SAM har i sin sommerferie været på Grønland sammen med sin familie, for blandt andet at deltage i Nuuk Marathon. Læs her hans spændende beretning om turen.
Der var engang, ja sådan indleder den gamle digter sine eventyr, så hvorfor ikke også ”Den gamle” fra løbeklubben?
Der var engang, året skrives 2013, ”hjemmestyret” havde besluttet sig for ferie i landet mod nord, Grønland - trods muligheden for at komme jorden rundt og næsten til månen for det samme beløb, som en rejse til Grønland koster. Indrømmet og set i bagklogskabens klare lys – en fantastisk ferie med ubeskrivelige naturoplevelser however, feriefamilien kom én dag for sent til Nuuk. Nuuk Marathon 2013 var blevet afviklet dagen før ankomst, til stor ærgrelse for undertegnede. Nogle vil kalde det dårlig planlægning, men lad det blive ved det.
Hvad giver fruen sin mand i julegave som ellers har alt? Med stor spænding og en smule nervøsitet blev pakken åbnet. Årets unikke påhit blev et startbevis og invitation til deltagelse i Nuuk Marathon 2014. Stor var overraskelsen og glæden, som dog snart blev afløst af tanken om klingende mønt, som fosser ud af ”statskassen” og havregrød det kommende år.
Kun en tanke - kunne Susans overvældende gavepåhit være eget ønske om endnu en ferie i det smukke land mod nord?
Der blev efterfølgende indkaldt til familieråd i Madsen-klanen, som uden brug af vetoret enstemmig besluttede, at ferien i 2014 skulle henlægges til Grønland med det primære formål, at SAM skulle deltage i Nuuk Marathon 2014.
Af frygt for at jeg skulle fortryde udfordringen, kontaktede Susan straks Grønlands Rejsebureau, som overordnet har stået for bookning af billetter og diverse reservationer i takt med at pengene fossede ud af fælleskontoen i Nordea.
Jeg søgte på Google for at indhente oplysninger om det famøse løb langt mod nord. Det lykkedes at finde oplysninger om de forgangne års løb med et deltagerantal på under 30 og et løb, hvor der skal tillægges ca.15 % til den ”normale” Marathon tid grundet bakker. Ikke opmuntrende oplysninger for en, hvis lunger sidder uden på tøjet ved tirsdagens bakketræning.
Det lykkes ikke at opsnuse oplysninger om tilmelding samt alle de andre praktiske informationer, som man bare skal have forud for et løb, men den overordnede planlægning af ferien fortsatte ufortrødent.
Fredag morgen den 18. juli tog vi af fra startbanen i Kastrup med kurs mod Sønderstrømfjord (Kangerlussuaq) lige nord for polarcirklen i Air Greenlands røde flagskib, en Boeing 330-200. Vel ankommet 4½ time senere og med urene justeret 4 timer tilbage, indledte vi ferien i bagende sol fra en skyfri himmel.
Dagene i Kangerlussuaq blev bl.a. brugt til vandretur ind til det sidste, af de 3 amerikanske T-33 fly som styrtede ned i fjeldene i 1968. Turen derind var noget udfordrende fjeldvandring uden stier, så ved hjælp af en mundtlig turbeskrivelse, kort samt kompas lykkedes det os at finde vraget af flyet, som ikke bar præg af ælde, trods det at styrtet skete tilbage i december måned 1968.
En ikke uvæsentlig faktor rent sikkerhedsmæssigt ved fjeldvandring i Grønland er, at så snart man bevæger sig uden for bebygget område, er man overladt til Vor Herre og sig selv uden mobil dækning.
En tur ind til indlandsisen er obligatorisk og i år skulle vi tilmed nyde en GT med ægte indlandsis, hvilket vi ikke nåede i 2013. Køreturen derind er på godt 40 km, hvor der køres igennem et fantastisk landskab med gode muligheder for at se moskusokser og rensdyr. Ved ankomst til isen blev vi mødt af 8 moskusokser, som på tæt hold og ret nysgerrige fulgte vores videre færden op på indlandsisen medbringende en picnickurv med en flaske Gin, én Tonic vand og én cola. En følelse af at være helt alene i en fuldstændig stille verden, hvor kun ens eget ”liv” høres, blev to GT og en cola skænket op i medbragte glas tilsat ægte indlandsisterninger – fantastisk og fuldstændig uvirkelig!
På tilbagevejen vandrede vi ud til Russel gletsjeren, der med sine 60 meter lodrette isvægge, omgivet af et enormt morænelandskab fremstår som et monument, der får ens fantasi ledt hen på den sidste istid ved Dollerup bakker - et fantastisk skue. Den er til stadighed i bevægelse, og presser is ud som smelter og bliver til en fossende elv inden det når havet.
Om aftenen aflagde vi Roklubben et besøg. Roklubben er en restaurant som ligger ved søen Lake Ferguson smukt omgivet af fjelde. Vi fik serveret grønlandsk buffet, bestående af grønlandske specialiteter som eks. sæl, hval, laks, rejer, rensdyr, moskus osv. Ikke alt fald i lige god smag, men prøves skulle det.
Den sidste vandretur i Kangerlussuaq var en dagstur indtil Granatfjeldet. Efter 3 timers vandring var vi fremme ved fjeldet. Med Susan anbragt på en klippeblok nydende solen, vandrefalkens skrig og græssende moskusokser, begyndte drengene jagten på halvædelstene med de medbragte hamre og mejsel. Vi skulle selvfølgelig selv slæbe stenene i rygsækken hele vejen tilbage, så det gav mængdemæssigt visse begrænsninger. Frederik fandt tillige et meget dødt rensdyr, som han insisterede på at få geviret med fra. Dette lod sig ikke lige gøre, så jeg slæbte hovedet, med en svag duft af forrådnelse, tilbage til vores indkvartering, hvor vi med en sav fik adskilt gevir fra hoved.
Vi forlod Kangerlussuaq beriget med gode oplevelser og satte med Air Greenland kursen mod nord til Knud Rasmussens fødeby Jacobshavn (Ilulissat), som ligger ca. 350 km nord for polarcirklen. Byen har 4500 indbyggere og næsten lige så mange slædehunde, som hele sommeren står lænket i kæder. Byen ligger ved den 40 km lange UNESCO isfjord, der er fyldt med enorme isfjelde fra den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle. Vi blev indkvarteret i ”Petrines hus”, hvor vi havde tildelt to værelser og et dele køkken/bad med et andet hold grønlandsturister. Igen var vi beriget med strålende sol, hvilket forskønner det maleriske billede af de mangefarvede huse, enorme kridhvide/tyrkisblå isbjerge som fremstod som sejlende mastodonter i Diskobugtens spejlblå vand.
Udstyret med myggenet, rygsæk og med tøj til lidt af hvert, udforskede vi området bl.a. med en vandretur op gennem en ubeskrivelig smuk dal ud til isfjorden, hvor vi lod os betage at det fantastiske skue med isbjerge i alle mulige former og klare farver – terapi for sjælen.
Sidste år benyttede vi muligheden for en endags sejlads til den meget aktive bræ Eqi. En fantastisk naturoplevelse, hvor turbåden ligger helt stille i det isfyldte farvand med den op til 200 meter høje og 4 km bredde gletsjer foran. Man føler sig som menneske pludselig meget lille og ydmyg over for naturens mangfoldighed. Bræen står til stadighed og kælver med bulder og brag, hvilket giver nogle enorme tsunami dønninger. Ved kanten af bræen, i en gammel nedlagt fransk ekspeditions lejr fra 50’erne, findes en camp, hvor man har mulighed for at indlogere sig i små hytter. Vi var sidste år enige om, at skulle vi nogen sinde til Grønland igen, måtte vi prøve at overnatte ved Eqi som nærmeste nabo og bare nyde midnatssolen og stilheden kun afbrudt af en buldrede torden fra gletsjeren.
2014 - 2 overnatninger i en primitiv hytte ved Eqi blev booket – pris 3500 kr. pr. person inkl. sejltur som foruden helikoptertransport er den eneste måde at komme dertil på. For at kunne overleve derude købte vi hos PH grej i Viborg frysetørret posemad i forskellige varianter, en lille gasbrænder og vandkedel – primitivt, hyggeligt og frem for alt funktionelt.
Dagen for afgang til vores lille overlevelsestur oprandt. Vi havde pakkede det mest nødvendige i en taske og sejlede under blå himmel, strålende solskin, havblik og isbjerge i alle former og størrelser de 5 timers sejlads til Ice Camp Eqi. Grundet muligheden for tsunami bølger er sikkerheden i forbindelse med landgang meget høj. Båden ligger til ved en landgangsplanke i ganske kort tid og vi passagerer bliver stillet op på række og får besked på at forlade båden lynhurtigt samtidig med at en guide står med en alarmhorn og holder øje med bræen. Vel i land søgte vi de 70 højdemeter op til vores kommende logi (for de næste 2 dage). Hytten er hyggelig men primitiv og udstyret med soveplads til 3 og et vaskefad til kold klatvask (alle lugter ens på anden dagen).
Jeg var meget spændt på, hvordan Susan og Frederik skulle klare dagene uden mulighed for at kun lukke sig inde i deres egen mobilverden, idet vi var laaaangt uden for mobiltækning. De påstod efterfølgende, at det havde været helt rart uden mobilos, hvilket jeg betvivler, ved de observationer jeg gør mig desangående i dagligdagen!
Hvis man er til natur, stilhed, refleksion, myg og så irriterende fluer, er stedet fantastisk. Vi benyttede lejlighed til at vandre op på bræens morænekant, hvor vi bare sad forstummende og observerede det fantastiske natursceneri, hvor store stykker is brækker af efterfulgt af forsinkende tordenbuldren. Vi er nord for polarcirklen, så det er lyst hele døgnet rundt – men hvem nænner også at sove til den pris!
Susan var af den opfattelse, at stedet og omstændighederne var ideelle til, at vi skulle indvies i den noget specielle drik, Grønlandsk kaffe. Grønlands kaffe består af kaffe, Kahlua, Whisky, Grand Manier og flødeskum. Kahlua og Whisky danner havets bund. Kaffen er det mørke hav og flødeskummet symbolisere havisen. Den blå flamme der fremkommer, når Grand Manier’en antændes, er symbol på det smukke nordlys – pris 130 kr. pr. glas! Velbekomme.
På sidstedagen fulgte vi polarforskeren Paul-Emilie Victors spor ind mod indlandsisen. I slutningen af 1940’erne og i begyndelsen af 1950’erne kørte bæltekøretøjer med forsyninger til hans berømte Indlandsis- ekspeditioner – sporene derfra ses stadig i fjeldene. Frederik fandt på turen bl.a. gamle rustne konservesdåser gemt i klippesprækker fra ekspeditionen, hvilket han synes var vildt sejt.
Efter et fantastisk ophold ved Eqi skulle vi desværre sejles retur. Ombordstigning foregik lige så disciplineret som landgangen. Vel ombord og med fem timers sejlads blandt isbjerge mod Ilulissat foran os, slog vi os ned på dækket for at spejde efter hvaler. Vi var på nippet til at opgive, da der styrbords dukkede en af havets kæmper op til overfladen afsløret af sit blåst. Skipperen på skuden sejlede hen til stedet, hvor den sidst var blevet set, og der 10 meter fra os, dukkede den op igen – en pukkelhval på vel 15 meter med den karakteristiske ”DC-9” hale. Et fantastisk øjeblik, hvor tiden stod helt stille – man nev sig selv i armen – er det her virkelighed eller blot et eventyr?
Vel ankommet til Ilulissat trængte vi til et bad og noget andet mad end frysetørret posemad tilberedt på SAM’s lille feltkøkken. Menuen blev Moskusburger med tilbehør – kan anbefales.
Efter en god nats søvn lod vi os fragte med Air Greenlands DASH-8 sydpå langs Grønlands vestkyst til hovedstaden Nuuk (Godthåb), hvor jeg havde en ”mindre” udfordring i form af Nuuk Marathon 2014.
Vi havde fem dage i Nuuk inden løbet, så jeg havde tid til den mentale forberedelse samt tid til at søge oplysninger om løbet, som indtil nu havde været ret sparsomme.
En af dagene havde vores bekendt i Nuuk booket os ind på en sejltur ind i Godthåbfjorden til en hyggelig restaurant. Igen sol – sol – sol og havblik, hvilket malerisk sejltur blandt tårnhøje fjelde, som spejlede sig i det klare fjordvand.
Vi havde selvfølgelig medbragt fiskeudstyr, så med en blank spinder på snøren, bevægede vi os op af den brusende elv, hvor fjedørrederne sprang for at komme op til gydepladserne. Jeg kastede min spinder ud et sted, hvor vandet tillod det og minsandten, en fjeldørred bed på og kampen med fisk, myg og fluer begyndte. Det var en stolt lystfisker der lidt senere, knælende med sin fiskestang i hånden, kunne fremvise en kæmpestor og flot fjeldørred. (lidt lige som storvildtsjægeren på film)!
På landgangsbroen fik Frederik et par torsk på krogen og en enkelt grim ”Københavner” - så var hans fiskedag reddet. På sejlturen tilbage til Nuuk stoppede skipper op, nu skulle der pilkes torsk. Vanddybden svingede fra 50 til 100 meter, så der måtte kæmpes ved indhaling - især Frederik kæmpede. Han halede fire torsk ind ved første kast, så foruden at være pavestolt, måtte han have lidt hjælp – armene blev lidt lange og tunge.
Det blev pludselig begrænsningens kunst, for torskene skulle også renses, så da fiskekassen efter 20 minutter var halv fyldt, indstillede vi fiskeriet og lod Susan filetere de indhalede torsk. Menuen de efterfølgende dage – TORSK – det er der da ingen ben i!
Nuuk Marathon, lørdag den 2. august nærmede sig med hastige skridt, men endnu manglede nogle ikke uvæsentlige detaljer. Hvor skulle startnumrene afhentes, hvorfra gik starten, ruteinformation osv. osv. Via mail, brevduer og vores vært i Nuuk lykkedes det at få formanden for Nuuk løbeklub i tale og få oplyst ruten samt information om startnummer. De skulle afhentes i Brugseni (den grønlandske version af Brugsen). Jeg havde ikke turde medbringe rødbedesaft i kufferten, grundet frygt for lækage og rødbedefarvet rejsetøj, men til alt held lykkedes det mig at opstøve rødbedesaft i flaskeform af samme fabrikat som herhjemme, så 2 flasker blev fluks indkøbt og indtaget.
Foruden helmarathon var der også mulighed for halvmaraton, 10 km samt 3 km børneløb. Frederik havde mod på 10 km, så nu hvor vi havde fået kendskab til ruten benyttede vi muligheden for at løbe den 7 km lange tur igennem og afkode de 5 bakker. Man havde fra løbsarrangørerne ændret ruten fra 2 x 21km til 6 x 7 km dels for at få flere publikummer på ruten og dels for at gøre ruten hurtigere. 6 runder skræmte mig ikke, man kunne godt frygte at det ville blive monotomt, men jeg har det fint med at inddele en maraton i etaper, hvilket de 6 runder indbød til. Fredag eftermiddag mødte vi op i Brugseni, hvor jeg dels fik udleveret startnummer og tilmeldt Frederik på 10 km. Jeg fik startnummer 001, hvilket jeg i første omgang blev meget beæret over, indtil jeg begyndte at tænke over hvorfor? Var jeg den eneste der stillede op på maratondistancen, forventet placering, eller var jeg blot den første tilmeldte? En løbetrøje påtryk NUUK MARATHON og hovedsponsoren ”Brugseni” var med i startgebyret, men farven var en udfordring – PINK.
Den store dag oprandt – dagen som jeg med spænding, ydmyghed og en vis nervøsitet længe havde set frem til. Jeg stod op kl. 6, kiggede ud på vejret, som på denne årstid kan svinge fra vindstille og sol fra en skyfri himmel til piv storm, regn og rusk. Gode forbindelser må jeg trods alt være i besiddelse af – 5 grader, tåget og en let vind – fint løbevejr for mig, som ser varme som en stor udfordring. Jeg var i tvivl om påklædningen, men valgte lange tights, svedundertrøje og neongrøn løbetrøje fra Viborg AM, hvilket siden hen skulle blive et godt valg.
Der er mange ritualer og traditioner forbundet med det at forberede sig til et Marathon. For mit vedkommende skal jeg have en portion Müesli fra Sandras REMA 1000 ikke senere end 2 timer før start, så maven lige får lov at reagere eller afreagere! Jeg havde selvfølge medbragt Müeslien hjemmefra og efter et par kopper kaffe var alt klar. Jeg bevægede mig på gåben til startområdet ved Brugseni, så jeg var på plads 15 minutter før start, hvilket i min verden er lige sent nok. Der var ikke det store postyr i startområdet, men enkelte løbere havde dog indfundet sig, så jeg blev ikke helt alene. Vi blev af speakeren kaldt til start – 24 forventningsfulde løbere var klar til den store udfordring, Nuuk Marathon 2014, som tilmed også er Grønlandsmesterskab i Marathon – tag den.
Med startnummer 001 stillede den jyske beskedenhed sig bagerst i løbefeltet - der blev talt ned, 3 - 2 – 1 – GO! De øvrige løbere startede, som var det Bjergkøbing Grand Prix, hvor Theodor Fælgen starter et væddeløb i bilen II Tempo Giganten ved at asfalten krøller efter start. De lagde ud i René tempo, og for mig, på den forkerte side af 5:00 pr./min. Susan og vores bekendt i Nuuk var cykelordonnans og supportere, en titel de til fulde levede op til via opmuntrende tilråb, væskedepoter m.m. Første runde gik ok, jeg løb helt alene, de andre løbere var langt foran, men ved første passage af målområdet ved Brugseni, fik kommentatoren øje på neontrøjen, hvorpå der stod Viborg AM, så på de resterende runder blev der på bedste dansk/grønlandsk vis heppet på løbetossen fra Viborg AM. Også ved depoterne fik ”depotpigerne” øje på trøjen, så også her blev der heppet, når ”den gamle gik i baren” (depot). Efter anden runde var jeg godt træt, men på det tidspunkt blev halvmaraton og 10 skudt igang, hvilket gav fornyet mod og kræfter. Jeg havde ikke set Frederik, men han var startet på 10 km og havde lagt sig i passende afstand bag Fatter, som nu var ude på tredje runde, som betød at nu nærmede de 21 km sig – pyha. Halvvejs ude på ruten gik jeg i depot for at få fyldt energi på, hvilket indbød Frederik til på udfordrende vis, at suse forbi mig med et ”Hej far” – møgunge og ikke særlig fair, jeg så ham aldrig igen! Fjerde runde gik OK og ved femte runde fyldtes jeg af en vis optimisme – jeg havde gode ben – det kørte, nu skulle jeg kun løbe på de skide bakker én gang mere.
Trods ihærdige forsøg, var bakkerne ikke blevet spor fladere med omgangene, så på sidste og sjette omgang blev benene lidt tunge og indrømmet over for en snæver kreds, så måtte jeg ned og gå op af den sidste bakke. Men – men – men, Brugseni i sigte og dermed mållinjen. Armene blev løftet til sejr, speakerens jubel og den unægtelige klump i halsen kom – jeg havde besejret Nuuks Marathon bakker og gennemført i en, for bonderøven, absolut godkendt tid - 3:69.
Den første der lykønskede mig var en pavestolt Frederik, som på sin 10 km havde gennemløbet bakkerne i Nuuk på 58 min. Det var efterfølgende et par stolte drenge, der lod sig fotografere med medaljer og Pink/lilla løbetrøjer. Nuuk Marathon blevet vundet på tiden 2:31, så det var egentlig kun hans skosåler jeg så, når han susede forbi mig ude på ruten.
Ud af 24 startende løbere var der 17 som gennemførte, hvilket betød, at jeg røg ind på en 13. plads ved dette års Nuuk Marathon og Grøndlandsmesterskab i Marathon. Det bedste af alt og lidt huverende, jeg slog en svensker – en herre ved det svenskeklingende navn Roland Gunnarsson som kom ind i tiden 4:45.
Marathon menuen den aften var rødt kød (ikke hval/sæl), men velhængt dansk oksekød samt et par velfortjente glas rødvin. Resten af tiden i Nuuk blev brugt på lidt kystfiskeri, museumsbesøg samt grønlandsk søndagsgudstjeneste i domkirken i Nuuk – en gammel hyggelig trækirke. Gudstjenesten var på grønlandsk, så vi forstod absolut intet ud over salmenumrene. I forbindelse med gudstjenesten var der en barnedåb og et bryllup, hvilket var helt specielt, højtideligt og smukt, idet grønlænderne kom til kirken i deres farvestrålende nationaldragter. (Nu hvor jeg pt. sidder i menighedsrådet kunne jeg komme med et rationeringsforslag – holde søndagsgudstjeneste, barnedåb og bryllup under samme ”hat”, det kunne spare medarbejder resurser!)
Tirsdag den 5. august var ferien slut. Beriget med ubeskrivelig mange oplevelser, fløj vi til Sønderstrøm, hvor vi afsluttede Grønland på værdig vis med en Moskusburger i lufthavnens cafeteria inden Air Greenland ”bar” os over indlandsisen med kurs mod København. Der stod Insigniaen klar til at fragte de 3 Grønlandsfarer til Teglmarken i Viborg:
………… og de levede lykkelig til deres dages ende!
SAM
