Chris Fischer vandt søndag Challenge Danmark i suværen stil. Det er andet år i træk han er bedste mand ved stævnet, som foregår med udgangspunkt i Billund.
Sejren er den forløbige krone på værket efter en målrettet og fokuseret træningsindsats, som vinteren igennem tilstadighed er blevet intensiveret og fintunet.
Chris Fischer vandt søndag Challenge Danmark i suværen stil. Det er andet år i træk han er bedste mand ved stævnet, som foregår med udgangspunkt i Billund.
Sejren er den forløbige krone på værket efter en målrettet og fokuseret træningsindsats, som vinteren igennem tilstadighed er blevet intensiveret og fintunet.
Efter at have sundet sig beretter Chris på sin Facebook side om søndagens race:
"Ok, som lovet kommer her, en lille opdatering vedrørende Challenge Denmark - før - under og efter.
Lille kan måske være en provokerende underdrivelse, men here goes.
For at forstå, hvad det er, der skete i søndags, er jeg/man nødt til, at kigge lidt længere tilbage end bare 8-10 uger før stævnet.
For inden jeg kom så langt, at jeg villle genoptage en langdistance triatlon karriere/hobby i 2014. Ja inden da, havde jeg dyrket triatlon i 20 år mere eller mindre.
Hvis man ikke har slidt sin krop, som jeg tilsyneladende ikke har, så står man med stærke kort på hånden.
Jeg har trænet rigtig mange timer over mange år, derfor er jeg fysisk stærk og min krops bevægmønstre fungerer jævnt godt.
Jeg er økonomisk med mine kræfter både på cyklen ( nyttevirkning ) og løbet ( løbeøkonomi ) over et bredt område og specielt i og omkring IM pace.
Jeg er godt bygget og hvis man ser over min lange sportslige karriere, så har jeg meget få skadesperioder.
Jeg startede i 2014 med en drøm. Et ønske om at realisere den drøm om, at køre en jernmand på det jeg på det tidspunkt mente var indenfor mit potentiale 8.30.
Michael som jeg tog kontakt til, mente ikke, at det var et problem og efter et samarbejde i 8 mdr. kørte jeg Almere i tiden 8.34.
Det var en lettelse for mig, at jeg endelig kunne vise for mig selv, at jeg kunne altså godt. Det var en rigtig god tid i min verden. Specielt set i lyset, af de hårde forhold på cyklen.
Jeg blev den dag 3´er til EM på distancen og en flamme var blusset op i mig.
Målet var hele tiden og er stadig, at få det bedste ud, af den tid jeg har til rådighed, den tid er begrænset, da jeg har valgt at føre mit liv markant anerledes end det fleste elite sports udøvere.
Derfor var det også til stor overraskelse, da jeg så i min træningsplan ugen op til Challenge Denmark i 2015, hvor Michael viste hvad han mente om min form i et excel ark.
Jeg tænkte jaja, det er da meget fint, meeen hold da op.
Jeg gik dog ufortrødent til opgaven og udførte den så godt, at jeg tog modet fra modstanderne tidligt på cyklen og førte på et tidspunkt på løbet med 11 min ned til 2´eren.
Inklusiv en punktering, som tog 5 min - vandt jeg i tiden 8.23.
Jeg var alene hele dagen og begik ingen fejl, lod ikke punkteringen tage pippet fra mig. Fra det øjeblik jeg gik over stregen med 2/3 af mine børn i armene, vidste jeg at der var mere i mig.
Det førte til en række gode resultater i det resterende af 2015.
En støt stigende formkurve med en brat afslutning af sæsonen, da jeg måtte trække mig fra EM i England, hvor jeg på tidspunktet lå 2´er.
Det viste sig at være betændelse i lænd og bækken området og inden den dom var faldet, var der gået 8 uger uden træning, da frygten for en alvorlig beskadiget ryg var stor.
Mogens Strange behandlede mig kyndigt og forsikrede mig om, at jeg skulle endelig fortsætte min træning og love ham, at jeg kom stærkt igen. Vinteren 2015 og foråret 2016 blev brugt på, at få mit løb op på niveau med ambitionerne og pt. tror jeg ikke, at jeg nogensinde har været bedre løbende.
8 uger uden træning giver tid til at tænke en del. Jeg nåede frem til, at jeg elskede sporten for højt til at stoppe og at jeg ikke var færdig med at udforske mine evner - dette var min hustru og familie heldigvis enormt forstående omkring, hvilket gjorde det til en let sag, at fortsætte træningen mod nye mål.
I år, kommer de mange træningstimer fra de forgående år med kontinuitet i træningen mig meget til gode og mit niveau har flyttet sig over hele linjen.
Det viser sig specielt på mine kombiløb, hvor der er mere overskud end nogensinde før. Km tiderne er endda helt af sig selv, begyndt at falde.
Så inden Challenge Denmark var jeg fuld af tillid til egne evner og troede også selv på en tid imellem 8.10 og 8.20 afhængigt af vejr osv. Har man gjort det én gang, kan man gøre det igen !
Som sagt har alting pejet i en retning, hvor jeg selv kunne se, at det som Michael skrev, atlså ikke var helt hen i vejret.
SOM FORSVARENDE MESTER
kan man vel let miste fokus på det der er den egentlige opgave.
For mig at se, var min største bedrift i weekenden i virkeligheden, at stille op som forsvarende mester og så forsvare titlen. At holde hovedet kold og være i stand til at fokusere på mit eget race og tro på mig selv var den egentlige opgave udover ikke, at lade sig rive med og falde sammen under presset.
Søndag morgen indtog jeg morgen nadveren kl.04.00 i restauranten på Scandic. De havde åbent fra 03.30 om morgenen for at servicere en stor flok triatleter. Jeg fik mine 3 skiver ristet franskbrød med marmelade, det samme antal krus kaffe og et glas juice. Min far kom til hotellet kl.04.50 og jeg fik tjekket ud og pakket bilen. Vi kørte imod fuglsang sø, hvor min far satte mig af og parkerede bilen længere væk.
Jeg fik set til cyklen og skiftezonen - besørget, drukket redbull og varmet godt op, helt rolig.
Da starten gik var jeg klar. Opgaven var at finde et par fødder og allerhelst i gruppen.
Jeg fandt et par store plader, så det var ligesom at ligge efter en lystbåd ( undskyld Anders :-)) Her lå jeg behageligt og fik de andre til at navigere og kunne derved spare ryggen for store anstrengelser. Da vi vender, kan jeg se, at Greame og en kvinde er godt 25 sek foran. Jeg har tillid til at Anders svømmer dem ind, men det sker ikke. Jeg venter lidt og prøve derefter selv, men jeg kan sgu heller ikke og gider slet ikke bruge ekstraordinært mange kræfter på at lukke hullet med Anders og David på smækken. Midtvejs på returen lader jeg derfor Anders komme frem igen og han trækker resten af vejen. Vi kommer op af vandet sammen og jeg får skiftet relativt godt. Vi løber efter vi har fået cyklen et godt stykke. Jeg kan se at jeg er med og i det samme øjeblik vi hopper på cyklen begynder de andre at fumle med skoene.
Jeg tænker " nu er det nu" og så trykker jeg til den med fødderne ovenpå skoene. Jeg kører hva remmer og tøjler kan holde indtil den første lille nedkørsel, hvor jeg så hopper i skoene uden større besvær. Jeg ser mig omkring, for at finde ud af, hvor de andre er og der er allerede et lille hul.
Jeg tænker ikke ret meget over det og beslutter mig for at lukke op for gassen. Pulsen er alligevel høj, så det udnytter jeg.
Jeg henter Greame efter 25 min og planter ham. I mål fortæller han mig, at han forsøgte at følge mig, men at han stoppede da hans watt var støt stigende på den anden side af 320 watt. Han punkterer kort efter og mister modet. Han kæmper sig dog igennem i god stil.
Nå, men nu er jeg alene og det kan godt være en anelse angs provokerende, når man ved, at man har en målskive på ryggen resten af dagen. Men jeg holder mig til min plan om, at trykke til den ( relativt ) til Billund, da der sikkert er lidt at hente i modvinden.
Da jeg runder vendepunktet første gang har jeg 2.3o ned til Anders og David, hvilket overrasker mig positivt. Vi kører 2 runder ud/hjem omkring Billund og Grindsted. Den ene vej er medvind, den anden vej - tjah modvind.
Jeg vælger at holde pulsen moderat i medvinden og ikke forcere trådet, få energi og væske ind og så trykke lidt ekstra i modvinden. Det virker umiddelbart rigtig godt. Næste gang vi vender har jeg 4 min. Det forspring holder jeg og efter et lidt langt skifte pga. at jeg løber med normale snørebånd, er jeg 3.45 min foran.
Jeg løber ud i samme fornemmelse, som til kombipassende, men euforien gør, at jeg har svrt ved at holde farten nede. Jeg runder første km i 3.36. Jeg bestemmer mig for, at holde et godt flow og runder første halvmarathon i 1.24 ca. Jeg falder lidt ud af rytmen på den 3 af 6 omgange og kan høre på de tider jeg får, at der bliver halet ind på mig. Jeg tænker, at jeg må tage mig sammen og hanker op i et andet tempo. Forspringet øges igen. Jeg har fornemmelsen af, at jeg selv kan styre det, men tillader ikke mig selv at fejre noget som helst før de sidste 3,5 km, da det går op for mig, at jeg kan sjoske hjem og stadig vinde. Problemet med at tage det med ro er, at benene alligevel gør ondt. Så de sidste km kunne jeg ligeså vel have løbet all out.
Jeg var i stand til at suge det hele til mig, den sidste km. Jeg får vasket mig ved det sidste depot, sat håret, fjernet gels fra skæg og dragten. Der bliver givet H5´s på vejen og målgangen er trods gangen, overstået alt for hurtigt. Men jeg nyder, at jeg kan dele den med min familie.
Marathon bliver lukket på 2.53 og jeg ved nu, at jeg kan løbe sub 2.50
Slut tiden 8.14.25 er jeg stolt af, men det der gør mig mest stolt er, at jeg gjorde det stort set solo på en rute der ikke nødvendigvis er hurtig.Nu er det med at bliver frisk igen hurtigst muligt, så jeg kan komme ud og få nr. på igen.
Hvis du kom så langt, så har du fortjent en pokal ;-) Vi ses derude - stay tuned
Chris"
Endnu engang stort tillykke til Chris, som med sejren udover Challenge Danmark vinder 2016 også kan kalde sig Nordisk Mester!
