Søndag den 4. August skulle jeg deltage i Ostseeman Ironman i Glücksburg. Jeg havde kun én gang tidligere prøvet kræfter med denne distance, da jeg først rigtig begyndte at dyrke triathlon i foråret 2012.
Denne gang havde jeg trænet betydelig mere end året før. Hvilket også gav mig forhåbninger om en ny personlig rekord. Jeg glædede mig helt vildt til at se hvad min krop egentlig kunne her sidst på sæsonen.
Raceberetning af Jesper Madsen.
Søndag den 4. August skulle jeg deltage i Ostseeman Ironman i Glücksburg. Jeg havde kun én gang tidligere prøvet kræfter med denne distance, da jeg først rigtig begyndte at dyrke triathlon i foråret 2012.
Denne gang havde jeg trænet betydelig mere end året før. Hvilket også gav mig forhåbninger om en ny personlig rekord. Jeg glædede mig helt vildt til at se hvad min krop egentlig kunne her sidst på sæsonen.
Dagen startede som den plejede... Jeg kunne som sædvanlig ikke finde ud af at falde i søvn aftenen inden. Da kl. så viste 03.30 kunne jeg ligeså godt stå op og komme af sted. De knap 2 timers søvn jeg sammenlagt fik, var jeg yderst taknemmelig for.
Som en af de første ankom jeg i god tid til skiftezonen for at tjekke min cykel en sidste gang. Jeg fik hurtigt sat mine drikkedunke på og pumpet dækkene op. Så kunne jeg i ro og mag efterfølgende gå lidt for mig selv og varme op inden svømmestarten gik kl. 07.00.
Flensborg Fjord viste sig fra sin smukkeste side, da startskuddet gik og de knap 600 atleter hoppede i det dejlige varme og rolige vand i én stor fællesstart. Jeg havde som sædvanlig ikke lært noget af min tidligere erfaringer og stillede mig forrest lige i midten. Og det skulle endnu engang vise sig at blive det helvede alle triatleter mindst ønsker. Svømmestarten er den værste, da alle kæmper side om side for at komme først ud til den første bøje hvorefter feltet ligeså langsomt begynder at sætte sig. Jeg blev også denne gang trykket ned og slugte en masse dejlig saltvand.
Efter den første runde 1.9 km svømning var der blevet masser af plads og jeg kunne så begynde at svømme normalt uden at brugen en masse unødvendige kræfter. Dog var min orientering helt ved siden af, da jeg ikke havde fået trænet på banen inden og derfor ikke vidste hvor bøjerne stod. Imens jeg lagde i vandet og var tosset på mig selv over ikke at være ordentlig forberedt, nåede jeg omsider strandkanten og de 3.8 km svømning var overstået på 1 t 02 min.
Et hurtigt skift og jeg var begyndt på de 180 km cykling på en kuperet 30 km rundstrækning i og omkring Glücksburg by.
Cykelstarten gik godt jeg kunne straks mærke at mine ben var stærke og heldigvis ikke syrede som de plejede at gøre når jeg kom op fra vandet. Denne gang havde jeg sparet mine ben undtaget i starten og slutningen af svømningen.
Jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at køre med et gennemsnit på 35 km/h, hvilket jeg mente var det maximale jeg kunne presse ud af mig selv over de næste ca. 5 timer uden at brænde helt ud. Jeg havde lært af tidligere erfaringer og vidste at man kunne tabe hele løbet på nogle få minutter hvis man pressede sig selv for hårdt.
Alt gik perfekt indtil jeg på anden runde ramte den stejleste stigning på ruten. Jeg havde super ben og elsker at kører op ad, men pludselig begyndte min cykel, at knirke fra forhjulet af og nærmest bremse mig helt ned. Folk gloede vildt på mig, når de overhalede mig for lyden var nu så kraftig og skinger, at den skar helt ind hovedet på dem. Jeg besluttede mig for at hoppe af og se om jeg kunne finde fejlen. Jeg var rasende, da jeg ikke kunne finde årsagen og bandede min cykel langt væk. Denne defekt varede ved hver gang jeg nåede det sammen punkt på ruten de næste 4 omgange, men var væk med det samme det igen gik ligeud.
Resten af turen gik som den skulle jeg havde tilbagelagt de 180 km på 5 timer og 8 minutter. Og min tidsplan var overholdt til punkt og prikke med nøjagtig 35 km/h.
Nu galt det om at få løbeskoene på i en fart og så komme ud af skiftezonen, hvor min altid entusiastiske familie og kæreste ville stå med forsyninger og heppe på mig.
Lige meget hvor mange gange jeg øver skiftet fra cykling til løb ender det altid med at jeg glemmer et eller andet. Denne gang var ingen undtagelse. I min iver havde jeg glemt at afmonter mit pulsur som stadigvæk sad på cyklen, hvilket resulterede i at jeg måtte tilbage i skiftzonen og hente det.
Da jeg forlod skiftezonen kunne jeg igen mærke, at jeg havde gode ben og glædede mig vildt meget til, at komme i gang med den afsluttende Marathon. Løbet plejede at være min stærke side, da jeg oftest kan blive ved i samme tempo i meget lang tid. Jeg havde hjemmefra langt en plan om at løbe i 4:45 min/km hvilket ville give mig en sluttid på de 42 kilometer på 3 timer og 20 min.
Efter knap 3 kilometer kiggede jeg først gang ned på mit ur. Det viste 4:15 min/km. Dette var alt for hurtigt, men jeg havde super ben og syntes det var sjovt, når jeg passerede de andre konkurrenter og ikke mindst de mange atleter som deltog på diverse stafet hold.
Bang! Så kom det undgåelige. Som lynet fra en klar himmel snurrede maven sig sammen og jeg vidst nu, at jeg bare skulle finde det nærmeste toilet. Efter knap 7 kilometer fandt jeg endelig et. Der sad jeg og hyggede mig det næste stykke tid, mens benene blev mere og mere stive.
Da jeg igen genoptog løbet var benene allerede blevet dårlige, jeg kunne ikke længere presse dem ned under de 4:45 min/km. Det gjorde det heller ikke meget bedre at underlaget på store dele af ruten var meget ujævn og yderest kuperet.
Nu begyndte det psykiske spil for alvor i mit hoved. Det er her når modstanden er størst og kroppen mest er ude af balance, man virkelig finder ud af, hvad man er lavet af. Dette kan ikke trænes og man begynder, at komme med den ene dårlige undskyldning efter den anden.
De efterfølgende runder gik egentlig som de skulle uden de store problemer. Solen var for alvor ved at få fat i det nordtyske og temperaturen begyndte at nærme sig de 28 grader.
Nu var det vigtig med masser af væske og ikke mindst salt indtaget. Derfor havde jeg på forhånd givet min kæreste nogle drikkedunke med salt og energidrik. Disse fik jeg udleveret hver gang jeg passerede strandpromenaden. For det ikke var nok, var hun også på egen hånd begyndt, at købe sodavands is til mig, så jeg kunne blive kølet ned.
Da jeg begyndte på 4. og næstsidste omgang valgte min broder at løbe lidt med for at peppe mig lidt op. Han kunne se at jeg var gået ned i tempo og har altid kunne presse mig til det yderst når det virkelig galt. Men denne gang var der bare ikke mere, at komme med så han stoppede hurtig igen.
Den sidste omgang var heldigvis den der gik bedst for mig. Jeg løb med et kæmpe overskud, da jeg begav mig ud på de sidste 8.5 kilometer, for nu vidst jeg at det snart var slut. Jeg sluttede da også af med at løbe i 4:05 tempo på de sidste kilometer ind mod målstregen og endte med en sluttid på 9 timer og 48 min.
Jeg var glad og stolt over at være kommet under den svære 10 timers grænse da jeg passerede målstregen. Sluttiden gav mig en samlet 28. plads i løbet og nr. 7 i min aldersklasse. Og en ny personlig rekord med over 28 min. Alt i alt havde jeg et super stævne og var ovenud tilfreds, da jeg kunne sætte mig i bilen og slappe af på vej hjemover.
Jesper Madsen
Viborg triathlon.
