Viborg AM

En klub i stadig udvilkling

Masters DM i atletik blev i weekenden afviklet på Ballerup Atletikstadion. Viborg AM stillede med et stærkt team på fem personer, der i alt bragte seks danske mesterskaber samt to sølvmedaljer med hjem til klubben.


Stævnet startede med 10.000 m løb fredag aften. Viborg AMs Laurids Jakobsen lagde stærkt ud med sejr på distancen for mænd 65-69 år i den flotte tid 39.23.78.

Lørdag fulgte Master DM debutanten Christina Shifris op med at blive dansk mester på 1500 m for kvinder 45-49 år i tiden 5.13.62. Christina Shifris er bedre kendt som ultraløber, men er nu på vej ind på atletikbanerne med god succes.

Jens Peter Jensen vandt samme dag spydkast for mænd 65-69 år med et kast på 17,24. Jens Peter deltog også søndag, hvor han fulgte succesen op med også at vinde kuglestød med 8,03 og hvor 21,92 i diskoskast gav en sølvmedalje.

Søndag deltog Ingerlise Villum og Sonja Sieg Stigsen hos kvinder 70-74 år. Ingerlise Villum vandt 800 m løbet i 3.11.59, mens Sonja Sieg Stigsen tog sig af sejren på 200 m hæk i tiden 48.90 og hentede en sølvmedalje på 200 m i tiden 39.97.


Viborg AM havde weekenden før en repræsentant i Bagsværd, hvor Jens Peter Jensen deltog i de danske mesterskaber i kaste 5-kamp, hvor han sejrede hos mænd 65-69 år med serien:
Hammerkast 21,52, kuglestød 8,28, diskoskast 19,79, spydkast 18,11 og vægtkast 8,12.


Næste weekend byder på endnu en tur til København, hvor de danske holdmesterskaber for Masters afvikles på Greve Atletikstadion. Her deltager Viborg AMs kvinder på fælleshold med Hvide sande, og efter de indledende runder ligger holdet godt til i medaljekampen.

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik