oplevelse?
Det er helt sikkert tilbage til 2003, hvor jeg gennemførte mit første og indtil videre eneste maraton løb i Odense.

- Din værste løbe oplevelse?
Pyha.. det var til avismaraton i 2004, hvor jeg kollapsede pga. væske mangel.
 

- Har du et godt råd til nybegynderen?.
Gode løbesko er helt klart det vigtigste og ellers følge det træningsprogram, som man har fået udleveret af avis maraton.

- Fortrukne løbesko?

Asics gel-kinsei.

- Er du også løber om 5 år?
Det er jeg helt sikkert.
 

Bo K. Jørgensen

 

Hvad laver du, når du ikke løber?

Så nyder jeg at være sammen med min dejlige familie bestående af min kone Annette og vores tre børn på hhv. 14, 12, og 7 år. Vi bor på Kirkebækvej i et hyggeligt gammelt hus fra 1922, som kræver både tid og vedligeholdelse, men vi nyder at bo tæt på centrum, skole og bl.a. håndboldhallen, hvor begge piger spiller i VHK.  I mit daglige virke er jeg salgschef hos Toyota i Hobro. 
 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

Jeg startede i AvisMaraton i 2003-sæsonen. Sad og læste Viborg Stifts Folkeblad hos mine forældre engang i efteråret 2002, hvor der var en flot flere siders artikel om alle disse skøre mennesker, som havde løbet en hel maraton i Odense. Samtidig var der flere siders "forbryder-album" med de dygtige løbere - og så bestemte jeg mig for, at hvis de kunne gennemføre det....kunne jeg vel også !!!

Badevægten havde samtidigt nærmet sig et tre-cifret tal, så der skulle ske et eller andet. Tilmeldingen blev sendt afsted, og en god kammerat som allerede var habil løber, bakkede mig op og var en kæmpe hjælp på de første MANGE seje ture  .......og nu er jeg igang med min 8. sæson !      

Hvor mange kilometer løber du om ugen?

Meget forskelligt - eneste fællesnævner er vist "Ikke nok" !!! Tirsdag deltager jeg gerne i "bakke-turen" kl. 17.30 fra Brænderi-gården. Det er en fantastisk tur med godt humør, stejle bakker, plads til alle tempo-grupper, på ialt ca.11 km.

Torsdag aften bestemmer AvisMaraton-programmet for det meste, og så bliver weekend turene alt fra 0 km til skønne lange ture med Maraton-gruppen på 20+ km. (Det er dog alt for sjældent).   

Mål for i år og næste år?

Jeg har et mål om at løbe under 1.40.00 i Mejdal til november - sidste år var målet det samme, men tiden blev 1.40.29 så der er heldigvis plads til forbedring. I 2011 vil jeg meget gerne løbe et hel-maraton enten i København, Hamburg, eller Berlin......men ellers er målet at holde mig skades-fri, og få en masse gode løbeture :-)   

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?

ALT ! Grundstenen i AvisMaraton er de gode oplevelser - uanset om det er en torsdags-træning i godt selskab eller at man flytter ENDNU en milepæl på distancen, man har løbet. Tiden man kom hjem i eller om badevægten er kommet under endnu et mål, er ikke afgørende........Det er de gode oplevelser, som vi alle får i løbet af året, og som vi kan dele med alle de andre glade løbere.    

Din bedste løbeoplevelse?

Ved jeg faktisk ikke.....en torsdagstræning med 5.30 gruppen i "De 3 skove" var min første indskydelse, men selvfølgeligt var min første halvmaraton - første (og indtil videre eneste) helmaraton - og når jeg kommer i mål indenfor den tid, jeg har bestemt mig, en positiv oplevelse.......men en torsdags-træning giver mig mindst ligeså meget glæde !!! 

Din værste løbeoplevelse?

Er glemt !!!

(Har døjet en del med småskader - det er nok det værste !!!)

Erfaringer med et helt maraton?

Er ikke store - men et råd, jeg selv fik var "at man ALDRIG skal gøre noget til et løb, som man ikke er vant til at gøre til træning".  

Har du et godt råd til nybegynderen?

Lyt til din krop - vi har alle gode dage og knap så gode dage. Hvis der var travlt på jobbet, man har glemt at drikke vand i løbet af dagen, og man føler sig kørt ned.......er det ikke sikkert, at det lige er dén aften man behøver at løbe 18 km.

Foretrukne løbesko?

Nike

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?

Eneste vaner må være, at jeg ikke gør andet, end jeg altid gør....... 

 

Er du løber om 5 år?

Det håber jeg bestemt - hvis benene vil med til den tid :-)

 

Har du andre fritidsinteresser?

Kajak-roning var min foretrukne sportsgren fra 10 års alderen og indtil vi fik børn - efter at Viborg langt om længe fik en kajakklub, har jeg haft muligheden for at komme på vandet igen. Det er dog mest når jeg er løbeskadet, at tiden er til det - så heldigvis er det ikke meget i år.

En gammel rallybil står i et hjørne og venter på at blive brugt........og det gør den nok også næste år. 

Lise Kjeldgaard Jensen
September måneds løber er Lise Kjeldgaard Jensen

Hvad laver du, når du ikke løber?

Så er jeg sammen med min familie, de hjemme- og udeboende børn og de gode venner. Til daglig arbejder jeg som vejleder, underviser og virksomhedskonsulent på CBB på LiseborgCentret. Det er en dynamisk projektorganiseret arbejdsplads med lutter dejlige kolleger. Vi samarbejder med Jobcenter Viborg omkring indsatsen for sygemeldte og med virksomheder omkring medarbejderudvikling og stresshåndtering.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

For ca. 10 år siden fik jeg øje på VAM’s kvindeløbegruppe og træner Marianne Thomsen var en fantastisk opmuntring for mig. Siden har jeg løbet hele året rundt i forskellige grupper: Marathongruppen, Kvindeløberne og avis-maraton og også gerne alene. Marathongruppen har et super godt fællesskab med udflugter til omkringliggende løb og sociale arrangementer. Der er ingen træning uden grin og pjat – og det virker meget tiltrækkende på mig.

 

Hvor mange kilometer løber du om ugen?

Typisk 35-50 km fordelt på 2-4 ture. Nogle uger færre km og i kortere perioder op til et maraton ca. 60 km.  Først i år er jeg begyndt at føre løberegnskab. Jeg har altid løbet på ”fornemmelsen” både ift. hastighed og antal km, og den strategi har virket fint. Det er særegent i løbekredse nu om dage ikke at have et Garmin-ur, men det har jeg ikke, og ønsker mig egentlig heller ikke ét. Det har alle andre, så ved tvivl om tempo eller distance, så spørger jeg bare! Jeg har en skridttæller til 40 kr, hvis det endelig skal være. Hidtil har den været ret præcis med 1000 af mine skridt på én km.  Det er for sjov, men: Den er som regel enig med Garmin mht. distance! Jeg bruger ikke alle disse hjælpemidler, der tager min opmærksomhed. Jeg vil hellere høre fuglene synge eller snakke med den ved siden af og bare nyde at løbe.

 

Mål for i år og næste år?

Hmm… det finder jeg ud af, når tiden er inde. Barcelona er på overvejelsesstadiet. Det skal i hvert fald være sammen med nogle flere, og det skal være sjovt.

 

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?

Evnen til at tiltrække med en struktur, der kan få folk op af sofaen og gøre dem til seriøse motionister med individuelle mål – og allermest, at det lykkes så mange at finde en motionsform, der er glædesbetonet og foregår i et fællesskab. Rutinerede løbere, der løber en halv eller hel maraton behøver man, efter min mening, ikke blive helt så imponeret over. De kender deres krop og har typisk masser af løbeerfaring. Selvfølgelig glæder jeg mig på andres vegne, når der sættes PR, men det er ikke konkurrencemomentet, der driver mig. Jeg ønsker at få et godt løb så optimalt som muligt efter min formåen på dagen. Jeg ved typisk ikke, hvad min tid er, når jeg rammer mål.   

 

Din bedste løbeoplevelse?

Mine bedste løbeoplevelser har altid været i følgeskab med andre. Fx Viborg City Marathon 2007 med en anden kvindelig løber. Apropos tid, så sluttede vi 4.08., hvilket jeg var godt tilfreds med på en rute, der var temmelig kuperet det år. Vi havde et fantastisk overskud og fik snakket om mange ting undervejs. Jeg løb mig ikke ud, og målstregen kom før forventet. I 2009 havde Marathongruppen et mindre selskab på 7 af sted på VCM.  Aftalen var at løbe sammen fra først til sidst, og det gjorde vi. Der var lagt ekstra (kage-) depoter ud, og vi kom nok i mål med let overvægt. Vi snakkede, sang og pjattede og havde en dejlig forlænget søndagstur. Så er det skønt at være løber.

 

Din værste løbeoplevelse?

Mit første og eneste Serieløb rundt om Søndersø engang i midt 90’erne. Det var nok min første tur rundt overhovedet. Jeg vidste ikke, det mest var hurtige folk, der kom her en gang imellem og testede formen. Det tog mig nok 45 minutter at komme rundt, og jeg tabte en kontaktlinse undervejs – det var en hård start for en løbe-novice at komme sidst. Jeg vandt en t.shirt i lodtrækningspræmie. Det var tiltrængt begynderheld og en formildende omstændighed…  

 

Erfaringer med et helt maraton?

Jeg har løbet maraton 5 gange. 2 x VCM, 2 x Odense og en gang i Berlin. 33.000 deltagere i Berlin var selvfølgelig en stor oplevelse.

 

Har du et godt råd til nybegynderen?

Ja. Lyt til anbefalingerne fra rutinerede løbere og trænere. Som vejleder véd jeg godt, at gode råd ikke altid er brugbare og at egne, til tider dyrt købte, erfaringer er mere overbevisende, men: De fleste garvede løbere vil nybegynderen det vel, og mange af rådene er værd at lytte til. Det er jo ikke strengt nødvendigt at gøre alle dårlige erfaringer selv!

 

Foretrukne løbesko?

Jeg har haft mange. I øjeblikket hopper jeg helst i Mizuno, men ellers er Asics Kayano en god sko for mig til langt løb.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?

Ikke sådan specielle. Hvis det er et maraton, forbereder jeg mig mentalt på at ”hvad som helst”, kan ske undervejs. Man véd aldrig hvad der kan ske efter 30 km. Med hensyn til spisevaner er det kun et mer-indtag af kulhydrater og sødere væske de sidste par dage op til løbet. Jeg kan godt lide stærk mad og nye retter. Det holder jeg mig ikke tilbage med. Min søvn er til hverdag altid hellig.

 

Er du løber om 5 år?

Ja. Jeg har tænkt mig at løbe lige så længe, det er sjovt og så længe min fysik tillader det, kort eller langt. Er dybt taknemmelig for, at jeg har min førlighed og kan trække i skoene og løbe af sted, når det passer mig. Det er en stor glæde og frihed.

 

Har du andre fritidsinteresser?

Jeg er også uddannet akupunktør og holder af at læse kinesisk medicin og filosofi og mødes med min gamle studiegruppe. Der er mange fornuftige betragtninger i Østens tilgang til krop og psyke, mennesket og naturen. De supplerer den naturvidenskabelige tilgang til vestlig medicin ganske glimrende. Meditation har i mange år været en fast del af min hverdag, så det vil jeg ikke kalde en fritidsinteresse, men korte perioder med ro og eget selskab er meget vigtigt for mig hver dag. Ellers kaster jeg mig gerne over en god kop kaffe og en velskrevet krimi eller lytter til musik fra mange genrer, gerne live. Jeg tager på mange måder én dag af gangen – men elsker at have noget at glæde mig til.

 

Dorthe Danielsen

August måneds løber er Dorthe Danielsen fra Viborg

 

Hvad laver du når du ikke løber?

Først og fremmest er jeg mor til mine tre børn, en datter på 19, som lige er flyttet hjemmefra og drengene på ni og 15. Derudover arbejder jeg som pædagog i en daginstitution i Viborgs sydlige bydel, hvor vi bl.a. arbejder med en mangfoldighed af forskellige kulturer. Det i sig selv er noget af en udfordring, men det er også givende på mange måder.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

Jeg har aldrig tidligere dyrket nogen former for sport eller motion. En kollega havde, uden held, opfordret mig utallige gange til at deltage i løb og en dag hørte jeg pludselig mig selv sige ja. Hun fortalte, at vi skulle gå og løbe lidt på skift og der kunne jeg sagtens være med. Hvad hun ikke vidste var, at det var slut med walk and run, men første hele løbetur søen rundt. Nu var jeg jo kommet, så kunne jeg lige så godt være med. Så jeg løb sammen med kollegaen i tempo gruppe 6.30. Først gik det let som en leg og vi snakkede undervejs, men jeg blev mere og mere tavs jo længere vi kom rundt om søen. På et tidspunkt tvang hun mig til at gå, men kun kort, for jeg ville ikke give op og vi kom i mål kort tid efter de andre. Det var den 30. december 2007. Næste dag havde jeg så ondt i mine lårmuskler, at jeg næsten ikke kunne gå ned ad mine trapper. Men jeg havde mod på at gøre det igen og så har jeg løbet lige siden.

 

Hvor mange km løber du om ugen?

I starten løb jeg to gange om ugen, og kun korte ture. Efter knap et år på denne måde, begyndte jeg i 2008 at træne med avismaraton og fulgte programmet. Nu er jeg så heldig, at jeg har fundet sammen med en gruppe, som jeg løber sammen med tirsdag og søndag, ud over turene om torsdagen. De har i foråret trænet til en hel maraton i Hamborg og jeg har fulgt deres træning. Det har ind imellem givet nogle lange ture og jeg har i snit løbet knap 30 km om ugen her i år.

 

Hvilke mål har du med dit løb?

Jeg har ikke nogen langsigtede mål, men deltager i de løb der dukker op. Jeg forsøger at holde mig i så god form, at jeg til enhver tid kan løbe en halv maraton. Sidste år løb jeg fire stk og satser på det samme i år. Jo, forresten. Halvmaraton i Berlin satser jeg på at deltage i, så det kunne være et mål. Jeg vil da også gerne forbedre min tid på de 21 km, men det er ikke altafgørende for mig. Vigtigt for mig er at bevare motivationen og stadig at kunne finde glæden ved løb uanset hvad der måtte dukke op.

 

Hvad er du mest tiltrukket af i avismaratonregi?

Jeg synes det er super med avismaraton. Jeg nyder det gode sammenhold, der er i gruppen (6.00). Og jeg nyder både det at møde dem jeg kender i forvejen, men også det at møde nye mennesker, som er lige så bidt af løb som jeg selv. Der er plads til alle, uanset hvilke ambitioner du møder op med, eller om du starter fra 0 eller har løbet før. Og måden det hele er bygget op på gør, at man kan træne op fra 0-21 km på nogle måneder. Så jeg er både tiltrukket af selve løbet men også det sociale. Og det at man kommer ud i naturen på alle tider af året uanset vejret og samtidig får motion, det er jo bare perfekt.

 

Hvad er din bedste løbeoplevelse?

Mit første halvmaraton var med avismaraton i 2009 og den husker jeg tydeligt. Jeg havde egentlig kun satset på at kunne løbe 10, men da alle de andre skulle løbe 21, måtte jeg jo nok også hellere prøve. Vi var en flok som løb sammen fra start til slut. Sammen svedte vi og overstod alle kriser, for til sidst at løbe over målstregen sammen. Så fedt. Derudover vil jeg nævne løbeturene i det bakkede terræn ved Mønsted, de er bare super. Jeg bliver aldrig god til bakkeløb og undgår helst bakkerne. Men turen derude, hvor man løber i skoven op og ned ad små stier og rundt i området er bare god og det gør jeg gerne igen. Men ellers derudover har jeg rigtig mange gode løbeoplevelser.

 

Hvad er din værste løbeoplevelse?

Ingen.

 

Hvad er dine erfaringer med et helt maraton?

Ingen. Min længste tur indtil videre har været 26 km. Men en dag, når mine børn bliver ældre, og jeg kan bruge mere tid på træning, tror jeg på, at jeg gør det. Hvis ikke, så er jeg også ganske godt tilfreds med de løb jeg har løbet. Og uanset om det er 10 eller 21 km har det været en præstation og en oplevelse hver gang.

 

Har du et godt råd til nybegyndere?

Jeg lavede alle de klassiske fejl, da jeg startede med at løbe. Lagde hårdt ud og øgede både tempo og distance, og ville selvfølgelig ikke lytte til de velmente gode råd jeg fik. Selvfølgelig fik jeg forskellige skader. Så derfor - Lyt til de erfarne løbere og trænerne. De ved hvad de taler om. Og lige så vigtigt, lyt til din krop. Gå i Runners og få lavet en løbestilsanalyse, så du er sikker på at du løber i de rigtige sko. Og find nogle at løbe med, så er du sikker på at komme afsted. Nogle som kan opmuntre, når det er glat og der ligger en halv meter sne på stien, når bakkerne bare er for lange, når det er for varmt eller bare når der er for langt hjem. Og nogle, som du selv kan give et skub med på vejen, når du selv har overskud.

 

Foretrukne løbesko?

Nike structure

 

Løber du om 5 år?

Ja helt sikkert. Så længe kroppen kan holde til det.

 

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?

Ingen. Spiser og drikker godt og går tidligt i seng. Tror jeg nok.

 

Hvad laver du i din fritid?

Ja, med tre børn, hus og have, fuldtidsjob og en masse løb, er tiden og energien jo ved at være brugt. Har jeg lidt tid til overs, nyder jeg at gå lange ture, gerne i regnvejr, cykler på min mountainbike, læser en god bog, går i bio, på cafe eller til foredrag eller er sammen med venner og familie. Har jeg endnu mere tid til overs, når jeg måske at se en film i tv, men det sker nok ca en gang om måneden.

 

Per Bandsholm

Juni måneds løber er Per Bandsholm fra Viborg

 

Hvad laver du, når du ikke løber?
Jeg arbejder som kvalitetsingeniør på Grundfos og hjælper udviklingsprojekterne med at få deres produkter op på et tilpas højt niveau, så kunderne bliver tilfredse. En kanon god arbejdsplads, hvor forholdet mellem arbejde og fritid passer rigtig godt sammen.
Ellers 46 år, bor i Overlund sammen med Kirsten (også avismaratonløber) med alle vores hjemmeboende børn fra 11 til 17 år. Det hænder, at de store unger tager løbeskoene på og løber med.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg har tidligere været i flyvevåbnet, hvor der var fri arbejdstid til løbetræning og der blev flere gange om året arrangeret orienteringsløb og triatlon. Men løbetræning i avismaraton regi startede jeg med i 2003 og løb min første halve maraton i juni 2003 på 1 time og 48 minutter.
Hvorfor ? er vel fordi det gjorde alle andre i Viborg og så har jeg altid været fascineret af at afprøve grænser, hvor det at gennemføre et maraton stod, for mig, som noget helt specielt.
 

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Antallet af kilometer spiller meget sammen med, hvad jeg har som mål. I de år hvor jeg har trænet til en hel maraton, har træningen været oppe og svinge mellem 40 til 60 km om ugen – som regel med en søndagstur på over 20 km. Ellers passer 15 til 25 kilometer om ugen fint til mig, med en 8-15 km til torsdagstræningen.

Onsdagstræningen med maratongruppen og lørdagstræningen i Dollerup er også en træningsform jeg vil anbefale. Det specielle her er at farten bestemmer du selv og der er opsamling efter 3-4 km.

Solotræning er som regel omkring en af søerne, og hvis det føles rigtigt løber jeg begge søerne med smut op i bakkerne ved Handelsskolen og Botanisk have. Så en 7-12 km tur er tilpas.

 

Mål for i år og næste år?
I år er målet, lidt løst: At jeg skal kunne løbe en halvmaraton. Det er jeg klar til.

Til 24 timers løbet gælder det for mig om at løbe så mange ture som muligt, og dette er jo god sensommertræning. Min egen regel siger: At man kan løbe 6 km mere en den maksimale distance man kan. Så det må blive 21 + 6  = 27 km = 4-5 ture.

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?
Helt klart fællesskabet. Og så er det da sjovt at når man løber, møder man nogen fremmede, hvor vejrtrækning og skridtlængde bare passer sammen med ens eget.
Naturen og de ukendte stier og veje i Viborg og omegn er også givende.

Dine bedste løbeoplevelser?
Jeg har løbet 6 halv-marathon og 6 marathonløb hvor Berlin Marathon står som min absolut bedste oplevelse. Fantastisk by og kæmpe løbeoplevelse med start og mål på en sekssporet vej i Tiergarden. Her har jeg også sat min PR med 1:37:31 på halv maraton og 3:27:44 på den fulde distance. Bestil Marathonavisen fra www.marathontravelclub.dk og se billeder og læs om halv og hel maraton tilbudene.

Viborg Avis Marathon har også givet gode løbeoplevelser, især med erfaringer med løb i varme. Jeg løber med en halv liter vandflaske, så væske ikke bliver et problem mellem depoterne og jeg kan køle håndfladerne. Og så skal man jo lige vende sin hjerne, så man nyder lidt skygge forude frem for frustration over en bagende sol.

Sommertræning, med ukendte, kl. 7 om morgenen på ferien i Italien er også en af de store oplevelser, som er værd at nævne. Og så skal jeg da ikke glemme de små hverdagsløb i Viborg opland som f.eks. Vammen løbet.


Din værste løbeoplevelse?
Ingen - absolut ingen. Det handler om at have trænet tilpas til det man stiller op til.

Dog har jeg været til Storebælt Broløbet i 2005 og i Paris Marathon i 2007, hvor det til begge løb blev så varmt, at jeg har været nødt til at opgive mit tidsmål og blot gennemføre løbet. Til Broløbet var der mange som dehydrerede på det 40-50 grader varme asfalt på broen og i Paris var det bare for varm stillestående luft. Heldigvis fik jeg, 14 dage efter Paris, mulighed for at løbe Hamburg Marathon i det tempo, jeg havde trænet til, med en sluttid 20 sekunder under målet på 3:30:00 og det var jo noget andet end 3:53:08 i Paris og 2:09:31 på broen.


Erfaringer med et helt maraton?
Første maraton var H.C. Andersens maraton 2004 i Odense. Jeg havde hørt, at det var godt at have en mentor til et løb. Så jeg havde lavet aftale med den daværende butikschefen i Brugsen Houlkær, at jeg godt kunne følge med dem, da de havde flere maraton på bagen. De havde aftale om, at de første 20-25 km løb man samlet og herefter var det frit løb. Det passede mig virkelig godt, for så fik jeg ikke startet for hurtigt og jeg kunne, alene, klare de psykiske problemer når muren kommer og - Jeg Kan - skal overvinde over at - Alt er noget skidt.

Der er også ved de 32-37 km ens familie, venner og kollegaer skal kigge på uret og tænke – Kom så – du kan godt.
Efter flere maratonløb er muren heldigvis flyttet om bag målstregen. På www.bandsholm.dk kan i se mine kilometertider og hvordan det varierer over et maraton eller halvmarathon.


Har du et godt råd til nybegynderen?
a.) Sæt dig et godt mål som er udfordrende men også mulig at nå. Gerne delmål med – Jeg vil mål – og de lidt mere løse mål – Det vil da være super hvis…. Skriv dem ned i årskalenderen, så ved man hvor de står.

b.) Hæng dig ikke i træningsseddel med antal kilometer per uge og tempo. Det gælder om at få pulsen trænet op i omdrejninger og få benene til at arbejde i samme retning. Så korte sprint på løbebanen, cykel, motionscenter, gåture og gåture i bakker giver også mening. Det handler om at lære kroppen, at være dynamisk med tempo, puls og distance.

c.) Prøv også at løbe 2 dage lige efter hinanden, for at se hvordan kroppen håndterer dette. Samt hvad der sker, når man holder 3-4 dage fri efter en hård træningsperiode. Personlig er jeg bedst løbende på anden eller tredje dag og en pause løfter træningsudbyttet et trappetrin op – måske pga. den 100% restituering.

d.) Jeg har to 6-8 mm kiler til 25 kr. som jeg bruger under min skosål alt efter hvad ryg og ben fortæller mig. Det hænder jeg slæber med den ene sko og i de perioder lægger jeg en kile i den modsatte sko. At løbe med kile i beggesko er også rart – det er jo næsten som at løbe ned af bakke.

e.) Efter flere års løb, behøves man ikke at have vand med på en 6, 10 eller 15 km træningsture. Det er jo også noget kroppen skal tilvende sig.

f.) Når du løber dit første halv-marathon, skal du glæde dig over de mange tilskuer som tiljubler dig og så over det at krydse målliniet. 21 km glæde skaber en rigtig god løbeoplevelse med ekstra overskud.

g.) Holdningen med løb først og tjen ind til et ekstra glas rødvin om aftenen, syntes jeg også godt om. Et eksempel herpå er nytårsløbet i Dollerup den 31. december. 


Foretrukne løbesko?
Jeg løber i Asics Kayano til træning og en lettere Asics GT-2140 til løb. Skovalg er selvfølgelig målt ud på løbebåndstest i sportsforretningerne, hvor jeg selv har vurderet, hvad der er det rigtige for mig.


Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Marathon for mænd kræver plaster på brystvorderne. Og så skal benene altid forvarmes ved at massere benene ind i varmekrem (Matax muskelsalve til kr 40,-). Bananer og vingummi er en selvfølge de sidste timer inden start. Og så skal der altså ligge en tidsplan om hvornår man forventer, at forlade depoter ved 5, 10, 15, 20, 25, 30, 35 km, så man ikke løber og bliver skuffet over, at man ikke kan holde sit træningstempo.

På målstregen bliver sejren markeret med antal gange gennemført med fingrene og efter målstregen skal sejren nydes med frugt, vand og en fortjent kold øl – og en snak om, at det var godt nok hårdt og absolut sidste gang. (3 dage senere er man klar til at melde sig til næste maratonløb)

Er du også løber om 5 år?
Ja, men løber til husbehov – så jeg selv er tilfreds og holder mig i form og har tid til alle de andre ting jeg også gerne vil.

Har du andre fritidsinterresser?
Jeg er også sejlinstruktør på Viborg Sejlklub flåde i Søndersø ved paraplegien hvor det også giver mulighed for at sejle selv. Det giver en rigtig god tilfredsstillelse, at man har været med til, at hjælp andre på vej fremad. Og så er det jo altid godt at opholde sig ved vand og hilse på alle løberne om Søndersø.

Og i 2011 Er der Grundfos OL, hvor jeg håber på en god placering i 100 meter crawl.

Lene Jensen

Maj måneds løber er Lene Jensen fra Viborg

 

Hvad laver du, når du ikke løber?
Jeg er seniorsergent i Flyvevåbnet, hvor jeg er daglig leder af en kommunikationssektion og har en del rejseaktivitet.
Ellers er jeg singlemor til en datter på 11 år og hun skal jo også bakkes op til sport her og der. Venner, familie og kæresten skal også passes.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg har løbet al den tid, jeg har været i Flyvevåbnet, da jeg skal bestå en årlig løbeprøve.
Jeg begyndte at løbe lidt mere struktureret i Viborg Atletik og Motionsforening i 2003 og 2004 løb mit første halvmaraton i 2004 ifm. Avis-maraton.

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
I de senere år er det kun blevet til 5-7 km 2-3 gange om ugen. Ikke fordi jeg har mistet lysten, men fordi tiden ikke har været til de længere ture.
Mine mål er således blevet mindre og er nu deltagelse i forskellige kvindeløb, Mønsted kalkgrube løb, DHL stafetten og brutal Cross i Finderup øvelsesterræn.

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?
At der er plads til alle uanset tempo og der er altid en god stemning på torsdagstræningerne.
Jeg blev så tiltrukket af Avis-maraton konceptet, at jeg i et par år var træner i 7:30 gruppen. Det er så dejligt at være med til at give de nye uerfarne løbere troen på, at de godt kan komme til at løbe et halvmaraton og se glæden hver gang en ny grænse overskrides.

Dine bedste løbeoplevelser?
Der er et par rigtig gode oplevelser. Den ene var mit første halvmaraton og den anden var i 2006, hvor jeg fulgte 7:30 gruppen fra start i januar til vi løb over målstregen i juni efter 21 km. At se glæden hos folk, da de havde nået deres mål, var en god oplevelse.


Din værste løbeoplevelse?
Min værste oplevelse er faktisk også løbet i 2006, hvor det var så ufatteligt varmt og flere kom på sygehuset. Det løb står vist i fin erindring hos mange og jeg fik oplevelsen at nå ud, hvor det ikke var spor sjovt. At fryse i 30 graders varme, ryste og få hjertebanken var noget af det mest ubehagelige, jeg har oplevet.... Det tog en lille kilometer og masser af væske at få styr på mig selv igen.

Erfaringer med et helt maraton?
Ingen og jeg tvivler på, at jeg nogensinde får det.

Har du et godt råd til nybegynderen?
Køb som det vigtigste de rigtige sko, lyt til din krop og alle de vise ord, der kommer fra jeres trænere. De har alle været nybegyndere..

Foretrukne løbesko?
ASICS Gel Kayano

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Nej

Er du også løber om 5 år?
Ja, helt sikkert.

Har du andre fritidsinterresser?
Gåture, en god bog, hyggeligt samvær med lidt god mad og rødvin.

April måneds løber er Henning Larsen fra Viborg

 

Henning Larsen

 

Hvad laver du, når du ikke løber?
Uha - når jeg ikke løber...forsøger jeg så meget som muligt at være sammen med min kone Mette og vores to døtre Katrine og Stine.
Har vi begge tid til overs, har vi jo altid huset, der skal gøres noget ved.

Derudover er jeg til daglig ansat som sælger ved grossistfirmaet AO Johansen, hvor vi betjener kunder med arbejdsrelationer til VVS, VA, El og Værktøj.

Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Har altid løbet så længe jeg husker tilbage, men det er først inden for de sidste 10 år det er blevet mere seriøst på motionsplan.

Årsagen må klart være at komme ud i naturen og møde dens 4 årstider.

Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Km ligger typisk omkring ca 40-50 km pr uge fordelt over ca 4-5 ture. Når vi nærmer os et Marathon, typisk ca. 4-5 mdr før, vil jeg gerne kunne komme op på at løbe ca 60-70 km om ugen.

Som en hjælp til dette, har jeg haft stor glæde af at løbe med Marathongruppen og Avis marathon.

Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?
Fællesskabet og at se den mulighed for at vi alle kan få succes oplevelser med løb. At det nogle gange umulige bliver muligt. At se nogen får øjnene op og ser hvor godt løb er.

Dine bedste løbeoplevelser?
Det må være mit første marathon i Odense ellers husker jeg Viborg City Marathon sidste år, da vi i Marathongruppen havde arrangeret et social marathon - vi kom mætte og friske i mål tiden 5 timer og 2 sekunder..

Din værste løbeoplevelse?
De er glemt....

Erfaringer med et helt maraton?
Det bliver vel til ca 13 ialt - som førstegangs løber, skal turen bare nydes og alt det med "muren" er noget man skal erfare - drik og spis fornuftig.

Har du et godt råd til nybegynderen?
Køb som det vigtigste de rigtige sko...
Mht løb prøv dig frem og lyt til din krop, ellers lyt til trænerne.

Foretrukne løbesko?
Nike Vormero

Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Nej

Er du også løber om 5 år?
Så længe kroppen kan !

Har du andre fritidsinterresser?
Svømming, cykling, rødvin og mini Golf om sommeren.

Marts måneds løber er Karina Skydt fra Viborg

Karina Skydt

Hvad laver du når du ikke løber?

Jeg arbejder med løbestilsanalyser i Runners Corner i Viborg, hvor jeg hver dag møder en masse glade og engagerede løbere.

 

Hvor og hvornår begyndte du at løbe?

Har altid løbet en smule ved siden af jeg spillede håndbold. Men for godt 6 år siden, fik jeg sammen med et par venner den idé, at vi skulle forsøge os med et halvmaraton. Vi fandt sammen frem til avismaraton i Viborg og det var helt klart det der skulle til hvis vi skulle ordentlig i gang. Vi startede selvfølgelig op med en løbestilsanalyse, så vi i det mindste havde et par ordentlige sko at løbe i. Og så forsøgte vi os sammen med rigtig mange andre glade mennesker, med en sø stille og rolig derud af.

 

Hvor meget løber du om ugen?

Det er ret forskelligt alt efter hvad løb der ligger forude.  Træning op til maraton lå på ca. 45-50 km om ugen. Lige nu er jeg ude hver anden dag, men ikke på så lange ture.
Kunne godt tænke mig, at gøre noget mere ved mit tempo i dette forår, da tiden nok ikke bliver til så mange lange ture.

 

Hvad syntes du om avismaraton?

Da det var der jeg selv startede og havde mine første gode løbeoplevelser, så syntes jeg det er noget af det mest geniale til nybegyndere. Alle har mulighed for at finde en tempogruppe hvor de kan følge med. Ingen bliver efterladt alene tilbage på ruten, prustende med sidestik og hjertebanken. Hvis bare man har en smule lyst til det her og selvfølgelig kommer til træningen, er der stor ”risiko” for, at man får den ene succesoplevelse efter den anden og bliver total bidt af løb. Takket være de fantastiske trænere, der bakker op og giver gode råd.
Så pas på derude!!

Når man så er blevet afhængig af løb, er avismaraton jo der man fik nye herlige bekendtskaber, som oven i købet stiller spørgsmål hvis man ikke møder op til træningen. Og da der jo er hold til alle, nybegyndere som garvede sprintere, så er avismaraton jo perfekt til, at holde sin træning ved lige og så er der altid løbere at følges med.

 

Dine bedste løbeoplevelser?

Det må være Hamborg maraton 2009. Det var bare en fed oplevelse hele vejen igennem. Super stemning og publikumsopbakning hele turen. Der var virkelig fest i gaderne dernede og man glemmer lidt hvor hårdt det er, når der sker så meget rundt om én.

Og som ekstra bonus, havde jeg jo min mand Henrik, der fulgtes med mig hele vejen.

Dine værste løbeoplevelser?

Syntes ikke der er nogle rigtig slemme. Måske Himmelbjergløbet 2009 hvor jeg, sikkert pga. alle bakkerne, løb det sidste stykke med en ”bjergskade” i hoften. Lyder godt ik :0)

 

Erfaringer med et hel maraton?

Få startet din træning i ordentlig tid, så du ikke skal smide for mange km på af gangen for at nå det. Spis og drik fornuftigt op til de lange ture. Det giver bare mere energi i benene. Og til sidst; tænk turen lidt igennem. Væn hovedet til du skal ud på en lang tur. Glæd dig tænk positivt og nyd turen. Det sidste sidder i hovedet.

 

Har du gode råd til nybegyndere?

Sæt et realistisk mål. Find et løbeprogram der passer til dit niveau og prøv at følg det.

Nogle mener efter kort tid, at konditionen er så forbedret, så de kan løbe hver dag, eller alt for mange km i forhold til hvad kroppen egentlig kan holde til. Følg programmet, du skal nok nå det.

Så vil jeg råde til, at få købt et par ordentlige løbesko der passer til din løbestil. Gennem mit arbejde møder jeg flere nybegyndere, der aldrig er kommet ordentlig i gang fordi de får ondt i skinneben, knæ eller akilesene pga. forkert skovalg. Det er jo ærgerligt hvis det eneste der skal til, er en lidt mere eller mindre korrigerende sko.

 

Er du også løber om 5 år?

Det er jeg helt sikkert. Jeg kan slet ikke undvære det.

 

Løbefællesskabet er en del af det tilbud om løbetræning som du får som medlem af Viborg AM. Vil du træne med, så mød op på en af træningsdagene, eller kontakt en af os!

 

MARATHONGRUPPEN er stiftet den 1. oktober 2008 af en gruppe løbere i Viborg Atletik og Motion (VAM).

Gruppen er selvorganiserende hvad angår træning og øvrige aktiviteter. Der kræves ikke særligt kontingent, blot medlemskab af VAM.

Vi er et socialt fællesskab for løbere, der enten ønsker at træne sig op til at løbe maraton eller bevare og forbedre formen frem mod det næste. Træningen målrettes maratonløb forår og efterår. Derudover deltager vi tit i småløb rundt omkring og deltager selvfølgelig i løbeaktiviteterne i Viborg. Gruppen består at både eliteløbere og motionister, og det er også hensigten.

Ved nytårstide drøftes de individuelle målsætninger for året. Det viser sig ofte, at flere ønsker at deltage i de samme større maratonløb i Danmark eller Europa, og en gang imellem længere ude i verden.

Den målrettede træning giver gruppen et godt fællesskab, mange sjove oplevelser og god støtte til at få kontinuitet og disciplin ind i træningen.

Der er fast træning flere gange om ugen og træningsturene foregår i Viborg og omegn (se vores træningskalender lidt længere nede) og er af forskellig længde. Gruppen har ingen formaliseret træner, men der er masser af løbeerfaring i gruppen, og den deler vi med hinanden. Mange har udviklet deres løb og flyttet de personlige rekorder (PR) markant ved at komme med i gruppen.

I MARATHONGRUPPEN er vi seriøse med træningen, samtidig med at vi insisterer på at have det sjovt med hinanden. Der er smil og grin ved hver træning!

I øjeblikket løber de fleste af gruppens medlemmer mellem 4.50 - 5.30 pr. km, og flest mellem 5.00 – 5.30 pr. km. Vi vil gerne byde nye medlemmer velkommen, og også løbere, der løber 5.45 – 6.00 pr. minut. Mange medlemmer fører personlig træningsdagbog og 35-60 km, enkelte derover, pr. uge er typisk for omfanget.

På træningsturene er princippet, at de hurtigere løbere på fastlagte ”stoppesteder”, (ca. hver 5. km) løber tilbage og samler de bageste løbere op. Afhængig af fremmødte og overskud er der altid én eller flere opsamlere. Ofte dannes der naturligt flere tempogrupper, så der er nogen man kan løbe i en mindre gruppe med, men ikke altid. Det afhænger af antallet til træning. Man må som en hurtig løber være indstillet på at skulle løbe ekstra kilometre, fordi der skal samles op, ligesom de langsommere løbende må acceptere at være bagest og skulle samles op.

Vores træningsture kan du se i vores årskalender ved at klikke her

Vi har også marathonbloggen til kortere meddelelser, den finder du ved at klikke her

Vores galleri med billeder fra en række løb vi har deltaget i finder du her

Har du spørgsmål til MARATHONGRUPPEN, er du velkommen til at kontakte os.

fortsat go’ træning!


Ønsker du at tage del i træningskonceptet "Avis-maraton 2022" skal du melde dig ind som løbemedlem i VIborg AM.

Herunder finder du nyttige links omkring konceptet.


Hent flyer omkring "Avismaraton 2022" her...


Læs mere om træningskonceptet "Avis-maraton"


Bliv medlem nu!


Du har her mulighed for at downloade træningsprogrammet, som bruges i forbindelse med Løb-Motion konceptet, således du kan følge med i hvad der skal trænes.

Vi anbefaler at du tilmelder dig træningskonceptet og ikke blot løber på egen hånd uden råd og vejledning.

God fornøjelse!

Gruppe A - begynderprogram

Gruppe B - let øvede

Gruppe C - øvede

Gruppe D - rutinerede


Løbekalender 2023 - Træningsdagbog

Du har her mulighed for at hente en løbekalender (træningsdagbog) opbygget i excel, hvis ikke du gør brug af en af de mange online tjenester.
Det er altid en god ide at registere ens egen træning for at have et overblik og sikre at man træner mest optimalt.

Hent løbekalenderen her...

Avis-maraton har fælles træning hver torsdag klokken 19 fra Viborg Atletikstadion på Vinkelvej.

Uanset hvilket træningsprogram du løber efter, er distancen om torsdagen ens for alle løbere.

pdfDownload ruteoversigt


En stor flok trænere er med til at gøre det muligt at give dig og de øvrige deltagere i træningskonceptet Løb-Motion en god oplevelse ved fællestræningerne. Det kræver en del organisering at holde styr på flere hundrede løbere, og uden trænerne ville det ikke kunne lade sig gøre.

Trænernes opgave er blandt andet at sørge for et jævnt tempo ved træningen. Derudover kan du bruge dem til at få små tips og råd undervejs.

 

Per Øllgaard står klar til at besvare dine spørgsmål.

Som medlem i Viborg Atletik og Motion har du mulighed for at stille spørgsmål direkte til fysioterapeut Per Øllgaard.

per oellgaard logo 

 

 

 

 

 

 

Per Ølgaard 

Per Øllgaard – fysioterapeut med speciale i løberelaterede skader

11 års klinikerfaring med primært fokus på fod og løberelaterede problemer, herunder både behandling og forebyggelse af skader i hofte, knæ og fødder.

Uddannet inden for fodrelaterede problemer. Er blandt andet certificeret supersolebehandler og har stor erfaring med at fremstille individuelt tilpassede indlægssåler.

Har i flere år gennemført kurser og undervist fysioterapeuter i løbestilsanalyse og fodrelaterede problemer.

Fra 1991-1999 selv aktiv konkurrenceløber. Favoritdiscipliner: Cross, 5.000 m og 10.000 m.

Har en stor erfaring og interesse i at behandle fod- og fodrelaterede problemer, ikke kun hos løbere, men også hos andre, uanset alder og baggrund.

Klik ind på www.perollgaard.dk og læs mere om forbyggelse af løbeskader og få samtidig gode råd omkring løbeteknik, løbetræning og valg af sko.

{rsform 3}

 

Halvmaraton
At gennemføre en hel eller halv maraton er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden. Det kræver træning. God træning.

I Avis-maraton bliver din træning tilrettelagt af erfarne og kvalificerede folk fra Viborg Atletik- og Motionsforening. De ved, hvordan netop du bedst, sikrest og hurtigst kommer i en form, hvor du kan nå målet. At gennemføre en hel eller halv maraton.

Du får et løbeprogram, hvor længden og intensiteten af træningen er afpasset din fysiske formåen. Det gør det mere overskueligt at gå i gang med træningen, og du undgår lettere skader og at køre sur i træningen.

Samtidig er det vigtigt, at det er sjovt at træne. Derfor byder Avis-maraton også på masser af socialt fællesskab. Både ved konkurrencer men også ved de fælles træningspas, som du kan deltage i en gang om ugen.

Hver torsdag klokken 19 er der fællestræning. Løbeturene tager udgangspunkt fra Viborg Atletikstadion på Vinkelvej.

 

 
 


Fællestræning:
Fællestræningen foregår på den måde, at løberne deles op i otte tempogrupper.

De hurtigste løbere løber med en hastighed på under fem minutter pr. kilometer. I de øvrige seks grupper sørger en træner i hver gruppe for at lægge et fast tempo, der svarer til:

- sub 5.00 min/km (hurtigere end 5.00 min/km)
- 5.00 min/km
- 5.30 min/km
- 6.00 min/km
- 6.30 min/km
- 7.00 min/km
- 7.30 min/km
- 8.00 min/km

På den måde kan alle finde en gruppe, som passer til deres løbetempo.

Initiativet til dannelsen løbetræningen under navnet "Avis-maraton" i Viborg blev taget i efteråret 2000.

Avis-maraton var de første mange år et samarbejde mellem Viborg Atletik og Motionsforening og Viborg Stifts Folkeblad, men fra sæsonen 2010 hører projektet udelukkende under Viborg Atletik og Motionsforening.


Formålet med Løb-Motion er:

- at deltagerne uden nogen særlig løbeerfaring, trænes op til at gennemføre et 10 km testløb ultimo marts samt et 10 km eller et halvmarathon primo juni. Efter sommerferien er træningen målrettet Vestjysk Halvmarathon i Holstebro, primo november.

- at hver deltager kan få tilbudt et træningsprogram på basis af nuværende træningstilstand m.m..

- at træningen er baseret på træning med konstant tempo i træningsgrupper. Der indgår ikke mere avancerede træningsmetoder, som intervaltræning og bakketræning m.m. Deltagerne skal selv vælge tempogruppe. Formålet med træningen er, at flest muligt skal kunne gennemføre træningen uden at få skader, der kan relateres til deres løbetræning.

Gennem en række arrangementer i løbet af træningsperioden bliver deltagerne informeret om skadeforebyggelse, ernæring, træning m.m. i relation til løb. Derudover bliver der afholdt sociale arrangementer.

Hver torsdag er der fællestræning kl. 18.00 fra Viborg Atletikstadion, Vinkelvej i Viborg. Vi løber i tempogrupper fra 8 min/km til 5 min/km.
Erfarne trænere hjælper dig og er altid parate til at svare på spørgsmål om løb og træning.

 

Udvalg:
Løb-Motion er en del af Viborg Atletik- og Motion, men har sin egen styregruppe, der tilrettelægger træning, arrangementer m.m.
Gruppen består af repræsentanter fra de forskellige tempogrupper.

Alle hjælpere ved de tre løb har fået grundig instruktion i at spotte de løbere, som er på vej til at få det dårligt - for eksempel på grund af varme. På den måde kan du trygt deltage i løbene, også selv om temperaturen runder de 30 grader, som vi tidligere har oplevet ved Viborg Halvmarathon.

Som løber kan du gøre meget for at passe på dig selv, hvis det er meget varmt. Først og fremmest handler det om at fylde kroppens vanddepoter godt og grundigt inden løbet – det gør du ved at drikke rigeligt med vand flere dage inden løbet. Dernæst skal du indstille dig på, at varmen får betydning for, hvor hurtigt du kan løbe.

Sørg for at blive set

Du kan købe et væld af forskelligt ekstraudstyr, som er rettet mod løbere. Noget er mere nødvendigt end andet, og noget er mest for sjov.

Noget af det vigtigste er reflekser. Om vinteren siger det sig selv, at du skal sørge for, at andre kan se dig, når du kommer løbende. Du kan købe reflekser til at binde rundt om armen eller til at sætte på tøjet. Det vigtigste er, at du kan ses både forfra og bagfra – og så skal refleksen helst sidde tæt til kroppen, så den ikke hænger og dingler.

Man kan også købe en diodelygte til at spænde fast om panden. Den kan være en hjælp, hvis du løber på meget mørke steder. Lygterne kan købes i sportsbutikker, men du kan også købe den andre steder – for eksempel i byggemarkeder – hvor de kan være væsentlig billigere.

Drikkedunk

Når du løber langt har du brug for at drikke undervejs. Under konkurrencer er der drikkedepoter på ruten, men under træning kan du være nødt til at tage dit eget væske med. Man kan købe et væskebælte til at spænde om livet. Her kan der sidde seks til otte drikkedunke, og så er du velforsynet til en lang træningstur.

Løb-Motion anbefaler, at du altid har vand med, når du løber mere end 10 km - og det er især vigtigt, at du husker væske, når det er varmt vejr.

Klæd dig på i lag

Om vinteren kan du vælge at bruge et par lange løbetights eller et par lidt mere løse løbebukser. Der er meget forskellige meninger om, hvad der er rarest at løbe i, og derfor er du nødt til at prøve dig frem for at finde den løsning, som passer dig bedst.

Lange løbetights sidder tæt til kroppen, og det synes nogle er en fordel, fordi der ikke sidder noget og flagrer. Selv om tights sidder tæt til benene kan du stadig have et par svedtransporterende lange underbukser på indenunder.

Andre sværger til de løsere løbebukser. Blandt andet fordi der er bedre plads til de lange underbukser, når det er nødvendigt.

Kort om sommeren

Om sommeren er et par korte bukser ganske udmærkede at løbe i. Nogle – især kvinder – foretrækker dog at bruge et par tights med halvlange ben, fordi deres lår gnider mod hinanden. Gnidningerne kan lave sår på de lange ture, så det kan godt betale sig at passe lidt på dem.

Overkroppen

I vinterperioden kan du på overkroppen bruge en løbejakke. De er alle med lynlås, og fordelen er, at du på den måde har mulighed for at regulere varmen ved at lyne op eller ned.

Hvis du ikke vil bruge penge på en løbejakke kan du sagtens bruge andet. Men du skal undgå at bruge bomuld, da det suger fugten til sig, og på den måde bliver du både unødvendig tung og kold.

Hænderne bruger du selvsagt ikke ret meget, når du løber. Derfor kan de hurtigt bliver kolde. Du kan sagtens bruge et par ganske almindelige handsker, men der findes også specielle løbehandsker.

Om sommer kan du bruge en singlet. Det er en løbetrøje, der ligesom undertøjet i vintermånederne kan transportere sveden væk fra kroppen – også om sommeren kan sved gøre dig kold. Singlets fås både med og uden ærmer.

Pas på hovedet

Der er meget stor forskel på, om løbere om vinteren har brug for noget til at beskytte hovedet mod kulde. Nogle har ikke brug for noget, mens andre bruger et pandebånd eller en hue.

Hvis du har problemer med din vejrtrækning eller har tendens til astma, kan det være en fordel med et halstørklæde. Du kan også bruge en elefanthue, og på den måde beskytte både hovedet og halsen mod kulden.

Sveden skal væk fra kroppen

Når du har løbet et stykke tid, bliver det inderste lag tøj vådt af sved. Også om vinteren, og så bliver det hurtigt til en kold fornøjelse at løbe i vådt eller fugtigt tøj.
Men med svedtransporterede undertøj kan du flytte fugten væk fra kroppen, og så føler du ikke kulden på samme måde. Faktisk kan du løbe næsten uanset, hvor koldt det er.
En svedtransporterende undertrøje med lange ærmer – og eventuelt med et vindtæt forstykke – er nok til at holde dig tør i de fleste tilfælde. Du kan også bruge et par lange underbukser, og når det er rigtig koldt kan du blot tage et ekstra sæt på.
Har du problemer med dine knæ, gælder det om at passe ekstra godt på dem i koldt vejr, fordi de er ekstra udsatte for kulde. Et par knæbind er gode til at holde knæene varme.

Beskyt brystet

De fleste kvinder har brug for en sports-bh, når de løber. Men også mændene skal tænke på, at de har brystvorter. På en lang løbetur kan en t-shirt eller undertrøje ganske enkelt slide hul på brystvorterne, og det er meget smertefuldt. Det kan du helt enkelt undgå ved at smøre brystvorterne i vaseline eller sætte et plaster over.

De rigtige sko er første skridt

Løbeskoene er det absolut vigtigste udstyr for en langdistanceløber. Når du løber, belaster du for hvert skridt dine fødder og knæ med en vægt, der svarer til tre gange din normale vægt. Derfor er det afgørende, at du har nogle sko, som kan tage af for vægten.

Vi anbefaler dig, at du går ind i en sportsforretning, hvor personalet kan give dig kompetente råd om, hvilke sko du har brug for. Allerhelst skal du gå ind i en forretning, hvor du kan få lavet en løbetest på et løbebånd. Ved at filme dit løb, kan personalet finde ud af, hvilken type sko der passer bedst til lige præcis din løbestil.

Det er også vigtigt, at du tager dine brugte løbesko med, når du skal købe nye. Udfra sliddet på de gamle sko kan personalet pejle sig frem til, hvad du har brug for

En tommelfingerregel siger, at et par løbesko kan holde til cirka 1.000 kilometers løb. Det er en god idé at have to par løbesko at skifte imellem. Et par godt brugt og et par nyere. På den måde undgår du at belaste bentøjet uheldigt i et par slidte sko gennem mange kilometer.

Prisen

Prisen for et par gode løbesko kan svinge meget. Du kan være heldig at finde et par sko, som passer til din løbestil, på tilbud til 500-600 kroner. Ellers må du betale måske 1.000 kroner eller mere. Men rækker pengepungen ikke til et sæt komplet løbeudstyr, så anbefaler vi, at du prioritere løbeskoene højest.

Fysioterapeut Per Øllgaard giver disse råd vedrørende strækøvelser for langdistanceløbere:

Stræk kan have flere formål;

* forebygge skader: ved stræk af muskulaturen smidiggøres musklen og de muskelhinder der omkranser den. Bedre elasticitet i sene og bindevæv forebygger skader.

* klargøre kroppen: stræk forbedrer blodomløbet og ”vækker” nervesystemet. Herved klargøres kroppen til belastning.

* efter en skade: stræk kan indgå som en del af en behandling. Efter en skade vil muskulaturen være forkortet, men ved stræk normaliseres muskellængden, og risikoen for nye skader mindskes.

* velvære: mange oplever at stræk giver mental og kropslig velvære.

Der findes et utal af strækøvelser. Her er de mest relevante for langdistanceløbere.

1. Baglår: musklen bag på låret er især aktiv i landings- og afsætsfasen.

Øvelse for baglåretØvelse for låret



2. Hoftebøjer: musklen på forsiden af hoften stabiliserer hoften i landingsfasen og er aktiv i svingfasen, når benet
løftes frem til ny landing. Hoftebøjeren belastes ekstra meget i løb op ad bakke.

Øvelse for hoftebøjeren



3. Inderlår: Muskulaturen på indersiden af låret virker primært som stabilisator
under landingsfasen. Kan ofte give lyskeproblemer ved løb i meget kuperet terræn.

Øvelse for inderlåret



4. Lårmuskel: Er aktiv i landings- og afsætsfasen. Stabiliserer knæet, og
dysfunktion i musklen giver ofte knæsmerter. Dele af musklen indgår i samarbejde med hoftebøjeren. Bliver ekstra belastet i løb ned ad bakke.

5. Lægmuskel: Den kraftigste muskel i afsætsfasen. Danner achillessenen,
kroppens tykkeste sene. Bliver ekstra belastet ved løb op ad bakke.

Øvelse for lægmusklenØvelse for lægmusklen



6. Dyb ballemuskel: Er aktiv i landings- og afsætsfasen. Gennemløbes af store nerver til hofte og ben.

Øvelse for ballen



7. Lænd: Centrum for alle bevægelser under løb. Lændeproblemer er ofte årsag til skader i hofte og ben.

Øvelse for lænden

Hvordan strækker man rigtigt?


· stræk musklen langsomt
· hold strækket minimum 45 sek.
· slap langsomt af igen
· undgå at ”hugge” op og ned
· hold ikke vejret mens du strækker
· stræk aldrig når du er kold i kroppen.

Vigtigt!

Du skal ikke lave strækøvelser:

· hvis du er meget smidig eller hypermobil (overbevægelig)
· hvis din muskulatur er meget træt og øm, som følge af belastning. Ømheden i muskulaturen skyldes små blødninger i muskelfibrene, og stræk kan forsinke restitutionen og sågar nedsætte muskelstyrken.
· hvis du har sene- eller fiberskader. ( uden samråd med en læge eller fysioterapeut).

For at gennemføre et maraton - eller et halvt - skal din krop være tanket grundigt op med brændstof. I modsætning til en bil, hvor du til hver en tid kan holde ind på en tankstation og fylde tanken, kræver det god planlægning at fylde tilstækkelig med ressourcer på kroppen til at løbe 42,195 kilometer. Faktisk begynder optankningen flere dage inden løbet.

Anders Mikkelsen, der er ernæringsvejleder i Team Danmark, giver her på siden en række gode råd til, hvordan du gennem kosten kan optimere din træning og løb. Det kræver planlægningen og omtanke, men resultatet kan mærkes på de lange løbeture. Blandt andet kan du minimere risikoen for at møde den berømte mur, hvor kroppen løber tør for brændstof.

Den rette kost alene får dig ikke igennem maratondistancens samtlige 42,195 kilometer – det kan kun den rigtige forudgående træning gøre. Men mængden af kilojoule og kulhydrater kan være afgørende for, hvornår og hvor hårdt du rammer "muren".

Få styr på vægten

Når det gælder vægten, har Anders Mikkelsen flere gode tips. Udgangspunktet er, at vægttabet skal foregå i balance med din træning.

- højst 0,5 kg i vægttab om ugen, ellers er risikoen for en yo-yo effekt for stor (hurtig ned og hurtig op i vægt igen)
- taber man sig for hurtigt, mister man for meget muskelmasse

Når man motionerer cirka 1 time ved GOD fart, brænder man 2500-3000 kJ af – og ja, hvad er det så i menneskeføde?
Cirka 1 lille flute + 5 skiver brød med lidt smør og fedtfattigt pålæg!
Eller 30 – 40 æbler!
Så jag bare et æble ned i røret, lige før du tager ud på træningstur – det gør såmænd hverken fra eller til!

En anden regel er, at du normalt har indtaget den mængde energi, du dagligt har brug for, når du har spist aftensmad…. Så det er altså det, du indtager efter ”klokken aftenspisetid”, du tager på af!

Tallerkenmodellen

Kig en gang på din tallerken, når du skal til at spise. Halvdelen af tallerkenen skal bestå af ris/kartofler/pasta etc. En fjerdedel grønt og en lille fjerdedel kød… og netop her må du ikke stable i højden!

Spisemodel

Indtag din mad fordelt over 5-6 måltider i løbet af dagen.
Man kan nemlig tabe sig uden at dø af sult, hvis man fordeler sin mad over mange daglige måltider.
Vil du tabe dig så lad være med at tage 2. portion!

Desuden

Fedtstof mætter næsten ikke.
Proteiner mætter allermest.
Proteiner får stofskiftet til at stige (og det er interessant i forbindelse med ønske om vægttab)
Proteiner og kulhydrater indeholder kun halvt så meget energi som fedt.

Undgå muren

Du har sikkert hørt udtrykket ”at møde muren” i forbindelse med langdistanceløb. Fænomenet opstår, når kroppen er tømt for energi, og de sidste kilometer derfor virker dobbelt så lange.

Et vellykket (læs: fyldt-med-velvære-og-med-kræfter-nok) løb afhænger af, om kroppen har et tilstrækkeligt lager af kulhydrater. Kroppens lager af kulhydrater er kun på ca. 4-500 g, og denne begrænsede mængde brændes let af på 1,5 times løbetræning.

Man møder muren, når leveren løber tør for kulhydrater. Men man kan undgå at møde muren ved at have alle kroppens depoter fyldt op. En kost med mange kulhydrater er nødvendig for at kunne klare et langt løb.

De vigtigste justeringer af kosten:
- spar på fedtet
- spis mere grønt og frugt

Det batter noget at spare på smørret på brødet
Det batter noget at spare på fedtet i mælkeprodukter
Det batter noget at spare på fedtet i kød og pålæg (her er 10-12 % fedt fint nok)

Før et halvmaraton

Som nævnt kræver det planlægningen af kosten at kunne gennemføre et langdistanceløb. Før du skal ud på en halvmaraton, kan du med fordel følge Anders Mikkelsens råd.

Om tirsdagen løber du ”en pæn lang tur”, hvorefter du fylder dine kulhydratdepoter op. Onsdag, torsdag, fredag og lørdag gør du følgende:

- spis meget pasta, ris, kartofler, bulgur
- spis tykke brødskiver
- spis brød til de varme måltider
- brug tallerkenmodellen (se ovenfor)
- spis kulhydratholdige mellemmåltider (bananer, rosiner, brød med marmelade eller honning)
- vælg drikkevarer med kulhydrater (juice, saftevand, cacaomælk)

Væske

Mangler du væske, nedsættes ydeevnen meget hurtigt, så drik rigeligt!
- drik inden start
- drik FØR tørsten for alvor melder sig
- drik undervejs

Kig når du tisser!

Mørk urin er tegn på væskeunderskud!
Vej dig evt. før og efter træning (vægttab ud over 0,5 kg er typisk det væskeunderskud, du har)

Væskestrategi

1. Minimer væskeunderskuddet
- drik evt. kort før start (1-3 dl) men pas på mavekneb
- drik tilstrækkeligt undervejs (1 liter i timen – og det er ret meget)
- drik ofte (gerne 4 gange i timen)

2. Suppler med kulhydrater
- sparer på kroppens eget lager
- fremmer væskeoptagelsen
- op til 60 gram i timen kan udnyttes

PRØV DIG FREM. DU KAN FÅ MAVEPINE. LAD VÆRE MED AT EKSPERIMENTERE PÅ SELVE DAGEN.

Alkohol

Alkohol jager kulhydrater ud af kroppen!
Alkohol mindsker væskeoptagelsen!
Alkoholindtagelse efter man har trænet kan give ømhed i musklerne.
Så der røg den sidste undskyldning for at nyde en (ellers velfortjent) øl efter en god træningstur!

Kosten før et stort løb

I dagene op til et maratonløb er det fornuftigt at spise en kost, der indeholder ekstra mange kulhydrater. Og det kan være en god hjælp at indtage en energidrik med et højt indhold af langsomt omsættelige kulhydrater.

Kulhydrater er mange ting. Der er de hurtigt omsættelige, som findes i sukker, slik, honning mv. Og så er der de langsomt omsættelige, som er i pasta, brød, kartofler mm. At kulhydraterne er hurtigt omsættelige betyder, at de hurtigt brændes af igen. Når du skal løbe langt, er det derfor de langsomt omsættelige kulhydrater, du skal satse på.

Adskillige undersøgelser har vist en klar sammenhæng mellem udholdenhed og mængden af kulhydrater i kosten. Ved at træne meget og spise mange kulhydrater, vil kroppen automatisk begynde at optage og lagre flere kulhydrater. Jo større mængde kulhydrater din krop er i stand til at lagre, jo senere bliver du overmandet af træthed, når du skal løbe de 42,195 kilometer.

Dagene op til et maraton

Fem - seks dage inden selve maratondagen, øger du dit kulhydratindtag, så det kommer til at udgøre 65 procent af dit samlede energiindtag. Hvis du har problemer med at konsumere så mange kulhydrater i form af pasta, kartofler og brød, kan du eventuelt supplere op med flydende kulhydrater, ved at drikke frugtjuice og sportsdrikke og kakaoskummetmælk.

Ved omhyggeligt at reducere fedt- og proteinmængden i kosten, og tilsvarende øge kulhydratmængden, vil dine kulhydratreserver være godt fyldte tre dage inden den store løbsdag. Du risikerer at tage lidt på i vægt, fordi kulhydraterne binder mere væske i kroppen end almindelig kost vil gøre. Men det er uden betydning.

Lad dig ikke friste af fastfood og andre fede sager. Hold dig til din kostplan, selv om det kan være svært. Prøv om du kan indtage 500-600 gram kulhydrater pr. dag i løbet af de sidste to dage før løbet.

Væskedepoterne skal også tilgodeses. Sørg for at drikke rigeligt med vand, saft og sportsdrikke. Tjek din urin. Den skal være gennemsigtig eller svag lysegul. Er den mere farvet end det, drikker du ikke nok.

Dagen før løbet

Dagen inden selve løbet skal du huske at spise. Også selv om du er nervøs. Spis gerne mange små måltider, men lad være med at forspise dig.

Drik rigeligt med væske. Hold dig til drikke- og fødevarer, som du kender, og som du erfaringsmæssigt ved, din mave kan tåle. Dette er ikke tiden, hvor du skal eksperimentere med nye sportsbarer eller energirigtige sportsdrikke. Undgå også mad, som plejer at sætter godt gang i din fordøjelse, som f.eks. bønner og broccoli.

Før og under løbet

På selve løbsdagen starter du dagen med et let måltid, 2-4 timer inden du skal løbe. Spis eller drik mindst 200 gram kulhydrater.

Under selve maratonløbet skal du drikke og spise det, som du har trænet dig til at holde i maven under dine lange træningsture. Pas især på den sportsdrik/saft, som tilbydes ved væskedepoterne. Vær opmærksom på koncentrationen af drikken. Er koncentrationen mere end 2-4 procent, vil saften være al for stærk, og vil skvulpe rundt i maven på dig, fordi den optages langsommere end en tynd kulhydratopløsning.

Sørg eventuelt selv for din sportsdrik, og nøjes med at drikke vand ved væskedepoterne. Eller tag et krus af hver og fortynd saften med vandet inden du drikker det.

Når du løber, bruger du din krop på en meget ensidig måde. Det er en af to hovedårsager til, at risikoen for at få en skade ved løb er ganske stor. Den anden årsag er, at mange øger deres træningsmængde for hurtigt.

Begge dele kan du gøre noget ved med den rette forberedelse og viden. Men helt undgå risikoen for at få en skade kan du ikke, når du har sat dig et ambitiøst mål om at løbe en hel eller halv maraton.

Ensidige bevægelser

Den menneskelige krop er designet til at være fleksibel og arbejde alsidigt. Men når du løber, udnytter du ikke den styrke ved kroppen. I stedet laver du de samme bevægelser igen og igen, og det slider meget de steder, hvor belastningen er størst. Det vil sige leddene. Fødder, ankler, achillessener, skinneben og ikke mindst knæene.

Når du løber, lander du med cirka fire gange din egen vægt i hver eneste skridt. De fleste viborgensere ved, at der er 5,7 kilometer rundt om Søndersø. Men ved du også, at der er cirka 5000 skridt. Og det slider på leddene.

Hovedet vil mere end kroppen

Et andet problem er, at dit hoved ofte vil mere, end din krop kan holde til. Øger du træningsmængden for hurtigt, kan især musklerne og senerne ikke nå at tilpasse sig belastningen.

De første gange du tager løbeskoene på, mishandler du faktisk din krop. Men hele organismen er på forunderlig vis i stand til at forsvare sig. Det gør den ved at tune de forskellige kropsdele, så de er forberedte til næste gang, du vil ud at løbe.

Det er ikke alle dele af kroppen, der er lige hurtig til at gå i forsvar. Allerede efter to til tre løbeture er kredsløbet – hjerte- og lungefunktionen – mærkbart forbedret, og også muskulaturen er hurtig til at omstille sig. Det mærker du som bedre velvære, og du får lyst og overskud til at løbe hurtigere og længere. Men det er her, at du skal passe på.

Omkring leddene er der masser af scenehæftninger og ledbånd. Og de er betydelig langsommere til at klare omstillingen. Det betyder, at der opstår et skævt styrkeforhold – som at putte en Ferrarimotor i en Mascot – og så er det, at skaderne kommer.

En af fordelene ved at løbe er, at du ikke behøver investere flere tusinde kroner i udstyr. Det eneste "must" er et par gode løbesko. De er en forudsætning for at undgå skader og overbelasning af dine ankler, knæ og ryg.

Når det er sagt, så kan det dog være en god idé at skrive noget løbegrej på ønskesedlen til jul. For eksempel kan en langærmet løbeundertrøje med vindtæt forstykke gøre det betydeligt mere tillokkende at bevæge sig ud i vintermørket for at træne.

Løbestrømper - og for kvinder en god sports-bh - er også med til at gøre livet lettere som løber. Men - igen - det er ikke en forudsætning for at være med i avis-maraton

Fælles indkøb

Når du deltager i Løb-Motion har du mulighed for at købe løbetøj til rimelige priser – tøjet er på ingen måde en forudsætning for at løbe, men nogle gange kan det rigtige udstyr gør det lidt lettere at bevæge sig ud i vintervejret for at træne.


Når du træner til et maratonløb eller et halvmaratonløb handler det først og fremmest om at vænne din krop til at løbe langt.

For langt de fleste handler det ikke om hurtighed, men derimod udholdenhed. Når du træner, skal du derfor løbe i det tempo, som du forventer at løbe med, når du skal ud på den lange tur. Løber du hurtigere, gør du bare kroppen mere træt, og dermed øger du risikoen for at få en skade.

Og hvor hurtigt skal du så løbe? Faktisk ikke hurtigere end at du kan føre en samtale, mens du løber. På den måde sikrer du dig, at du har luft og kræfter nok til at løbe de lange distancer.

”Det er ofte sværere at sidde inde og kigge ud, end at løbe når man først er kommet i gang”.

Sådan lyder et ordsprog blandt løbere, og det er særligt aktuelt i de mørke vintermåneder, hvor træningen i Løb-Motion begynder. Men hverken mørke, kulde, regn eller blæst behøver at forhindre dig i at træne.

Man kan - undtagen når det er direkte glat - løbe i al slags vejr. Det handler blot om at klæde sig rigtigt på, og derefter sørger kroppen selv for at producere varme, når du løber.

Løb sammen

Som med alt andet er det lettere at få løbeskoene i sving, når man har humøret med sig.
Kniber det med at holde moralen oppe, kan det være en stor hjælp at træne sammen med andre. Det har du mulighed for hver torsdag aften, når der er fælles træning. Det foregår fra Viborg Atletikstadion, Vinkelvej i Viborg.
Men også i løbet af ugen kan det for nogle være en god idé at træne sammen med andre. Det kan gøre det hyggeligt at træne, når man kan få en snak med sin løbemakker undervejs.

Sæt dig mål undervejs

Det kan være en stor mundfuld at sætte sig en hel eller halv maraton som mål. Men opgaven bliver væsentlig mere overkommelig, hvis du sætter dig nogle delmål undervejs.

Delmålene kan være en hjælp, når du tænker på de kommende uger og måneders træning. Men de kan også hjælpe dig på de enkelte løbeture, når trætheden begynder at melde sig.

Sidste træning inden Royal Run 2025

Vi mødes på Borgvold og løber den officielle 5 km rute, og slutter af på Borgvold hvor man kan købe kaffe eller en is 

 

 
Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik